Skal kristne forstå Jesus som sakramente eller eksempel?

Man kan vælge at forstå Jesu liv som enten et sakramente eller som et eksempel, den kristne skal forsøge at efterfølge - eller man kan kombinere de to forståelser, skriver valgmenighedspræst Sven Thorgaard

”Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.” (Galaterbrevet 6, 2) Når man taler om en særlig kristen etik, så spørger man samtidig, hvad Kristi offer på korset betyder for menneskets livsførelse.

Men det er en vildfarelse for det kristne liv at spørge, hvad den kristne skal gøre uden først at spørge, hvad Gud har gjort for den kristne.

En nøglesætning i det NT er at finde i Mattæus-evangeliet kap. 25, 40 og 45. Her hedder det blandt andet: ”Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig." (Mattæus 25, 40) Og: "Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig." (Mattæus 25, 45)

Denne nøglesætning har været med til at give Kristus rollen som en etisk bevægende kraft, hvilket for så vidt er ganske udmærket. Men Jesus bliver herved let levende og døende blot til eksempel for vor handlen eller model for en kristen livsstil. Han får betydningen ”et eksemplarisk menneske”.

Det aspekt, at Jesus tillige var et offer, overses let og kommer ikke til at betyde andet end, at selv i døden var han et eksempel for dem, der fulgte efter ham.

Siden Augustin har man kendt problemstillingen om sakramente og eksempel. Man kan vælge at forstå Jesu liv som enten et sakramente eller som et eksempel eller begge.

Hvis man som troende forstår Jesus som et sakramente, forstår man hans død og opstandelse som et vigtigt tegn, et nådens tegn, hvorved hans lidelse og død ikke alene bliver et forbillede.

Forstår man Jesus som sakramente, implicerer det også tanken om stedfortrædelse. Det vil sige, at Jesu død og opstandelse er en altafgørende begivenhed, der kommer livet til gode.

Luther var fortaler for denne forståelse. Han skriver i Kirkepostil 1522: ”At se Jesus som et moralsk forbillede gør ikke noget menneske til kristen, men det gør Jesus til en Moses, en ny lovgiver. Den sande betydning af personen Jesus Kristus bliver først klar, når han bliver begrebet som offer, som Gud bringer os arme syndere for evigt at frelse os”.

Altså er Jesus ingen lovgiver, ingen Moses, men derimod en giver, barmhjertig og frelsende.

Reducerer man Jesu offerdød til kun at være et eksemplarisk offer, så havde det ikke effektivt kunne forandre menneskehedens liv. Det kunne kun ske ved, at menneskehedens forhold til Gud ændredes. Og det kunne igen kun ske ved, at Guds liv ikke forblev hos ham, men meddelte sig til hele menneskeheden.

Det er den kristne tros egentlige hemmelighed, frelsesmysteriet. Døden på korset bliver grundlaget for en meddelelse om livet gennem opstandelsen fra de døde. 

Og når det er sagt, er der for mig ingen tvivl om, at man kan tale om en kristen etik. Et kristeligt liv er udtryk for taknemlighed. Hvorfor? Fordi Jesus Kristus efter at have løskøbt os med sit blod og ved Helligånden har gjort os til sit udtrykte billede, for at vi i gudstjenesten med hele vort liv lover og priser Gud for hans velgerninger mod os.

Men i glæden over at være løskøbt må vi ikke glemme næstens og verdens nød. Så ofte livets brød bliver spist, så ofte frelsens bæger bliver drukket, så ofte bliver herrens død forkyndt, indtil han kommer igen.

Kristi korsdød er den skarpest mulige erindring om vores og verdens nød. Dette sker ved altergangen, hvor det hedder: ”Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv”.

Og overalt er kærligheden vigtig. Som kærlighed er Jesus både sakramente og eksempel. Derfor kan og skal mennesket gennem sine jordiske handlinger skabe ligheder og paralleller til det kommende Guds Rige.