Teologi bør afgøre menighedsråds valg af præst

Ansættelsessamtalen skal afklare, om prædikener og teologisk aktivitet hos en ansøger passer til menigheden. Men menighedsrådet kan ikke enevældigt tage beslutningen, skriver professor i kirkeret Lisbet Christoffersen

Nej. Man må ikke vælge præster ud fra deres politiske observans. Hverken i Danske Sømands- og Udlandskirker eller andre steder. Politisk berufsverbot var ikke acceptabelt, mens politikeren Erhard Jacobsen hævede sin røst mod de såkaldte "røde lejesvende" i DR; det er heller ikke acceptabelt over for andre af de politiske fløje.

Og så fremgår det klart af loven om forbud mod forskelsbehandling, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til en ledig stilling; forbuddet gælder forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, national, etnisk eller social oprindelse, alder, handicap og seksuel orientering.

Forbuddet gælder som udgangspunkt også politisk anskuelse og religion/tro. Og vi kan ikke sige det for tit: Formålet er, at vi skal møde hinanden som mennesker med mange forskelle, men vi skal stå lige i en ansøgersituation. Denne lovgivning er ens i Danmark og Tyskland – det er en af EU's velsignelser.

Men der er undtagelser. Hvis en organisation har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk formål, OG hvis ansøgerens politiske anskuelse (derfor) må anses for at være af betydning for virksomheden, må arbejdsgiveren lægge vægt på dette forhold ved ansættelsen.

Imidlertid har hverken Danske Sømands- og Udlandskirker som sådan eller den danske menighed i Berlin til formål at fremme (eller hæmme) et bestemt politisk formål, så selvfølgelig må man ikke lægge vægt på eller overhovedet spørge til ansøgeres forhold til bestemte politiske anskuelser eller partier i en ansættelsessamtale.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro har en tilsvarende indskrænkning: religiøse organisationer må gerne lægge vægt på ansøgerens religiøse overbevisning, hvis denne ansøgers religion eller tro må anses for at være af betydning for virksomheden.

Og det er netop pointen ved præsteansættelser, både i folkekirken, i organisationerne (herunder Danske Sømands- og Udlandskirker) og i øvrige kirker og trossamfund i Danmark: Man må gerne lægge vægt på religion eller tro. Også hvis den religiøse overbevisning for eksempel fører til seksuel eller kønsmæssig forskelsbehandling inden for lovgivningens rammer.

Sådan skal det da også være. Teologien er hele omdrejningspunktet ved præstevalget. Den vigtigste opgave overhovedet er at afklare, om de prædikener, det salmevalg, den form for teologisk begrundet aktivitet og prioritering, som ansøgeren står for, også passer til denne menighed på dette sted i denne tid.

I Mariager må de, når de skal vælge ny præst, afklare, om de (igen) ønsker en teolog, der som Hans Anker Jørgensen (repræsenteret i salmebogen) foretager en teologisk begrundet kobling mellem skabelsesberetning og forpligtelsen til at bevare skaberværket – også når Mariager Fjord lægges øde på grund af forurening fra landmændene (det er et eksempel fra virkeligheden, jeg nævner her).

Og i Berlin må de selvfølgelig lægge vægt på, hvordan linket mellem teologisk overbevisning og eventuelle teologisk begrundede aktualiserede budskaber ind i vores tid er. Det er de nødt til at spørge til for at få det afklaret. Og det må de selvfølgelig spørge om, også selv om nogle teologisk begrundede udsagn om eksempelvis nationalstaten måtte kunne forekomme politiske. Der gælder lige nøjagtigt det samme for alle teologisk begrundede refleksioner over vores tid.

Hertil kommer, at det ikke er menigheden og menighedsrådet alene, der skal, eller kan, eller må udtale sig og have en mening ved præstevalg. Hverken i folkekirken som sådan eller i Danske Sømands- og Udlandskirker.

Når man bliver præst i en udlandsmenighed, bliver lønnen betalt dels af den lokale menighed og dels af Danske Sømands- og Udlandskirker. Danske Sømands- og Udlandskirker har til formål at varetage den kirkelige betjening for danskere i udlandet – vi beholder jo vores medlemskab af folkekirken, når vi rejser ud, og derfor kan der også på finansloven gives støtte til, at folkekirken følger med ud.

Det er derfor heller ikke den lokale menighed, der ansætter. Det gør Danske Sømands- og Udlandskirker. Menighedsrådet lokalt har – som herhjemme – en indstillingsret. Og som herhjemme: Kan de ikke blive enige, så er det ansættelsesmyndigheden, der ansætter.

Herhjemme er det Kirkeministeren. I Danske Sømands- og Udlandskirker-sammenhænge er det Danske Sømands- og Udlandskirkers bestyrelse. Og som herhjemme: Inden man beslutter, hvem der skal til ansættelsessamtale/prøveprædiken, skal biskoppen rådgive om ansøgerne i forhold til den stilling, der søges til. Selvfølgelig. Det er en central del af biskoppernes opgave.

Det kan selvsagt ændres ved lov. Men det er nu en ganske god ide, da menighedsrådsmedlemmer hverken i Danske Sømands- og Udlandskirker-sammenhæng eller generelt i folkekirken sjældent prøver præsteansættelser flere gange.

Derimod er biskoppen ikke med, når der efter prøveprædiken skal tages stilling til, hvem menighedsrådet vil indstille – det er netop menighedsrådet alene, som indstiller.

Endelig skal det måske tilføjes, at præster i Danske Sømands- og Udlandskirker stadfæstes af Dronningen (som protektor for Danske Sømands- og Udlandskirker) på grundlag af menighedsrådets indstilling og Danske Sømands- og Udlandskirkers ansættelsesbeslutning.

Endelig er der måske grund til lige at anføre, at de, der deltager i et ansættelsesforløb har tavshedspligt om konkrete oplysninger. Og den enkeltes tavshedspligt ophæves ikke, fordi andre bryder deres. Det betyder også, at det kan være svært for dagspressen og os andre at komme efter situationen, hvis den løber løbsk – og så meget mere er det derfor helt nødvendigt, at reglerne bliver overholdt.

Det er totalt forbudt at spørge præsteansøgere om deres politiske overbevisning; men det er helt nødvendigt at spørge præsteansøgere om deres teologi og dens konsekvenser i præstearbejdet.

Kort sagt: Når der vælges præster, er der altså tale om en beslutningsrækkefølge, som rummer en række instanser i et samspil med hinanden, og som selvsagt skal overholde lovgivningen (der heldigvis på disse punkter er ret ens i Danmark og Tyskland). Samtidig er det en beslutningsrækkefølge, der skal og bør og kan have teologien og teologiens praktiske konsekvenser som omdrejningspunkt. Alene.

Lisbet Christoffersen er professor i kirke- og religionsret og panelist ved kristendom.dk.