Supermarkeder og årgangsvin har erstattet vores kristne tro

Et parcelhus er et fritliggende hus med have beregnet som bolig for en familie. Udtrykket er baseret på at grundstykket - parcellen - er udstykket af en større ejendom. Udtrykket stammer fra 1960'erne hvor de store udstykninger af jord i parceller til byggeri af boliger tog fart. Foto viser område med nye parcelhuse.

11. marts 2015, kl. 5:03

Af Sven Thorgaard, pensioneret højskoleforstander og valgmenighedspræst.

I 1950'erne flyttede fællesskaberne fra kirken ind i supermarkederne. I dag handler det mest om årgangsvine og kropspleje. Men kan vi leve med det? Spørger tidligere højskoleforstander Sven Thorgaard

Siden midten af 1950`erne er der sket omlejringer i det danske samfund, som betyder brud med opfattelse og strukturer, grundlagt i det 19. århundrede. Det er således i slutningen af 1950`erne, at industrien afgørende overhaler landbruget som det største erhverv.

Og det er uundgåeligt, at det må få konsekvenser for et folkeligt-nationalt syn, der tydeligt er udsprunget af og udviklet i et landbrugssamfund.

Under samfundsforandringen i 50`erne voksede middelklassen sig til at være den største gruppe. Middelklassen blev afgørende for Danmarks fremtid og har helt konkret forandret landets udseende gennem et omfattende parcelhusbyggeri.

Da Sovjetunionens leder Nikita Kruschew i 1964 besøgte Danmark, sad han og daværende statsminister J.O.Krag i en helikopter over Nordsjælland, hvorfra man tydeligt kunne se de mange nybyggerier. Kruschew spurgte, hvem der boede i de huse. Krag svarede, at det var den nye middelklasse, men også arbejdere. Og Kruschew svarede, at så får I sgu aldrig revolution og et klasseløst samfund.

Kruschew vidste ikke, at det klasseløse samfund for længst var opgivet også af Socialdemokratiet. Eller at det nu drejede sig om for de gamle partier at bejle til parcelhusejerne. Jord og fast ejendom blev middelklassens bannermærke.

Middelklassens fællesskab viste sig mestendels i supermarkedet, når der skulle købes stort ind til dybfryseren. Og man tog ikke som en selvfølge sine børn med i kirke mere, men i supermarkedet. Indkøbscentrene blev de nye katedraler.

Landdistrikternes kulturelle institutioner findes stadig i menighederne, skolerne og foreninger. Men bondekulturen er døende. Vi ved, at tiden ikke kan skrues tilbage. Historien er en irrevesibel proces ligesom et spejlæg.

Under de hurtige samfundsændringer efter 2. verdenskrig er der opstået store tomrum, meningstab , normløshed og traditionstab. Kirken har mistet sin en del af sin autoritet. Det moderne samfunds sygdomme er velkendte, bl.a. historieløse og rodløse voksne, forvirrede børn og unge.

I 1960`- erne blev der fuld beskæftigelse. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet med flere og flere skilsmisser til følge. Nu kunne alt det købes, som havde været utænkeligt i 1950`erne. Materialismen blev den nye Gud.

Men denne udvikling har ikke kunnet besvare eksistentielle livsspørgsmål. Meningen med det hele. Hvis meningen bliver det, der tilfældigvis sker, så overlever meningen ikke.

Sandheden om det vilde forbrug og grådigheden er dybest set angsten for døden, en flugt fra livets endelighed, altså dødsangst. Nej, her i livet som levende dyrkes værdier a la god mad, årgangsvine og kroppens velbefindende.

Kristendommen er der et eller andet sted, men ofte blandet sammen med eksempelvis reinkarnation eller andre ideer snuppet fra andre religioner. Altså en slags cafeteriereligion, hvor man sætter sin tro sammen efter, hvad man synes om. Kristendom light. Men normløsheden og værdifattigdommen sætter os helt ud i et eksistentielt tomrum, hvor alt er tilladt og derfor ligegyldigt.

I Danmark er vi så energiske, glade for arbejde, initiativrige og dygtige. Med en folkelig tradition næsten uden lige, et fremragende uddannelsessystem, en god socialforsorg. Parcelhuse og biler, årgangsvine, men en udbredt , rungende eksistentiel tomhed. For hvad er meningen med det hele?

Hvad kan man gøre ved det? Vi skal bl.a. bringe helhed og sammenhæng til veje i vor oplysning, genfortælle historien i bredeste betydning. Og vi skal viderebringe kristendommen om godt og ondt, liv og død.

Det eneste, der kan give mennesket et eksistentielt indhold og en slags mening i tilværelsen, er religion. Og vor arv her i landet er nu en gang kristendommen. Det er de voksnes opgave at videreformidle den tradition, som de selv har modtaget.

Hvordan skal vi stakkels mennesker ellers klare liv og død, hvis ikke vi var overbevist om, at der er en god Gud, som sørger for os, når alt kommer til alt og aldrig lader os slippe ud af hans favn? Fortælles denne historie ikke videre bliver vore børn og unge ladt i stikken, får stene for brød. Som afdøde Jan Lindhardt formulerede det: ”Prøver vi at finde Gud inde i os selv, bliver vi skuffede.”