- Uden advent bliver julen barnlig

Den, der tror på Jesus som Guds Søn, har ingen grund til at frygte klimakatastrofer eller atomtrusler. Barnet fra Betlehem blev frelseren fra Golgata – og dødens overmand, skriver kirkehistoriker Kurt Larsen. - Foto: Foto: Sxc.hu

Hvis ikke vi tror, at Jesus kommer igen, er det meningsløst at gå i kirke og fejre jul, påske og pinse. Vi har brug for adventstiden til at minde os om Jesu anden genkomst, mener kirkehistoriker Kurt Larsen

Advent betyder komme. Vi er i kirken ved at fejre Jesu komme hans komme til jord julenat for 2000 år siden. Hans komme igen til sidst. Nogle kalder tiden længst ude i fremtiden for dommedag eller jordens undergang.

Min gamle grundtvigske konfirmationspræst lærte os nu at tale om det som den yderste dag eller Jesu Kristi dag. Det er en vigtig forskel. Den, der tror på Jesus som Guds Søn, har ingen grund til at frygte klimakatastrofer eller atomtrusler. Barnet fra Betlehem blev frelseren fra Golgata og dødens overmand. Nu tilhører vi som kristne ham, hvad enten vi lever eller dør.

Vi vil gerne værne om vores jord og vores klima som gode forvaltere, men i tillid til Guds søn venter vi at den yderste dag bliver Jesu Kristi dag. Den store adventsdag.

Uden Jesu genkomst - ingen kristendom
Flere af kirkeårets bibeltekster i adventstiden handler om Jesu andet komme. Guds søn er som brudgommen, der kommer og finder nogle af brudepigerne sovende, mens andre våger og holder sig rede. Menneskesønnen kommer i en sky med magt og megen herlighed, og så skal Himmel og jord forgå.

For kirken og for kristendommen er det helt afgørende, at dette perspektiv holdes fast. Uden Jesu genkomst som baggrund forvanskes kirken til ukendelighed og kristendommen går tabt. Man kan godt stadig holde jul, men så bliver julen en hyldest til barnlighed og familieliv og andre gode jordiske ting.

Man kan godt stadig holde påske, men Jesu stedfortrædende forsoning bliver meningsløs, og selve påskemorgen bliver fremstillet som en hyldest til lysets sejr over mørket ude i naturen. Som billede på kærligheden, der vinder til sidst i mellemmenneskelige forhold.

Selvom genkomsten er glemt, kan man godt beholde dåb og nadver. Dåben kan da fremstilles som en smuk skik, et vigtigt ritual. Men dåben omtales ikke mere som genfødelsens bad, for der er ikke mere noget behov for genfødelse fra synd. Nadveren kan da fremstilles som udtryk for medmenneskeligt fællesskab ikke mere som rejsemåltid for at bliver holdt i troen frem mod Jesu komme for at dømme levende og døde.

Man kan endnu en tid beholde en kirke som et menneskeligt fællesskab og med nogle overgangsriter. Men menigheden er ikke mere set som et anderledes folk et folk på vej hjemad mod den himmelske herlighed. Hvis ikke Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, kan vi også godt holde op med at drive mission. Hvis trosbekendelsen taler usandt, er det også lige meget, hvordan man lever. Så kan kirken kalde den ene livsstil for lige så god som den anden.

Den store trussel mod den danske kirke er, at adventstanken forsvinder: Uden advent intet indhold i jul og påske, ingen mening i dåb og nadver, ingen grund til at samles med andre troende i menigheden, ingen grund til mission. Så er den kristne tro omtolket, så der ikke er kristendom tilbage.

Nu tænker læseren måske: Jamen, som her beskrevet hører jeg da ofte tingene fremstillet af danske teologer i dag! Muligvis har du ret. Så er det måske derfor, at danskere melder sig ud af kirken. Og at færre går i kirke her end i andre lande?

Kirkefornyelse handler om at få advent tilbage
Det bliver forkyndt2. søndag i advent,at Jesus kommer til dom. Ingen ved hvornår. Den, der tager budskabet til sig ud fra teksternes ligefremme ordlyd, og forstår dem i lyset af hele kirkens lange tradition, får sikkert stillet alvorlige spørgsmålstegn ved sit eget liv.

Så er sindet til gengæld opladt for julens budskab om Frelseren, der startede i Betlehem og led for os på Golgata. Så bliver dåb og nadver en trøst i anfægtelse, og det at gå i kirke bliver et behov. Man beder af hjertet med på bønnen om at lære at sørge over sine synder og at vokse i et helligt liv og levned (hvor de bønner ikke allerede er blevet skrottet!).

Så giver indholdet i julens bedste salmer pludselig mening. Selv Grundtvigs ord at vi skal skæres for den sorte stær.

Kirkens fornyelse i Danmark handler ikke primært om andre og nye rammer. Det handler om at få advent tilbage.

Kurt E Larsen er præst og lektor i kirkehistorie, ph. d. ved Menighedsfakultetet.