Studerende i Vatikanet: En tom følelse at sige farvel til paven

"Vi oplever ikke, at vi har en pave, som giver op. Det er ikke en pave der forlader korset og lader andre bære det for ham," skriver katolsk præstestuderende i Rom Kasper Baadsgaard-Jensen, som afventer valget af den nye pave

Hvordan oplever man som katolsk præstestuderende i Rom, at pave Benedikt træder tilbage? Hvad taler jeg og de andre præstekandidater om? Det har vi en noget anden tilgang til, end de som ser pavens tilbagetræden som en mystisk sensation, fyldt med spekulationer, krydret med næsten Dan Brown-agtige indslag.

BILLEDER OG VIDEO: Pavens sidste dag på kontoret

Da nyheden kom, var der en mærkelig stemning blandt os på seminaret og i Rom i det hele taget. Det var en situation, hvor man ikke rigtig vidste, hvordan man skulle reagere. For de fleste kom den endelige reaktion først den 28. februar, da paven officielt ikke var pave længere. Det er en tom følelse at skulle sige farvel til en mand, som går af, men så alligevel stadig er der, nu bare i en ny rolle. Det er trist at se en kapacitet som Benedikt forlade pavestolen efter alt det, han har bidraget med til kirken. For mig og mine medstuderende er der ingen tvivl om hans styrke som teolog og formidler af troen, og derfor er det ikke med glæde, at vi ser ham gå af.

Er pavens afgang det bedste for kirken?
Men hvad er der så at sige om situationen? Er det virkelig det bedste for kirken, sådan som Benedikt selv har givet udtryk for? Eller er det at stikke halen mellem benene og overlade problemerne til andre?

Da salige Johannes Poul II i sine sidste år af sit liv som pave led offentligt af sin sygdom, så verden et stort vidnesbyrd. En mand af en sådan rang viste sig offentligt i sin svaghed og var på niveau med alle andre, der led af sygdom.

SE GRAFIK: Sådan vælges en ny pave

Benedikt har valgt at gå af, inden en eventuelt sygdom rammer ham. Flygter han så ikke fra at give det vidnesbyrd, Johannes Paul II gav? Nej, Benedikt giver et vidnesbyrd i den anden ende af skalaen. Benedikts vidnesbyrd vidner om stor ydmyghed.

En tjeneste, ikke en karriere
Vi oplever ikke, at vi har en pave, som giver op. Det er ikke en pave der forlader korset og lader andre bære det for ham. Som Benedikt selv sagde i sin sidste onsdagsaudiens, så er det nu på en ny måde han skal bære sit kors. At være pave er en tjeneste, ikke en karriere. Benedikts beslutning har været svær, men han er overbevist om, at det er det rigtige for kirken. Benedikt tænker altså ikke på sig selv, men på kirkens bedste. Han vurderer, at han ikke kan give kirken mere i sin egenskab af pave. Der skal yngre kræfter og nye kræfter til. Men skaber dette nu præcedens? Skal den katolske kirke til at indføre en efterlønsordning for paver?

Næppe. Denne beslutning skal jo, som alt andet i den katolske kirke, ses i lyset af de 2000 års historie. Kirken bygger på og lever af den tradition, som blev startet af apostlene, og det er i dette lys, fremtidens beslutning skal træffes.

Og derfor taler vi på præsteseminariet om Benedikt om et menneske, der med sin enorme intellektuelle kapacitet har gjort meget godt for den katolske kirke. Og nu venter vi derfor på koncilets afgørelse og håber, at der må fremtræde et god efterfølger for pave Benedikt, ny biskop af Rom, der kan samle kirken, gøre evangeliet levende og relevant for mennesker i vor tid.

Kasper Baadsgaard-Jensen er præstestuderende i Rom og ny panelist på kristendom.dk