Fremtidsanalyse

Tag med på tidsrejse til fremtidens folkekirke

Folkekirken løser dog flere og flere sociale opgaver i samfundet i år 2045. Staten og kirken er gået sammen i partnerskaber omkring hjemløse, udsatte familier og ældre. På den måde er stat og kirke endnu tættere forbundet end tidligere, forudsiger sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Christian Roar Pedersen.

Hvordan mon folkekirken ser ud om 30 år? Christian Roar Pedersen inviterer dig med ind i sin tidsmaskine...

I filmtrilogien “Tilbage til fremtiden” rejser Marty McFly ved hjælp af videnskabsmanden Docs tidsmaskine fra 1985 frem til den 21. oktober 2015. Altså vores nutid. Medierne har været fyldt med faktatjek på den baggrund. Hvad gik i opfyldelse af det, man forudsagde for 30 år siden?

Os, der har været teenagere i 1980’erne, kan glæde os over, at det flyvende skateboard er lige på trapperne. Det samme er de selvsnørende snørebånd.

Når filmmagere eller fremtidsforskere skal forudsige de kommende tider, fremskriver de en udvikling, der allerede er her. Derfor ligner 2015 i “Tilbage til fremtiden” også 1980’erne ret meget.

Selv om det er svært at spå, og især om fremtiden, kunne vi prøve at forudsige folkekirkens fremtid. Hvordan ser den ud om 30 år? Lad os med den gale videnskabsmand Doc tage tilbage til fremtiden!

I 2045 har folkekirken et godt tag i den ældre befolkning. Der er gennem en årrække blevet flere og flere ældre. Noget man i kirken sammen med resten af samfundet i lang tid opfattede som et problem.

Der blev ansat flere og flere ungdomspræster for at få de nye generationer i kontakt med kirken. Om det er dette arbejde, der har båret frugt, er svært at sige.

Det kan også være det rent menneskelige aspekt, at når livsløbet nærmer sig sin afslutning, så søger man mening, fællesskab og middelalderkirker. Den ældre befolkning har medført en stadig stigende kirkegang.

De velhavende ældre har sikret, at bunden ikke er røget helt ud af den folkekirkelige økonomi. Pengene er dog blevet færre. Tiden hvor menighedsrådene købte designermøbler er forbi for længst. Der skal spares i hele kirken.

Medlemstallet er nu på 55 procent af befolkningen. Det svarer til 3.6 millioner medlemmer. 800.000 færre medlemmer på 30 år kan mærkes i pengepungen. Det stadigt faldende dåbstal har medvirket til nedgangen. Især er det bekymrende for folkekirkens fremtid, at befolkningens samlede alder nu igen ser ud til at blive yngre frem mod 2070.

Landets to metropoler København og Århus er ikke længere kristne byer. I København er kun 30 procent medlem af folkekirken, og i Århus er tallet 35 procent. Det er en udvikling, man har set i de fleste vestlige storbyer.

Heldigvis har folkekirken været god til i tide at sikre udvikling af kirken på landet. Det betyder, at folkekirken stadig står stærkt medlemsmæssigt i store dele af Jylland og Sydsjælland.

Urbaniseringen førte mange sognesammenlægninger med sig, inden man i 2035 endelig fik ajourført en kirkelig sogneinddeling, der ellers havde været stort set den samme i 1000 år. Her ti år efter diskuterer man dog stadig internt i folkekirken, om ikke antallet af stifter også skulle være skåret ned.

Folkekirkens status i samfundet er selvsagt til debat. Ateistisk Folkeparti vil helt have kappet det bånd til staten, som både kirkefolk og politikere i begge sider af folketingssalen har holdt fast i. Argumentet fra Ateistisk Folkeparti lyder, at når medlemstallet bliver mindre end 50 procent af befolkningen, er det svært at tale om en folkekirke.

Folkekirken løser dog flere og flere sociale opgaver i samfundet. Staten og kirken er gået sammen i partnerskaber omkring hjemløse, udsatte familier og ældre. Offentlige plejehjem drives med frivillige fra folkekirken.

På den måde er stat og kirke endnu tættere forbundet end tidligere. Noget der ikke behager ateisterne, men også en stadig større gruppe muslimer er begyndt at ytre sin bekymring omkring de tætte bånd.

Digitaliseringen har givet os selvkørende biler, computerdiagnoser og journalistik, der skrives automatisk. Den har også medført, at folkekirken ikke længere løser civilregistreringsopgaver for staten. Ingen i kirken savner dog længere den opgave, på samme måde som ingen savner de kirkelige fløje, der engang eksisterede.

Samtidig med at økonomien er gået ned i kirken, er frivilligheden vokset. Frivillige kirketjenere og kordegne har overtaget det meste af det praktiske lønnede arbejde.

Store foredragsaftener fylder ikke længere sognegårdene rundt om i landet, i stedet arrangeres fællesspisning med medbragt mad. Kritikkerne siger, at kirken efterhånden mangler ånd og kultur, men tilhængerne mener, at menneskeligt fællesskab er kommet i centrum, hvilket netop er en del af kirkens dna.

Præster går ikke længere på pension, de bliver i stedet frivillige ulønnede forkyndere, når de fylder 70 år.

Kommunikationsmæssigt gør folkekirken konstant opmærksom på sig selv. Ikke mindst på nettet. Mange initiativer bliver stadig sat i søen af lokale ildsjæle, men med etableringen af det landsdækkende Folkekirkens Kommunikation for 15 år siden, er der sket en professionalisering af arbejdet med medierne.

Enkelte sogne pipper stadig om, at de midler man bruger centralt kunne bruges bedre lokalt, men langt de fleste sogne har indset, at en samlet kommunikation er en del af kirkens mission.

Kirken anno 2045 skal gøre opmærksom på sig selv, retfærdiggøre sin eksistens og kæmpe for sin position i samfundet.

Vupti. Så er vi tilbage i 2015 igen. Nu er det blot at vente. 30 år. Så må vi se, om den tidsrejse, vi tog ind i fremtiden, giver et retvisende billede. Men allerede næste år kan vi forhåbentlig købe det flyvende skateboard.

Christian Roar Pedersen, sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.