Advent i kirken

3. søndag i advent fortæller, at solopgangen kommer

Zakarias var Johannes Døbers far, og hans sang er en slags profeti om, at Johannes skal være den Højestes profet og gå foran Herren og bane hans vej. Den Herre, der skal komme, kalder Zakarias for solopgangen fra det høje, skriver sognepræst Merete Bøye. Maleriet viser de to fætre Jesus og Johannes Døberen som små børn sammen med deres forældre. Foto: akg-images.

Den sol og det lys, Zakarias ventede på, blev tændt, da Jesus blev født. Ikke pludseligt, som når det elektriske lys kommer på én gang. Men lige så umærkeligt som når solens første stråler begynder at kunne skimtes bag horisonten, skriver sognepræst Merete Bøye i sin refleksion over prædikenen til på søndag

Adventstiden er den tid, hvor vi venter på, at Gud skal fødes til verden. Derfor er adventstidens læsninger fra det gamle testamente ofte hentet fra Esajas' bog, som rummer mange profetier om den lovede Messias, som skulle komme og forløse Israels folk.

Som kristne tror vi, at det er Jesus, der er Messias, frelseren, og at Esajas' profetier dermed er blevet opfyldt. Men vi venter stadig på ham, nemlig på at han skal komme igen for at dømme de levende og de døde og gøre hele verden ny. Adventstidens evangelietekster handler derfor om at vente og holde sig vågen.

Det kan være svært at holde sig vågen, især når man sidder i mørke, og det gør vi unægtelig i december måned, hvor de lyse timer er få, og solen er lav. Der er en stærk symbolik i, at Jesu fødsel falder omtrent samtidig med vintersolhvervet. For ligesom vi ved, at selvom det er mørkt, så er solen i færd med at vende tilbage, sådan betegner Jesu fødsel ikke den klare, lyse, lange sommerdag, men et stille solhverv. Lyset kommer umærkeligt til verden og bryder langsomt mere og mere igennem. Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange, skriver Grundtvig i en salme. Julen er med andre ord et vendepunkt for de bange hjerter.

Tredje søndag i advents evangelietekst er et stykke fra Lukasevangeliet, som kaldes Zakarias' lovsang. Zakarias var Johannes Døbers far, og hans sang er en slags profeti om, at Johannes skal være den Højestes profet og gå foran Herren og bane hans vej. Den Herre, der skal komme, kalder Zakarias for solopgangen fra det høje. Solopgangen er lige som solhvervet billede på det lys, der endnu ikke skinner i sin fulde glans, men som er på vej.

Min prædiken til på søndag kommer derfor til at handle om lyset i mørket. Måske vil jeg fortælle om den dag for ti år siden, hvor der blæste en vinterstorm, der fik elektriciteten til at gå ud. Dengang boede vi i en præstegård på landet, og når der var mørkt dér, så var der virkelig mørkt. Så da lyset pludselig gik ud, blev der fuldstændig sort som kul, selvom klokken kun var 16.

Da kunne vi pludselig mærke, alle os, der ellers sad indendøre i vores elektrisk oplyste stuer, hvor mørkt det i grunden er i Danmark om vinteren. Jeg famlede mig rundt i det store hus med en baby på armen og en mørkeræd treårig ved hånden for at finde en tændstik, jeg kunne tænde, og det var faktisk lidt uhyggeligt. Da vi endelig fik fundet en æske tændstikker og tændt et par stearinlys, kunne vi stadig kun akkurat skimte hinanden gennem mørket.

Sådan må det have været i gamle dage, før det elektriske lys blev opfundet. Da var natten virkelig nat og mørket virkelig mørkt. Da kunne man føle, hvor livgivende det var, når solen stod op om morgenen, når dagen og lyset fik magt, og man kunne se hinanden klart igen.

Når Zakarias sang om solopgangen, som han sådan glædede sig til, var det fordi han kendte fornemmelsen af at sidde i mørke og vente på, at solen skulle vende tilbage og sprede mørket. Den sol og det lys, han ventede på, blev tændt, da Jesus blev født. Ikke pludseligt, som når det elektriske lys kommer tilbage på én gang, efter man har siddet i mørket og misset med øjnene. Men lige så umærkeligt som når solens første stråler begynder at kunne skimtes bag horisonten. Lige så stille som en solopgang.

Sådan er julen. En solopgang, en begyndelse. Begyndelsen på historien om Jesus Kristus. Og når vi fejrer jul med juletræ og gaver og alt hvad hjertet kan begære af mad, så er det faktisk for at fejre dén lille stille ting: at der var en gang et barn, der blev født i en stald. Og det barn er verdens lys, livets lys, som hedder Jesus Kristus.

Merete Bøye er sognepræst, journalist og medredaktør af tidsskriftet Nyt Babel.