Synspunkt

"Vi skal ikke fortrænge døden, blot fordi den udfordrer os"

Døden vender sit timeglas på det store, astronomiske ur i Prag. Alt har en slutning, men det er vi ikke gode til at acceptere, mener tidligere valgmenighedspræst Sven Thorgaard.

Påsketiden handler om forholdet til døden og troen på det evige liv. Men hvad sker der med et samfund, der fortrænger døden, fordi troen på opstandelsen er borte, spørger tidligere højskoleforstander Sven Thorgaard i en eftertanke til påsken

Memento mori - husk du skal dø. Døden er en udfordring for de fleste. Og døden er unægtelig vores allersidste og endelige mulighed. Meget tyder på, at danskerne accepterer døden på den biologiske tilintetgørelses betingelser.

Når man for sit eget vedkommende hader og frygter døden og henholder sig til et almægtigt tilsagn om det evige liv, hvornår, hvorhenne, hvorledes vides ikke, så må man betragte denne dødsholdning som et symptom på dekadence, og man kan ikke lade være med at tænke på, at den klassiske stoicisme, der var en heroisk og ædel livslære uden traditionelt religiøst islæt, fulgte med en kulturel og menneskelig forfaldstid for det romerske rige og hele dets verdens- og menneskesyn. En af de største stoikere, Lucius Annaeus Seneca, var lærer for tyrannen Nero.

Døden er forstået og fortolket på talrige måder i de forskellige kulturer. Men et fællestræk er, at dødsforståelsen altid indgår som et meget væsentligt element i den enkelte kulturs selvforståelse. Hvis den traditionelle dødstolkning vakler, så vil der være meget mere end den, der rives med i faldet.

I vor kultur har døden i århundreder været fortolket efter den evangeliske lære om det evige liv.

Et opgør med denne tolkning er udtryk for et kulturelt selvopgør eller selvfordærv. Fundamenterne vil vakle under dansk kultur.

Siger man ja til intetheden, åbner man op for ligegyldigheden. Hvorfor efterleve høje idealer om ret og uret, dåd og udåd, når kun ens og andres jordiske rester forbliver tilbage, og disse endog kun for en meget begrænset periode? Hvad betyder sandhed og løgn, når skæbnen er et fattigt gæstespil i en kultur, hvor ingen alligevel tror på noget eller nogen? Og bør man ikke undgå den afhængighedskrævende kærlighed?

Jeg skal hermed ikke argumentere for den kristne tros sandhed. Den er troens anliggende og kan kun forkyndes. Men man skal være meget opmærksom på, hvad det er, man gør, når man bortknipser et grundlag for en folkelig udvikling.

Vi sidder i vore rige stuer og læser smukke tanker om døden og den store intetheds kendsgerninger. Der er også skønhed i undergangen. Rygtet lyder, at kejser Nero spillede violin, mens Rom gik op i flammer.