Historieformidling

Skoleelever mindes bombningen af Den franske Skole

Ved en fejltagelse blev Den Franske skole i København bombet af britiske bombefly den 21. marts 1945. På skolen befandt der sig 529 personer. 86 børn og 18 voksne - flere af dem nonner - omkom under bombardementet. Her ankommer redningsfolk med bårer for at redde folk ud af ruinerne. Foto: Scanpix.

Idag italesætter vi kriser i langt højere grad end tidligere. Også over for børn. En lærer fra Institut Sankt Jospeh i København fortæller om den vanskelige opgave at formidle en tragisk del af historien i øjenhøjde med børn

Den 21. marts 1945 bombede engelske flyvere ved en fejltagelse Den franske Skole, Institut Jeanne d´Arc, på Frederiksberg. 86 børn og 13 voksne omkom – heraf 10 Sankt Joseph søstre, som var både lærere og nonner.

Historien fortælles i disse dage igen og igen for skoleelever på den katolske Institut Sankt Joseph på Østerbro, søsterskolen, der dengang tog imod mange af de overlevende børn og lærere. Historien har sat sine spor. Men hvorfor og hvordan formidles denne 70 år gamle katastrofe til skolebørn i dag?

Katastrofen i øjenhøjde - i dag

På Institut Sankt Joseph markeres dagen med en mindehøjtidelighed i Frederiksberg Kirke for alle elever fra 4. – 10. klasse.

Skolens katolske og protestantiske præster står for læsningen og prædikenen, enkelte elever for forbønner, og alle skulle gerne kunne synge med på salmerne, som igennem den seneste tid har været øvet ved skolens daglige morgensang. Efter mindehøjtideligheden vil alle skolens elever og lærere gå til monumentet, hvor Jeanne d'Arc-skolen lå i sin tid og lægge en krans.

Eleverne fra børnehaveklasserne til 3. klasse holder en lille ceremoni på Institut Sankt Joseph den dag. De vil begynde dagen med at lægge blomster ved Jeanne d'Arc-statuen, der står i gården og som er et arvestykke fra Den franske Skole. Derefter kommer af en af de overlevende elever, der gik på Den franske Skole og oplevede bombningen og efterfølgende blev elev på Institut Sankt Joseph. Hun vil fortælle sin historie.

Lærerne på Institut Sankt Joseph har på forskellig måde igennem de sidste uger både ved den daglige morgensang og i dansk, religion, og historietimerne forberedt eleverne til dagen.

Under hensyntagen til elevernes alder er gamle dokumenter og personlige noter og beretninger fra forskellige arkiver blevet fundet frem og diskuteret.Eleverne har været interesserede og i den grad følt sig medrevet, fortæller mange lærere.

Er det fordi, det er 70 året? Nej, det er ikke årtierne, der rusker i dem, men derimod den fælles skæbne de får del i ved at læse og høre om historien, der greb ind i deres skoles historie og i danmarkshistorien - dengang for snart 70 år siden.

Katastrofen i børnehøjde - dengang

Efter tragedien tog søsterskolen, Institut Sankt Joseph, på Østerbro imod mange af de overlevende elever og lærere, og man var nødt til at bygge ”Annekset” for at få plads til de mange nye elever. Begivenheden har derfor på mange måder sat sig spor i Institut Sankt Joseph´s historie. Ikke kun arkitektonisk, men også i form af en fælles historisk skæbne.

Jeanne d'Arc-skolen blev totalt udbrændt og blev ikke genopbygget. På stedet på Frederiksberg, hvor skolen lå, blev der i 1953 rejst et mindesmærke. Det er et reliefmonument, der er udført af billedhuggeren Max Andersen. Rundt omkring ligger fliser med de omkomnes navne.

Uden for Sankt Joseph Søstrenes skole på Dag Hammerskjold Allé står bronzeskulpturen ”De tre”, der er lavet af Anders Tinsbo i 1995 i anledning af 50-året for bombningen. Den er en abstrakt gengivelse af reliefmonumentet med en Sankt Joseph søster og to elever.

Tragedien satte sine spor i dem, der oplevede og overlevede bombningen. Håndteringen af krisesituation dengang var dog præget mere af tavshed end af tale og ligger langt fra den italesættende håndtering, vi i dag kender, når der indtræffer krisesituationer.

Elisabeth Lyneborg, der var børnehaveelev på Den franske Skole og overlevede bombardementet, skrev 34 år efter katastrofen selvbiografien ”Jeg var der! 21. marts 1945”. Med barnets mund og mæle fortæller hun sin egen historie om den 21. marts og livet efter. I hjemmet blev der ikke brugt mange ord på begivenheden.

Den var tabubelagt. I dagene efter katastrofen blev dødslisterne læst op i radioen, og Elisabeth blev sendt op på sit værelse, og der blev skruet ned for radioen, når navnene blev læst op. Hun ville gerne vide besked om sine kammerater, men de voksne svarede undvigende, fortæller hun.

Da der skulle holdes sørgemesse for de dræbte den 27. marts deltog hendes familie heller ikke. Hendes far svarede, da Elisabeth spurgte, hvorfor de ikke var med: ”For vi må se at glemme det hele”. Tavsheden fik konsekvenser for Elisabeth, der først mange år senere fik at vide, at kun 5 af de 23 børn, hun gik i klasse med havde overlevet.

Hendes historie står i dag som et vidnesbyrd om en personlig tragedie, der ændrede hendes liv. Men samtidig står den også som et vidnesbyrd om, at det er vigtigt at give historien videre. Den bog er blevet læst i mange klasser og gennemgået som en førstehåndsberetning eller blevet læst op for børnene

I undervisningen handler det i den grad om at gøre historien levende og skabe en historisk bevidsthed hos eleverne. Så børnene kan bruge den. Tage den til sig og handle. Historien bliver som opdragende og meningsskabende et lys, der kan være med til at klare og give indsigt i livet, - hvad enten vi hører om bombardementet på Frederiksberg Allé i 1945 eller om skyderiet i Krystalgade i 2015.

Historien lever videre i dag, når den læses, fortælles, høres eller vises på film.

Louise Knudsen underviser på Institut Sankt Joseph i dansk, billedkunst, idræt og religion.