Statsautoriseret købesex standser ikke kvindehandel

Få kvinder vil indrømme, at de er i prostitution imod deres vilje. De er derimod ofre for menneskehandel, mener Tove Videbæk. Foto: Arkivfoto.

Vi gør ikke kvindelige prostitueredes liv bedre ved at gøre dem statsautoriserede, skriver Tove Videbæk i Kommentaren på kristendom.dk

Skal vi have statsautoriserede prostituerede i Danmark? Skal prostituerede kunne blive statsautoriserede ligesom statsautoriserede ejendomsmæglere, statsautoriserede revisorer, statsautoriserede .. o.s.v.? Det mener Institut for Menneskerettigheder!

Dette institut har for nylig foreslået, at prostituerede, som frivilligt har valgt prostitution, skal kunne blive statsautoriserede. Formålet med den statsautoriserede licens skulle være at forhindre menneskehandlere i at smugle udenlandske kvinder til Danmark og tvinge dem ind i prostitution.

Jeg tror gerne, at Institut for Menneskerettigheders intention er at hjælpe kvinder, som er ofre for menneskehandel. Men helt ærligt, så er jeg bange for, at dette forslag er temmelig naivt og ikke vil hindre én eneste handel med en kvinde.

For nylig udtalte lederen af Reden Stop Kvindehandel, Trine Lund Jensen i et tv-program, at meget få kvinder vil indrømme, at de er i prostitution imod deres vilje. Den enkelte kvinde er bange for alfonsen/mellem-handleren/bagmanden, eller hvem det nu er, der er tættest på hende i det pågældende tilfælde. Manden er der lige i nærheden og stakkels kvinde, hvis hun udtaler, at hun står på flisen imod sin egen vilje!

Forslaget fra Instituttet skulle endvidere kunne gøre det lettere for politiet at identificere kvinder, som arbejder i prostitution under tvang. Heller ikke dette, tror jeg, at forslaget kan hjælpe med.

Ét af problemerne i denne forbindelse er jo desværre, at disse kvinder er rædselsslagne. De kender ikke det danske politi, de kender kun politiet i deres eget hjemland, og så kender de en række mænd, både danske og udenlandske, som truer, straffer og voldtager dem for at gøre dem møre til at finde sig i at prostituere sig, så alle bagmændene kan få deres gode indtægt.

Hvis vi virkelig skal forsøge at forhindre den gyselige form for menneskehandel, som mest af alt ligner den slavehandel, som vi troede var ophørt for ca. 200 år siden, så må vi tage problemet helt anderledes seriøst!

Bl.a. må der sættes ind med støtte og hjælp til kvinderne i den periode, hvor de er med til at vidne mod deres bagmænd. Desuden skal der naturligvis være ressourcer til at hjælpe dem til at få en tilværelse, hvor de kan forsørge sig selv, enten i Danmark eller i deres hjemland uden at skulle ud i prostitution.

Hvis kvinderne blot uden videre bliver sendt hjem, risikerer de at blive solgt videre til et nyt sted i Europa, hvor de i en ny slavetilværelse skal sælge seksuelle ydelser dag og nat og være pengemaskine for alle deres bagmænd og mellemhandlere uden selv nogensinde at få et liv.

Jeg håber, at sagen omkring køb og salg af kvinder kommer så højt på dagsordenen i Danmark, at der også her i landet politisk bliver taget seriøse skridt til at hindre denne form for handel med mennesker og hjælpe de kvinder, som er havnet i dette gyselige slaveri. Samt ramme de bagmænd, der er mindst lige så umenneskelige som slaveskipperne for ca. 200 år siden.