Spiritualitet nedefra

Denne overskrift er ikke ment som en dårlig joke, men er titlen på en bog jeg har læst med stort udbytte

Bogens forfatter (Anselm Grün) fører læseren ind i forståelsen af to former for åndelighed. Hans ønske er, at vores tro altid må tage udgangs-punkt i selverkendelsen.

Formuleret af en af kirkens ledere i det 4. århundrede: Hvis du vil kende Gud, så lær først dig selv at kende (Evagrius Ponticus)
Spiritualitet ovenfra spørger:"Hvad gør jeg for at være en god kristen?"
Denne åndelighed prøver, med afsæt i de idealer vi sætter os, og det ønske vi har efter at forbedre os som mennesker, at opstille mål som kan opnås gennem et moralsk liv, askese og bøn.

Et stadigt forsøg på at leve op til idealforestillinger om hvad en kristen skal gøre og være. Krydret med citater fra bibelen, så det i første omgang lyder ganske tilforladeligt og sandt.

Vi kan jo ikke fuldt ud leve op til det, men med Guds hjælp
 Hvor ofte har jeg ikke hørt denne sætning, og sikkert selv formuleret den i talrige variationer. Og det er netop her, vi bevæger os ud af en tangent som i værste fald fører os væk fra evangeliet og Guds plan for os.

spiritualitet nedefra begynder med selverkendelsen. En erkendelse af vores svaghed, sårbarhed og begrænsning. Netop der, hvor vi møder grænserne for vore egne muligheder, kan vi åbne os for Gud.
Relationen til Gud består ikke i dyd men i nød, som de gamle munke udtrykte det.

Det er altså ikke mine dyder der åbner mig overfor Gud, men snarere mine laster og brister. Min svaghed og angst, min afmagt- ja sågar mine synder.

Hvis vi tager udgangs-punkt i idealforestillinger ender vi i skuffelse og kynisme. Det virkede ikke. Jeg bliver jo aldrig tålmodig. Jeg fortsætter med at såre andre eller selv blive såret. Alligevel maser vi, ofte ubevidst, videre på selvforbedring-ens stenede vej. Stigen op mod Gud er høj, lang og glat. Udadtil har vi idealerne indadtil såret-heden og skuffelserne. En langsom splid i vores indre, hvor vi ikke tør se sandheden i øjnene og være ærlige om vore liv. Vi glatter rynkerne ud, stiver os af, bekræfter hinanden. Men indvendig lider vi, fordi den indre virkelighed ikke svarer til den ydre. Hykleri og farisæisme står snublende nær.

Jeg tror Guds rige kommer med en helt anden grundtone og virkelighed. Det taler til syndere og om syndere. Ikke for at gennembore mennesket skabt i Guds billede. Men for at vise os at Gud aldrig tager afsæt i høje idealer, men i vores virkelighed, lige der hvor du og jeg er. Den hellige skrift er ikke mere hellig end at den udvælger mordere og løgnere, forrædere og prostituerede. Den er hudløst ærlig og fjerner alt menneskelig selvretfærdighed.

Her kommer samtidig den enorme befrielse. Det eneste vi kan gøre er at erkende vores afmagt. Ærlig kapitulation er vejen til frihed. Det er det f.eks for AA (Anonyme Alkoholikere) i det kendte 12-trinsprogram,og det er det, for enhver som vil møde Gud. Men det kan vi først når vi stædigt har ladet det guddommelige ovenlys skinne ind over vort liv. Når Jesus møder os, og viser os sin vej. Vejen til befrielse går via korset. Her dør Jesus, og her dør mine egne anstrengelser.

Spiritualitet nedefra handler altså om, at vedkende os livet som det er, og samtidig lægge mærke til Jesu sår-mærkede hænder. Her befries vi fra idealismens tunge åg og bæres ind i en kærlighed, som den fortabte søn der vender hjem igen.

Mit ønske er at vi må hjælpe hinanden til at tale sandt om livet- om os selv- og om Gud. Jesus steg ned i vor sjæls skyggerige, for at løfte
os op i hans retfærdighed og værdighed.

John Hansen