Teolog: Tidehverv er et sikkert værn mod følelseskristendom
Tidehvervs anliggende er ikke værdipolitik og heller ikke islamkritik. Det er derimod at holde teologi og kirke fast på bekendelsen til og forkyndelsen af Jesus Kristus, skriver teolog Margrethe Horstmann
I slutningen af juni holder Tidehverv sit årlige sommermøde. I det forgangne forår har der, som det måske er bekendt, blæst stride vinde om Tidehverv - foranlediget af blandt andre sognepræsterne Marie Høgh og Ole Bach Piekuts kritik af Tidehverv.
At det teologiske tidsskrift Tidehverv med tilhørende sommermøde gang på gang foranlediger, at de teologiske gemytter kommer i kog, må for en ydre betragtning forekomme ejendommeligt. For igennem hele sin levetid (91 år) har Tidehverv bestemt ikke været et blad for ordentlige mennesker. Heller ikke selvom en del ordentlige mennesker vedkender sig det ”oprindelige Tidehvervs” opgør med kristendommen som en ædel følelse, og en dermed følgende ædel livsførelse.
At Tidehverv i dag forbindes med Dansk Folkeparti skyldes familierne Krarup og Langballe, af hvis midte der er tilgået Folketinget medlemmer. Men Tidehvervs anliggende er ikke værdipolitik og heller ikke islamkritik. Enhver gudstjeneste er islamkritik, fordi den kalder til omvendelse til Kristus. Tidehvervs anliggende er at holde teologi og kirke fast på bekendelsen til og forkyndelsen af Jesus Kristus.
Heraf kan der ikke undgå at komme et opgør med den teologi, der vil gøre kirken til noget andet, end den er. Hvad enten dette andet er følelseskristendom (der har fået en renæssance med de mange gospel-gudstjenester), totalitære politiske bevægelser (der jo, fordi politik er alt, også bliver bestemmende for kirken), eller dialog med islam (som i ”vi er alle Abrahams børn” eller simpelt knæfald). Såfremt det moderne har villet være det egentlige i kirken, så har Tidehverv udgjort en modernitetskritik.
Sognepræst Marie Høgh skriver i et af sine opgør med Tidehverv, at hun ikke vil spændes for Tidehvervs politiske vogn. Vanskeligheden er blot, at Tidehverv ingen politisk vogn har, men blot har udtrykt, at ægteskabet ikke, som Høgh ellers hævder, er en social konstruktion, men et forhold med rod i Guds skabelse.
Ethvert menneske siden Adam og Eva er kommet til verden ved en mand og en kvinde, uanset fertilitetsteknik, og således har ægteskabet en særstatus. At mennesket så vil noget andet betyder ikke, at der er noget i vejen med ægteskabet, men at mennesket er en synder, der lever på den faldne jord og derfor har sand i øjnene. Modernitetskritik? Ja, men det er ikke en nypuritanisme og halvkatolicitet, som sognepræst Ole Bach Piekut hævder.
Kun dåb og nadver er sakramenter, der sammen med ordet er til frelse. Ingen frelses ved at gifte sig. Men ægteskabet er en tale om, at Gud hersker også i dette timelige liv. Vi er ikke på vor egen bare mark, men på Herrens. Et menneske bliver til ved hjælp af en mand og en kvinde, og hele verden rundt har ægteskabet været rammen om familielivet i tusinder af år. Ofte i forvansket form, men vi er jo faldne mennesker, og må leve det faldne menneskes liv.
Når Piekut og Høgh kalder det ”at tænke selvstændigt” at tilslutte sig den gængse, og siden 2012 lovfæstede, opfattelse af ægteskabet, må de nødvendigvis opfatte tidehvervsteologers tale om ægteskabet som modernitetskritik. Men tidehvervske teologer er ikke ude i et moralsk ærinde, når det handler om ægteskab. Ærindet er snarere at tale det kirkelige establishment imod, når det vil bestemme, hvad Gud velsigner.
Margrethe Horstmann
Cand.theol og debattør. Oplægsholder på Tidehvervs Sommermøde 2017