Synspunkt

Sognepræst: I bør kun gifte jer, hvis I slet ikke kan lade være!

"Der er kun én god grund til at gifte sig; og det er fordi man slet ikke kan lade være. Og er man først nået dertil, så har man også fundet ud af, hvad ægteskabet kan føje til to menneskers fælles liv," skriver sognepræst Merete Søndergaard Sølling. Her vier hun Lasse og Lisbeth den sidste lørdag i maj.

Er det overhovedet nødvendigt at blive gift? Og hvorfor vælge en vielse i kirken? Sognepræst Merete Søndergaard Sølling kommer her med nogle bud

Som præst bestræber jeg mig altid for ikke at komme med gode råd til brudepar. Præsten er ikke ægteskabsrådgiver, men forkynder.

En bryllupsprædiken er efter min mening en forkyndelse af det glade budskab om Gud, der elsker og tilgiver. En sådan forkyndelse skulle gerne inspirere os mennesker til at gøre noget lignende.

Hvad skal man overveje inden man planlægger sit bryllup? 

Om det nu også er nødvendigt! Hvis det nu går ganske godt uden den vielsesattest, hvorfor så i grunden gifte sig?

Der er kun én god grund til at gifte sig; og det er fordi man slet ikke kan lade være. Og er man først nået dertil, så har man også fundet ud af, hvad ægteskabet kan føje til to menneskers fælles liv.

Hvorfor så i en kirke? Hvad er det man får ekstra ved at vælge en kirkelig vielse? Flotte rammer med højt til loftet naturligvis, og det er slet ikke uvæsentligt, men det særlige ved en kirkelig vielse er Guds velsignelse. Hvad den betyder, kan man godt overveje, og så i øvrigt spørge præsten.

Hvad skal man huske på inden selve vielsen?

Der er selvfølgelig alt det formelle; prøvelsesattest, navneændring osv. Men især skal man overveje, hvad man kommer med, og hvad man får med hjem.

Et brudepar kommer til kirke med alle deres forventninger, håb og drømme. De lover hinanden både kærlighed og respekt, livet og fremtiden, alt sammen noget de dybest set slet ikke selv råder over. ”De lover bort, hvad ej de har, for livet er jo dit,” står der i en bryllupssalme (705). ”Læg selv dit ja, til deres svar, så det må lyde frit!” Det er det, Gud gør i velsignelsen.

Derfor er en kirkelig vielse efter min mening ren og skær BØN! ”Kære Gud! Se på os, vi elsker hinanden og vil så gerne dele tilværelsen med hinanden både i medgang og modgang og lige til døden skiller os ad! (So help me God!) Så hjælp os der til !”

Vær udholdende og vedholdende i den bøn! "I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer", siger Jesus (JOH.15,12). Og I bryllupsritualet står der: "Som Herren tilgav jer, sådan skal I også gøre" (Kol. 3,13).
 
Så kom det alligevel med; det gode råd fra præsten.

"Der er kun én god grund til at gifte sig; og det er fordi man slet ikke kan lade være. Og er man først nået dertil, så har man også fundet ud af, hvad ægteskabet kan føje til to menneskers fælles liv," skriver sognepræst Merete Søndergaard Sølling. Her vier hun Lasse og Lisbeth den sidste lørdag i maj. Foto: fotografia76 - Fotolia