Skal vi kun hjælpe forfulgte kristne?

Det er helt naturligt, at vi som kristne sætter fokus på kristnes vilkår rundt om i verden, men vi skal ikke kræve specielle rettigheder for de kristne, mener sognepræst Christian Roar

Det er decideret ukristeligt kun at hjælpe kristne. Dette argument møder jeg ofte, når talen falder på forfulgte kristne. Som kristne skal vi kæmpe for alles rettigheder, hvis vi vil være troværdige, lyder argumentet.

Diskussionen kom også op under en høring på Christiansborg om religiøse mindretal den 2. september arrangeret af Danmission og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Blandt andet den pakistanske menneskerettighedsforkæmper Asma Jahangir pegede på, at vi skal kæmpe for religionsfrihed for alle. Man fornemmede også en vis irritation fra Jahangirs side over for de kristne eksilpakistanere i salen, der pressede på for deres egen sag. Der er et muslimsk mindretal, ahmadiyyaer, som er værre forfulgt end kristne i Pakistan.

Det bliver svært, når diskussionen pludselig drejer sig om et konkret land og konkrete mennesker. Ærgerligt, at regeringen og dens støttepartier var helt fraværende under høringen. Vi mangler endnu at se, hvordan regeringen vil kæmpe for forfulgte kristne, som der står i regeringsgrundlaget. Det kan ikke gøres med abstrakte begreber, men der bliver nødt til at være en konkret strategi for hvert land.

De krige i Irak og Afghanistan som Danmark har været involveret i, viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at sætte sig ordentlig ind i et lands kultur, historie og religiøse sammensætning inden man griber ind. Ellers kan konsekvenserne blive modsat hensigten. De kristne i Irak er kraftigt minimeret i antal siden invasionen i 2003, og landet er i kaos.

Asma Jahangir efterlyste statsmænd, der tør gøre det rigtige. Hvilket i hendes optik er ikke at støtte religiøse diktaturer, som undertrykker religiøse mindretal. Derfor skal vesten sige eksempelvis Saudiarabien imod, men det tør man ikke på grund af andre geopolitiske interesser end basale menneskerettigheder for lokalbefolkningen.

Hun har jo ret. Vi vil ikke se problemet i øjnene. Saudiarabien har spredt sin wahabistiske version af islam til hele verden. Den bygger mildest talt ikke på tolerance. Her kan blot nævnes, at Taliban kom til magten i Afghanistan med støtte fra Saudiarabien. Danmark skal med andre ord holde op med at være hyklere, og vi skal overbevise resten af vesten om det samme. Vi kan ikke det ene øjeblik stå og hylde diktatoren og det næste øjeblik kræve menneskerettigheder andre steder.

Som forskeren Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder pointerede i en rapport, der blev offentliggjort på høringen, så er religionsfrihed en forudsætning for demokrati og udvikling:

“Hvis religionsfriheden svækkes, svækkes muligheden for demokratisk udvikling, og dermed også mulighederne for fattigdomsbekæmpelse og økonomisk udvikling. Det giver derfor god mening at styrke retten til religionsfrihed som et centralt element i udenrigs- og udviklingspolitik.”

Kampen for at hjælpe forfulgte kristne er en kamp for netop religionsfrihed, som må føres uden hykleri. Selvfølgelig skal vi som kristne sætte fokus på kristnes vilkår rundt om i verden. Deri har regeringen ret. Ligeså vel som kvinder kæmper for kvinders rettigheder. Det er helt naturligt. Der er prioriteringer i al politik. Kampen er samtidig en kamp for religionsfrihed for alle. Vi kræver ikke specielle rettigheder for kristne. Men vi skal heller ikke være så politisk korrekte, at vi ikke tør fortælle, når kristne forfølges på grund af deres tro.

Religion har i dansk politik været en overset faktor, som det i den grad er vigtig at få med. Vi kan ikke forstå verdens konflikter, hvis ikke vi inddrager religion. Med vores danske individualiserede religiøsitet har vi svært ved at forstå, at religion betyder noget. Men det gør den. Og den kan både være en del af problemet og en del af løsningen.

Christian Roar Pedersen er sognepræst, mediekonsulent og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.