Debat

Præst: Klimadebat skal ikke bare lande på Guds bord

Der findes næppe en særlig afdeling for de kristne, der overlod klimaets udvikling i hænderne på Gud, hvor de fredes og sikres plads, hvis den dag kom, hvor det hele brændte sammen, skriver sognepræst Helene Wonsbek Rasmussen. Foto: Privatfoto

Klimaets udvikling er en global problemstilling, og ingen går fri. Det er vores liv og vores efterkommeres liv, det handler om, skriver sognepræst Helene Wonsbek Rasmussen

Onsdag den 2. august i år begyndte vi at bruge flere ressourcer, end kloden kan nå at genskabe på et år. Det svarer nogenlunde til, at husholdningspungen var tom den dag, og der heller ikke var noget i spisekammeret igen før til nytår. Så enten måtte vi lade være med at spise frem til nytår, eller også måtte vi begynde at tage hul på det, vi skulle leve af fra nytår.

Er det nu et anliggende, vi som kirke og som kristne skal bekymre os om og gøre noget aktivt ved, eller skal vi lægge klimaets udvikling i hænderne på Gud?
På en måde er det påfaldende, at vi overhovedet stiller det spørgsmål. Hvem spørger sig selv, om vi som kristne skal tage os af børneopdragelse, undervisning, af de syge, de ældre?

Kristen tro er så langt fra det samme som, at så går alting af sig selv, Gud sørger for os hele vejen igennem, og hvis ikke børnene lærer at begå sig, ikke lærer at læse og skrive, og der ikke bliver taget hånd om de syge, ja, så har Gud sin helt egen mening og dagsorden i den sag. Sådan er det ikke.

Vi er ikke skabt som marionetter, der styres fra et snoreloft, men som selvstændige individer, i Guds billede, og vi er blevet udstyret med forstand og fornuft, som Paulus skriver det i et af sine breve. Det skal vi gøre brug af. Vi har fået en klode, en verden at leve i og udfolde os på, og med ansvar for vores eget liv såvel som for klodens med alt, hvad den rummer.

I vores brug skal vi være klar over og bevidste om, at som der har været generationer før os, vil der komme generationer efter os, og som generationerne før os ikke har tømt lageret fuldstændig og aldeles, skal vi heller ikke gøre det. Det er vores liv og vores efterkommeres liv, det handler om.

Som kristne lever vi i verden på lige fod med mennesker af en anden religiøs overbevisning eller ingen religiøs overbevisning. Der findes næppe en særlig afdeling for de kristne, der overlod klimaets udvikling i hænderne på Gud, hvor de fredes og sikres plads, hvis den dag kom, hvor det hele brændte sammen. Klimaets udvikling er en global problemstilling, og ingen går fri. Det er et fælles anliggende. Vores livsstil og forbrug sætter sig ikke alene spor her, hvor vi bor og lever.

Hvad skal vi så gøre som kristne? Ja, redde hele verden kan hverken enkeltindivider eller tilhængere af en bestemt religion. Konkrete løsninger på problemerne må vi lægge i hænderne, ikke på Gud, men de videnskabsfolk, der har forstand på det. Dem, der kan registrere og dokumentere, hvordan det går, og dem der kan udtænke gode, holdbare løsningsmodeller i forhold til de udfordringer, vores livsstil og levevis giver.

Holdninger til adfærd og forbrug kan vi hente inspiration til i Bibelen, der fortæller os, at vi har fået ansvar betroet for denne jord, og anviser, at vi skal lade jorden ligge brak hvert 7. år. Det vil sige, at vi ikke skal udpine jorden.

Det forpligter os på omsorg for enken, den fattige og den faderløse og enhver, der er kommet i nød, og det vil også sige nød som følge af de ændrede livsvilkår, som klimaforandringer giver i form af vanskeligere vilkår for dyrkning af afgrøder, oversvømmelser og vildere vejr. Vi kan bruge Bibelen til at finde og holde en balance mellem at leve i frygt for, hvor galt det kan gå og i et håb om, at vi faktisk kan ændre adfærd sammen, så den nuværende udvikling kan standses og vendes.

En utopi? Ja, måske. En nødvendighed, kunne man også sige.

Helene Wonsbek Rasmussen
Sognepræst

Andre læser lige nu