"Synoden var en Helligåndens gave til den katolske kirke"

Jeg ser dialogen mellem de forskellige grupperinger som meget frugtbar og nødvendig for den katolske kirke, skriver katolsk præst i Danmark, Daniel Nørgaard

Jeg værdsætter Iben Thranholms ønske om at forsvare vores katolske kirke mod at gå til grunde i relativisme og udvandethed. Jeg er også bevidst om, at hun ikke er den eneste katolik, der er nervøs for, hvad pave Frans indfører af ”nyheder” i vores kirke. Men når hun fortæller, at familiesynoden har skabt så stor splittelse i den katolske kirke, at den trues med at bryde sammen, så skader hun både kirkens omdømme og sin egen troværdighed. For det er skadeligt for vores kirke at få folk til at se på synoden som en mørk plet på kirkehistorien frem for det, den er: en Helligåndens gave til Guds folk.

Jeg tror ikke, hun bevidst forsøger at manipulere med virkeligheden, men der er så mange fejludtalelser i Iben Thranholms indlæg på religion.dk d. 17. november, at jeg bliver nødt til at påpege dem:

1. Iben Thranholm sætter spørgsmålstegn ved min kompetence til at gengive, hvad der er sket under synoden, fordi jeg efter hendes vidende ikke var til stede i Rom under synoden. Jeg mener nu, at man med vor tids moderne kommunikationsmidler sagtens kan sætte sig ind i noget, der sker langt borte. Men jeg var rent faktisk i Rom i dagene 11.-16. oktober og 22.-24. oktober. Synoden fandt sted 4.-25. oktober.

2. Iben Thranholm skriver: ”Havde pastor Daniel Nørgaard fulgt bare en smule med i de internationale medier, så ville han vide, at den forvirring, der er kernen i min analyse, er blevet omtalt af journalister og kommentatorer i utallige medier verden over”. Synodens hovedordfører, kardinal Erdö fortalte en gruppe ungarske præster, at der er to synoder: mediernes og den virkelige synode.

Han kunne ikke genkende mediernes udgave af synoden. Jeg har skam læst forskellige journalisters forsøg på at skabe en historie om en stormfyldt synode. Men jeg vil ikke basere mit kendskab til synoden på de medier, der altid skal dreje historierne til at være konfliktfyldte. Derfor har jeg lagt vægt på at læse synodens officielle udtalelser, at læse og se interviews med synodedeltagerne og at tale med en, der var til stede under hele synoden. Baserer Iben Thranholm sin egen analyse på omtale fra medierne frem for de officielle dokumenter fra synoden?.

3. Iben Thranholm skriver, at hun ”blot fremstiller fakta, hvad angår synoden”. Her ville Iben Thranholm jo tabe en retssag, for det er beviseligt, at hun har fordrejer fakta. Se f.eks. hendes udsagn om 2014-synoden i et indlæg af 4. oktober: Her påstår hun, at synoden talte for homoseksuelle parforhold, mens virkeligheden var, at den fordømte dem. Hun taler om synodens ”opfordring til at ”acceptere og værdsætte” homoseksuelt samliv og til at byde homoseksuelle par velkommen i menighederne”.

Men synoden har på intet tidspunkt talt om at acceptere og værdsætte homoseksuelt samliv, tværtimod var ordene i den konkluderende rapport ”Der er intet grundlag for at sammenligne eller skabe endog fjerne analogier mellem homoseksuelle forhold og Guds plan for ægteskabet og familien. Ikke desto mindre skal mænd og kvinder med homoseksuelle tendenser modtages med respekt og følsomhed” (18. oktober 2014, Relatio synodi nr. 55).

4. Iben Thranholm antager, at mine underretninger fra en sekretær, der var til stede under synoden, ikke kan være pålidelige. Hun aner ikke hvem han er, men betvivler alligevel hans beretning om en harmonisk og god stemning under synoden. Har Iben Thranholm da hørt fra andre kilder, at dette ikke var tilfældet? Min kilde, der hedder Gabriele Vecchione, og er en præstestuderende fra det seminarium, hvor jeg selv blev uddannet, havde absolut frihed til at fortælle om synoden, som han oplevede den.

Selvom Iben Thranholm gætter sig til, at han udtalte sig i ”det, vi andre kalder politiker- eller diplomatsprog”, så var det nu ikke tilfældet under den middag mellem præster og præstestuderende, hvor jeg talte med ham. Så hvis der skal stilles tvivl ved dette vidnesbyrd, må andre tilstedeværende under synoden stå frem og sige, at der var en oprørt og splittet stemning. Mærkeligt er det så, at alle deltagende biskopper, jeg har læst eller set interviews med understreger den broderlige ånd og det frugtbare samarbejde under synoden.

5. Det lyder jo overbevisende, når Iben Thranholm skriver: ”Men hvis Daniel Nørgaard har ret i, at der midt i al hjerteligheden kun har været uenighed om tilgangen til eksempelvis problemet med fraskilte gengifte, hvorfor har vi så set ingen ringere end præfekten for Troslærekongregationen Gerhard Müller advare mod et truende skisma?”. Men Iben Thranholm ulejliger sig aldrig i sine indlæg med at angive tidspunktet for kildernes udsagn.

