Stender: Frelsen kan aldrig være en gør-det-selv-frelse

Ligesom vi har fået rens-selv-ovne, der kan rense skidtet ud af ovnen automatisk, bilder vi os ind, at vi kan rense os selv automatisk. Men det passer ikke, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Frels mig, Gud! Jeg er simpelt hen ikke i stand til at frelse mig selv for det helvede, det er at være selvoptaget.

En gammel præst sagde engang til mig: ”Alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, har altid haft et egoistisk formål. Selv mine mest ædle handlinger. Det har også været et helvede for de mennesker, jeg har haft kontakt med”. Han var et yderst sympatisk og afholdt menneske og jeg syntes, han overdrev. Men han havde indset, at vi mennesker er ekstremt fokuserede på os selv.

Måske står det værre til end nogensinde før med selvoptagetheden, fordi vi bilder os ind, at vi kan frelse os selv. Førhen var det Gud, der skulle frelse os. Vi lagde det i hans hænder gennem troen og tilbedelsen af ham. Men i dag kan vi selv. ”Gør-det-selv-frelsen”. Vi spiser biodynamiske, økologiske grønsager. Det handler ikke kun om at frelse verden for forurening. Men i høj grad også om, at vi føler os frelste, når vi gør det.

Engang var jeg til fest. Før vi satte os til bords studerede min smukke borddame og jeg menukortet. Hun vendte sig om mod mig og sagde med en indladende stemme: ”Skal vi synde”? Jeg svarede: ”Jeg er lidt gift”. Så fattede jeg, at hun mente, om vi skulle synde ved at spise de fede retter, der stod beskrevet på menukortet.

Synden har flyttet sig fra seksualiteten til maden. Ved at spise den rette mad får vi en fornemmelse af, at vi kan spise os til frelsen. Hellere være et selvoptaget svin end et madsvin.

Det samme gør sig gældende med de meninger og holdninger, vi har. Det er populært i dag at være politisk korrekt. Godt nok kan det opfattes som et skældsord, når nogen siger til os: ”Hvor er du frelst”! På den anden side vil vi gerne være nogle frelste mennesker, der har de rigtige meninger om politik og religion og miljø og flygtninge.

En af mine bekendte fortalte mig, at han havde tilgivet sig selv for noget ondt, han havde gjort over for sin nabo. Jeg spurgte ham, om det ikke var vigtigere, at naboen havde tilgivet ham? Det syntes han ikke. Også det er en ny dimension i vort samfund. Ligesom vi har fået rens-selv-ovne, der kan rense skidtet ud af ovnen automatisk, bilder vi os ind, at vi kan rense os selv automatisk. Men det passer ikke. Vi kan hverken rense os selv eller tilgive os selv. Vi har fortsat brug for at overlade det til Gud og vort medmenneske.

Sådan er det også med frelsen. Det er kun gennem troen på Jesus Kristus, vi kan frelses. Det er et vildt politisk ukorrekt synspunkt! Hvad med alle de mennesker, der aldrig har hørt om Guds søn? Hvad med jøderne og muslimerne? Hvad med ateisterne?

Vi aner det ikke. Der er nemlig ikke noget i kristendommen, der er så stort og gådefuldt og dybt og uransagligt som frelsen. Det er ufatteligt for vores tanke, at Jesus Kristus skulle dø på korset for at frelse os mennesker. Det er, som salmedigteren Grundtvig udtrykker det, ”korsets gåde”. Men det viser os i alt fald en ting. Frelsen kan aldrig være en-gør-det-selv-frelse. Det vil altid ligge i Guds hænder at frelse os. Og når vi har en kærlig og tilgivende Gud, kan frelsen ikke være placeret noget bedre sted.

Spørgsmålet er, hvad vi frelses for ved at tro på Jesus Kristus som Guds søn. Først og fremmest frelses vi for os selv. Når verdens centrum i troen bliver Gud og ikke os selv, bliver livet meget mere muntert at leve. Vi får overskud til hinanden, til fest, til barmhjertighed og til mission. Vi kan lægge vores bekymringer i Jesu hænder, så vi får hænderne fri til bøn og vores medmennesker. Og dernæst er frelsen også den mulighed vi har for, efter vores død, at få det evige liv hos Gud.

Poul Joachim Stender
Sognepræst og forfatter