Verden er fyldt med Helligånd pinsemorgen

Kirsten Kjærulff mindes med glæde en pinsemorgen, hun oplevede som barn

I al sin glans nu stråler solen

Jeg er syv år. Jeg går med min Far i hånden langs dalen, hvor åen glitrer mellem de grønne marker. Det er forår sommer. I bondehaverne stråler pinseliljerne hvide og duftende som Paradiset selv:

nu kom vor pinseliljetid
nu har vi sommer skær og blid

Det er pinsesøndag. Vi er på vej til vores sognekirke. Der er to-tre kilometer, langt at gå for en lille pige, men Fars hånd er så god og varm og tryg. Og det er PINSE ordet lyser og stråler som Grundtvigs salme, der synger sig selv inden i mig.

Jeg ved godt, at Pinse betyder Helligånden og verden er jo fyldt med Helligånd denne pinsemorgen. Det dufter og lyser og synger i mig, jeg er ved at sprænges af lykke.

I sommernattens korte svale
slår højt Fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt.

Ja, nu er vi nået til Fredskoven, Majskoven, hvor de vilde orkideer gror. Fuglene er vist vågnet for længe siden, men de jubler sammen med hele naturen for at lovprise Herren.

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,

Den blide brise og duftene, som rammer én inderst i hjertet. Duftene fra eng og skov og alle pinseliljerne. Ja, sådan dufter Paradiset. Døren står på vidt åben.

og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod,

Ja selv bækken deroppe fra Paradiset risler ved vore fødder. Det er Majbækken, som glitrende snor sig gennem engen ned til åen. Den er så ren, at vi plejer at lægge os på maven og drikke direkte af det kølige strømmende væld.

Opvågner alle dybe toner
til pris for menneskets Forsoner

Jeg elsker Fars dybe stemme og orglets dybeste toner, som får hele ens lille krop til at dirre af fryd, som var man selv strengen på en harpe.

I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger såvel som jøder;

Helligånden er også ildtunger ild offerbål Helligåndens kærlighed, Guds kærlighed, min Fars kærlighed, som jeg jo fysisk kunne mærke som den varme tryghed i hans hånd, der holdt om min. Jesus havde jo selv sagt: Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Jeg vil sende talsmanden, min Ånd, Helligånden.

Jeg havde både min Far og Helligånden. Jeg følte, vi smeltede sammen med hele naturen som et glødende kosmisk offerbål af fryd og jubel:

i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål.

I pinsesolens Helligåndsild i duften fra Paradis opladt på ny, den blide trygge kærlighed i min Fars hånd de dybe toner og nu begyndte kirkeklokkerne at ringe. Vi var næsten nået frem. Klokkernes kimen løftede os op til lyksalighedens forening med Gud i Helligånden som svimle sole i Guds Himmerig:

Vor Gud og Fader uden lige
da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op i og ned
i din Enbårnes herlighed,
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med Ham dit Himmerig..

Kirsten Kjærulff er katolsk forfatter og foredragsholder