Jeg har ikke kunnet finde negative udtalelser fra kardinal Müller om dette års familiesynode, som jo er den begivenhed, Iben Thranholm og jeg debatterer. I artikler på internettet dateret d. 4. september, finder man dog udtalelser fra kardinal Müller, om at de tyske biskoppers enegang kan føre til et skisma. Men her er vi en måned før synodens start. Hans kritiske holdning til de tyske biskopper deler jeg. Men synoden førte jo netop ikke til et sådant skisma. Tværtimod vedtog den tysksprogede arbejdsgruppe, hvor bl.a. Müller, Schönborn, Marx og Kasper arbejdede sammen under synoden, alle sine anbefalinger enstemmigt. Hvad skismatisk er der ved det? Det, Iben Thranholm her har gjort, er at tage et citat ud af en sammenhæng fra en tid før synoden for at underbygge sin historie om en splittelse under synoden. Havde hun været klar over det, havde hun selvfølgelig ikke gjort det, og bliver kardinal Müller klar over det, vil han blive meget ked af det.

6. Iben Thranholm får det til at lyde som om, jeg nægter, at der har været en livlig teologisk debat og en til tider barsk retorik mellem forskellige grupperinger i den katolske kirke i tiden mellem de to familiesynoder. Jeg har aldrig benægtet, at bølgerne før synoden har gået højt i diskussionen om de gengift fraskiltes adgang til kommunion. Men husk at mit indlæg af 2. november gik på, at jeg ikke kunne genkende Iben Thranholms udlægning af synoden. For netop på baggrund af de høje bølger op til synoden, er det bemærkelsesværdigt at synoden har været så harmonisk og frugtbar.

Iben Thranholm bringer aldrig citater fra synodefædrene, men konstaterer blot, at der var uenighed imellem dem. Jeg nævner selv denne uenighed i mit indlæg af 2. november, men pointerer også at biskopperne har kunnet arbejde harmonisk sammen på trods af uenigheden. Derfor er det også pudsigt, at Iben Thranholm opfordrer mig til at læse kardinal Sarahs udtalelser om synoden. For jeg har kun fundet én udtalelse om dette års synode. Den 10. oktober, en uge inde i synoden, siger kardinal Sarah at han ser problematiske holdninger hos nogle biskopper, men alligevel oplever at synoden er på rette vej: ”Jeg så at Helligånden ledte den [første uge af synoden] godt”.

Jeg oplever det, som om Iben Thranholm har brug for at bevise, at hendes bange anelser, som hun gav udtryk for før synoden, bl.a. i sit indlæg af 4. oktober, viste sig at være begrundede. Og derfor forsøger hun at beskrive synoden som et stormvejr. Problemet er bare, at hun ikke formår at lægge beviser frem for denne version af synoden, og derfor vender og drejer hun udtalelser, så de lyder til at give hende ret. Hver gang, jeg har påpeget faktuelle fejl i Iben Thranholms indlæg, har hun undladt at tage stilling til det..

Når jeg tager til genmæle mod Iben Thranholm i denne sag, så kan jeg komme til at lyde som en eksponent for en liberal gruppe inden for vores kirke, for min moddebattør opfattes som en konservativ katolik.

Lad mig lige præcisere, at jeg langt fra er tilhænger af alle de forslag til ændringer, som er blevet fremført før og under synoden. Synodens slutdokument er jeg dog begejstret for. Jeg er glad for mange af de indspark, som ”konservative” kardinaler som Erdö, Napier og Sarah er kommet med. Jeg ser dialogen mellem de forskellige grupperinger som meget frugtbar og nødvendig for den katolske kirke, og jeg ser ikke mig selv på en særlig fløj. Altid prøver jeg at vejlede og belære i trofasthed mod min kirkes lære. Men vor kirkes lære er bare ikke så sort-hvid som Iben Thranholm vil gøre den til.

Kirken er jo grundlagt af Kristus, som sagde: ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld”.

Iben Thranholm har ret i, at forholdet mellem ægteskabets uopløselighed og barmhjertighed ikke er færdigdebatteret i vores kirke. Den katolske kirke har stadig en stor udfordring med både at forsvare ægteskabet og ikke at virke afvisende over for dem, der ikke har kunnet leve op til vores kirkes lære. Jeg har ikke løsningen på dette problem, og derfor har jeg med tillid og forventning glædet mig over, at vor kirkes ledere i bøn og ydmyg lytten har forsøgt at fordybe sig i dette spørgsmål under synoden. Jeg ser med glæde de rige frugter, synoden har båret, og jeg har tiltro til, at vores pave Frans kan lede vores kirke i trofasthed mod Kristi lære.

Lad mig slutte af med nogle citater fra Kardinal Erdö, synodens hovedordfører, som af sensationspressen betragtes som en konservativ sværvægter. I et interview fra d. 27. oktober sagde han bl.a.: ”vi blev vidner til, hvordan Helligånden virkede i vores midte (…) Det var altså et levende ønske i vores indre, for sjælenes frelses skyld, at finde den rigtige vej, den bedste løsning. I den ånd forløb møderne og i den ånd kom meningerne til udtryk. Det var meget vigtigt at mærke, at der blev dannet konvergens dag for dag, fra uge til uge, med større og større tydelighed, på mange områder. Det var meget imponerende at se. (…) Det var også meget vigtigt at erfare at uvilkårligt, baseret på enkelte erfaringer og forslag, begyndte et nyt billede af kirken at tage form. Naturligvis den ene, hellige, katolske, apostoliske Kirke, men med nye vægtninger. (…) Her er vi vidner til opvågning af en ny kirkelig bevidsthed, og dette er vigtigere end enhver detalje eller paragraf. Måske troede vi, at vi diskuterede paragraffer, men så – ganske ubemærket – kom vi til at se den fornyede Kirkes ansigt i spejlet”.

Daniel Nørgaard er katolsk præst og har boet 8 år i Rom. Han var selv i Vatikanet under en del af synodens forløb.