- Tal om Gud!

Tal om Gud! Spørg, hvordan man gjorde det i gamle dage, og hvordan vi vil gøre det nu, opfordrer valgmenighedspræst Morten Kvist. - Foto: Arkivfoto

Selvom mange ikke vil vide af det, har nedskæringerne ramt vores kultur. Vi er nødt til at generobre sproget om Gud, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Tillad mig for en sjælden gangs skyld lidt reklame. Sidst på måneden afvikles for treogtyvende gang arrangementet Ballade om Gud. Det er en art højskoledage, et folkeligt møde, hvor dem, der vil, mødes for at høre og tale om Gud.

Det kunne lyde enten som et sært bedaget eller indelukket foretagende, eller værst af alt elitært!, men er ingen af delene. Det er et forsøg på at udfolde tradition, for at se, hvad der er liv eller død i. Gud hører til i den tradition. Og det er vigtigt at tale om ham.

Europæisk kultur er ramt af nedskæring
Selvom mange ikke vil vide af det, og selvom det synes skjult for endnu flere, er den europæiske selvbevidsthed trængt.

Ligesom omfanget af finanskrisen ikke er gået op for middelklassen, fordi den endnu ikke har været hårdt ramt, og ligesom vi tilsyneladende bliver ved med at bilde os ind, at omfanget af velfærdsstaten kan opretholdes, og at den skal for næsten enhver pris, således er det svært at se i øjnene, at vi som europæere og danskere længe har været i færd med kulturelt at skære os selv ned.

Vi er for dårligt uddannede
Det skyldes først og fremmest forringelser i uddannelsessektoren på alle niveauer. Friheden på universiteterne er væk. Afskaffelsen af den fælles morgensang for snart mange år siden har udelukket mange mennesker fra en rig, dansk sangtradition.

Nogle kommer efter det som voksne ved at synge i diverse kor, men det kan ikke gøre det ud for fælles morgensang i skolen.

Få, sjældne mennesker kan efterhånden latin og græsk, hvormed adgangen til centrale kilder til Europas historie sander til. Færre og færre har tysk og fransk i skolerne, norsk og svensk litteratur læses i meget ringe omfang på originalsproget osv. osv. indtil vi når det alvorligste problem: Der tales og skrives ikke et tilstrækkeligt godt dansk (jf. debat rejst af Hans Hauge i den forgangne uge).

Med et rigt og varieret sprog, bliver verden rig og varieret. Med sprog kan menneskelige følelser og fantasi nuanceres og forskelle komme for en dag. Variationerne er utallige, hvis man har sprog! Til et sådant sprog hører ordet Gud.

Vi har ikke sprog for Gud
Her er vi så ved en anden væsentlig grund til, at vi frivilligt, men tilsyneladende uden rigtig at vide, hvad vi gør, skærer os selv ned ved at afskære os fra vores egen historie.

Vi har stadig vanskeligheder med at tale om Gud. Modernistiske vanskeligheder, hvilket vil sige, at vi i et opgør med al religion forsøger at fylde Gud eller tomrummet efter den forsvundne glose med kunst eller kultur, med os selv, heksekult eller asatro.

Vel er der megen klædelig tøven i forhold til ordet Gud og ikke mindre søgen, men hvor mange ønsker at blive forpligtede af at finde? Vel har islams nærgående indflydelse fået os til at tale om religion, men islam har endnu ikke vist sin forligelighed med det moderne samfund. Buddhister nyder stigende anerkendelse, men i al opmærksomheden spores der distance. Der er de andres Gud eller guder og ikke noget, som kommer alle ved.

Folkemøde insisterer på at tale om Gud
Dette forhold forsøger Ballade om Gud at råde en lille smule bod på ved at ville tale om netop Gud. Det er ingen hemmelighed, at det efterhånden er blevet den kristne Gud, vi taler mest om.

Det hænger sammen med at mødets arrangører er kristne, og at man jo nøgternt kan konstatere, at vores civilisation er gennemsyret af kristendom på godt og ondt.

Religionskritik er vigtig
Nu hvor det er længe siden, Karl Marx var kult, kan man henvise til ham uden at blive misforstået. Han hævdede, at kritik af religionen var forudsætningen for enhver kritik:

Dersom religionen er intakt, kan mennesket aldrig blive det højeste og eneste vigtige væsen der er altid noget udenfor mennesket, som er større og som sætter grænser for den menneskelige suverænitet og perfektabilitet, (H.-J. Schanz, Modernitet og religion).

Derfor er kritik af religionen den vigtigste kritik. Med ordet Gud modsiges det, at den menneskelige suverænitet og perfektabilitet er det højeste i verden?

Relativismen må besvares
Det næste er, hvilket vist må være tydeligt for enhver, som orker at se uhildet, at det har stor betydning, på hvilken måde man dernæst kan tale om Gud. Islamisk, asatroisk eller kristent?

Hermed kan den traditionsudfoldelse begynde, jeg indledte med at tale om, som er det ene af to svar på den herskende relativisme, navnet på den europæiske svindsot. Det andet svar er udfoldelse af en ny vision. Måske kunne en sådan netop vokse ud af traditionsudfoldelsen? Det kræver, at vi tager traditionen alvorligt.

Tal om Gud! Spørg, hvordan man gjorde det i gamle dage, og hvordan vi vil gøre det nu.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning, medlem af Etisk Råd og kommentarskribent ved kristendom.dk.