Velkommen til Fri Debat!

Ytringsfriheden er ikke længere en selvfølge, skriver valgmenighedspræst og medlem af Etisk Råd Morten Kvist

Initiativet Fri Debat taget af Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama, til forsvar for ytringsfriheden fortjener at blive budt velkommen. At der i forvejen er to andre selskaber med samme eller lignende formål, Dansk PEN og Trykkefrihedsselskabet, ser ikke ud til at være helt nok. Ytringsfriheden er ikke længere en selvfølge, og jo flere der forsvarer den, jo bedre. Intet selskab kan tilsyneladende magte opgaven alene.

Det var PENs tøven og svigt under Muhammed-krisen, der gav Trykkefrihedsselskabet dets store offentlige bevågenhed, og de har som få andre holdt et nødvendigt fokus på den islamiske trussel mod ytringsfriheden.

Brug for to organisationer
Denne gang er det Trykkefrihedsselskabets (og PENs) politisering af ytringsfriheden (Fri Debats manifest), der kalder Fri Debat frem. Om denne anklage er rigtig for Trykkefrihedsselskabets vedkommende står til diskussion netop nu. PEN er ikke rigtig med i debatten.

Trykkefrihedsselskabet forsvarer sig med et tvivlsomt angreb, hvor de hævder, at folkene bag Fri Debat kræver en bestemt holdning til burkaforbudet, for at kunne blive inviteret indenfor i netværket.

Så håndfast omtales burkaforbudet ikke i manifestet. Trykkefrihedsselskabets formand og næstformand hævder endvidere, at Fri Debat betragter ytringsfriheden som en universel værdi. I manifestet står der imidlertid noget andet, at ytringsfriheden er universaliserbar i den forstand, at den ikke som en selvfølge alene er relevant for vestlige samfund.Universel og universaliserbar er ikke det samme.

Så længe Trykkefrihedsselskabets formand og næstformand refererer polemisk, er der vist brug for to organisationer. Hvorfor kan Trykkefrihedsselskabet så ikke simpelthen undværes? De har som sagt indlagt sig stor hæder ved at bidrage til afdækningen af de store problemer, som islam repræsenterer, og der er alle gode grunde til, at dette arbejde skal fortsætte.

Islam er en trussel
Og netop på dette punkt kunne man få mistanke om, at Fri Debat kunne falde for fristelsen til at lade sig bestemme for meget af dets modstand mod Trykkefrihedsselskabet.

Frederik Stjernfelt har udtalt: Vi anser også islam for en stor trussel mod ytringsfriheden, men man er nødt til at skelne og ikke se islam, som en trussel i sin helhed, men se på hvilke strømninger indenfor islam, den kommer fra.(JP d. 11-2).

Det lyder rigtigt, ja selvfølgeligt, men rejser et vigtigt spørgsmål: Hvor findes de strømninger indenfor islam, som er i stand til at være både islamiske og forsvarere af den brede ytringsfrihed, som er Fri Debats anliggende?

Efterlyses: svar fra muslimer
I de femten-tyve år, hvor islam har været på den offentlige dagsorden som et problem i de vestlige demokratier, hvad enten det har drejet sig om badeforhæng, frikadeller eller som nu ytringsfriheden, har vi (et mindretal) forgæves efterspurgt svar fra muslimer.

Vi har bedt om en formuleret udgave af islam, der ikke er i strid med fundamentale vestlige værdier, især ytringsfrihed og retten til at skifte religion. Som svar har vi fået Tariq Ramadan, som ikke siger noget som helst og endda bliver fornærmet over at blive modsagt.

Jeg ved godt, at der rundt omkring i verden, i Tyskland, i USA, i Malaysia, sidder muslimer, som er fuldt indforståede med nødvendigheden af at formulere en ny moderne islam, ja der er muslimer, som lider under, at det ikke er gjort. Og alligevel er der endnu ikke kommet et eneste bud på det.

Kan islam reformeres?
Imødekommenhed overfor for de muslimer, der har viljen til at modernisere islam, er ikke nok. Vi bliver nødt til at se konkrete forslag til moderne islamisk teologi.

De behøver ikke at omfatte alt. Og de behøver ikke at være anerkendt af hverken Cairo, Mekka eller Teheran. Det ville være for meget forlangt, men vi må se en begyndelse. Det lader desværre til at have lange udsigter.

Dette må folkene bag Fri Debat naturligvis vide, hvorfor de også må vide, at det er højst tvivlsomt, om islam overhovedet kan reformeres uden at blive til noget, som ikke har meget med islam at gøre. Det synes jeg, de skal sige højt.

Både Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat erklærer sig villige til at samarbejde om afskaffelse af straffelovens blasfemiparagraf (§ 140) og racismeparagraffen (§266b) på trods af de modsætninger, der måtte være. Det lyder løfterigt, især hvis begge parter ikke lader sig bestemme for meget af deres modstand mod den anden.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og medlem af Det Etiske Råd