syv svar på syv myter om Luther

Stjernfelt springer de historiske mellemregninger over i sin Lutherkritik

Antisemitismen udvikler sig vidt forskelligt i Danmark og i Tyskland. Hvis kilden alene hertil var Luther, burde den have været ens, skriver lektor i historie Lars Bisgaard. Foto: AP/DPA

Når Luther har formuleret og ført uheldige synspunkter til skrift, ligger ansvaret hos ham. Men det betyder ikke nødvendigvis, at hans tanker har påvirket senere historiske begivenheder, skriver lektor i historie Lars Bisgaard

Jeg oplever, at vi bliver præsenteret for et forlorent billede af Luther. For han var bestemt ikke nogen frihedshelt eller demokratisk foregangsmand," sagde professor Frederik Stjernfelt i et interview med Kristeligt Dagblad i marts i år.

I sin nye bog "Syv myter om Martin Luther" gendriver han syv af de, efter hans mening, mest udbredte misforståelser om reformatorens positive betydning for Europas udvikling. Myte nr 5 er ifølge Stjernfelt, at Luthers antisemitisme var harmløs. Stjernfelt mener, der hersker en fejlagtig ’alle var antisemitter dengang’-holdning, og at Luther faktisk har udformet sit jødehad i et konkret politisk program. Men har Stjernfelt egentlig ret i det? Det giver lektor i historie Lars Bisgaard her sit bud på:

Vi lever i en jubilæumstid. Den aktuelle reformationsfejring er stort anlagt, og derfor kan det være befriende, at nogen taler projektet imod. Når der hertil lægges, at Danmark som et kerneluthersk land har indoptaget og udviklet Luthers idéer, kan et serviceeftersyn om de per definition gode sider ved Reformationen være en god ide.

Imidlertid mangler der kvalitet i Stjernfelts modangreb. Hans syv teser postuleres blot uden at nogen forsker nævnes at stå bag en eller flere af dem, og på samme måde er det med effekten af Luthers mørke sider. Når uheldige synspunkter er formuleret og ført til skrift, så har forfatteren et ansvar, dermed basta. Men en dokumenteret sammenkædning af et Lutherskrift og dets indflydelse på en given begivenhed leveres ikke. Det svækker bogen. Det var jo ikke alt, hvad Luther skrev, som blev lige meget læst.

Stjernfelts metode udspringer af en idéhistorisk tradition om, at alt, hvad der skrives, nu engang får en virkningshistorie. Lad mig illustrere det med et konkret eksempel, nemlig antisemitismen, som Stjernfelt også beskæftiger sig med i sin Luther-kritik.

Den engelske forsker Miri Rubin har for nylig undersøgt en lokal engelsk tradition fra omkring 1200, hvori jøder beskyldes for hver påske at ofre en kristen dreng og drikke hans blod og påvist, hvordan den fik nyt liv i antijødiske skrifter flere hundrede år senere, blandt andet i Centraleuropa.

Rubin placerer ansvaret for at genoplive traditionen hos dem, der netop genopliver traditionen. I det lys kan og bør man bebrejde Luther hans stærke jødehad, men når nogen sidenhen genopliver hans udfald mod jøderne, så må ansvaret tilsvarende placeres her. Den sondring har Stjernfelt ikke.

Antisemitismen udvikler sig vidt forskelligt i Danmark og i Tyskland. Hvis kilden alene hertil var Luther, burde den have været ens. Den danske reformator Hans Tausen betegnede allerede i 1539 jøderne som ”det onde Folck: blinde, hårdnakkede og egensindige”. Det var fire år, før Luthers hadefulde skrift ”Om jøderne og deres løgne” fra 1543. Derfor trækker Tausen sandsynligvis på tidens generelle misbilligelse af jøderne, som havde fået ny næring med historierne om, at de havde fremkaldt tidens pestepidemier ved at forgifte brøndene, og ikke på Luther.

Er det så forklaringen på, at Danmark undgår den stærke antisemitisme? Det ville være sofistikeret at hævde. Langt snarere skal man søge forklaringen i forhold som jødernes sene, faste bosættelse i Danmark, deres relative ringe størrelse og synlighed, samt manglen på særlige privilegier inden for den finansielle sektor.

Det bedste eksempel i Danmark på en kristen initieret import af den tyske antisemitisme er teologen H.L. Martensen, som i værket ”Den christelige Ethik” fra 1878 advarede mod jødisk herredømme. Det slog fejl og burde ikke have gjort det, hvis Luthers position var den afgørende faktor. Den var ens i begge landområder.

Konsekvensen af Stjernfelts dovne udgave af en idéhistorisk logik er, at historiske studier dybest set bliver overflødige.

Når Luther nu ikke kunne lide troldfolk, så må ansvaret følgelig også være hans, når sådanne især efter 1617 tager fart. Men hvad så med den ret fredelige periode ind imellem? Hvor er tomrummet efter kanonisk rets afskaffelse? Hvordan bedømmer man de nye akkusatoriske principper, som gav den, der blev beskyldt for at være heks, større rettigheder i det retssystem, der udvikledes?

Begge sådanne positive konsekvenser af Reformationen forties.

1500-tallets mere rene og radikale udlægning af det religiøse budskab i de nye konfessionelle kirker, er nærmest også kun Luthers skyld ifølge Stjernfelt, og den i tysk reformationsforskning vigtige forklaring ”Die zweite Reformation” nævnes overhovedet ikke. Bag begrebet gemmer sig den iagttagelse, at fra 1560'erne og frem taber flere af konfessionskirkerne landområder. Ikke til katolikkerne, men til hinanden, hvorfor striden inden for de protestantiske retninger tager til i styrke.

Igen formår et land som Danmark at holde sig uden for denne udvikling, og Frederik II skulle således have brændt lutherkirkens kampskrift ”konkordieformlen” i kaminen. Altså igen en understregning af, at landekirkerne ikke handler ens og ikke blot følger én ortodoks udlægning.

Det er sådanne udeladelser hos Stjernfelt, der gør hans bog tendentiøs og useriøs.

Lars Bisgaard
Lektor i historie på Syddansk Universitet