Verden og menneskene er sårbare og har brug for hinanden

Asser Skude har i de sidste otte år været tæt på Københavns hjemløse i sin egenskab af præst. Han har ...

Jeg håber, vi indser, at verden og menneskene er sårbare og har brug for hinanden, og uden Guds og menneskers gensidige hjælp er vores samfund ilde stedt, skriver Asser Skude i denne uges fasteblog. Foto: Privat Foto: digi als / Scanpix Denmark

Det er den gode fortælling midt i en ellers grufuld begivenhed, når mennesker og verdenssamfund forsøger at vende en så ond begivenhed til at samle verdens borgere i medfølelse og samarbejde, skriver sognepræst Asser Skude i sin fasteblog

Budskabet (fristelsen i ørkenen), som indleder fastens anden uge, betyder for mig en opfordring til at ikke fristes til at opgive troen på Gud og ikke længere tjene Gud. Det handler om, at jeg ikke bliver så optaget af verdens bekymringer og gøremål, at jeg glemmer Guds storslåede skaberværk og vilje. I stedet bør jeg underlægge mig Gud, både i krop og sind – for at tjene Gud alene.

Der er nok af begivenheder omkring mig i verden, som kan bringe mig væk fra troen på en god og almægtig Gud. Der er ondskab og meningsløshed, som kan udlægges som tegn på, at Djævelen har vundet og Gud har tabt: Hver gang sygdom, ulykke og død rammer nogen, jeg kender. Eller når jeg bliver vidne til terror, krig eller naturkatastrofer.

Den smerte og lidelse gør ondt og giver sjældent svar, og synes meningsløs og tilfældig. Jeg tænker f.eks. på tsunamien for 10 år siden, som ramte store kystområder i Østen og hundredetusinder omkom.
 
Midt i den håbløshed og mørke, som tsunamien bragte med sig, hørte jeg også om underfulde beretninger, hvor mennesker på mirakuløs vis undslap døden.

Glædelig var også den medfølelse og hjælp, som verdenssamfundet udviste: Jeg glemmer sent, hvordan den amerikanske præsident Barack Obama talte til det amerikanske folk anden gang inden for ti år, da næste tsunami hærgede (Japans kyst 2011) og hvor han sagde noget i retning af, at denne katastrofe minder alle verdens borgere om, at de ligner hinanden, uanset nationalitet, hudfarve, tro og religion.

Det er den gode fortælling midt i en ellers grufuld begivenhed, når mennesker og verdenssamfund forsøger at vende en så ond begivenhed til at samle verdens borgere i medfølelse og samarbejde.

Samme tanker går naturligvis gennem mit hoved i skrivende stund, præcis en uge efter de meningsløse voldshandlinger i Københavns gader, hvor flere døde og blev såret.

Midt i desperationen og fortvivlelsen, som følger terrorhandlingerne, håber jeg, at vi som samfund ikke lader os friste til at dæmonisere eller hade eller lade mindste fællesnævner råde i vores syn på hinanden, og i stedet søger en indsigt i det skrøbelige og sårbare liv, som vi har et fælles ansvar for lykkes.

Jeg håber, vi indser, at verden og menneskene er sårbare og har brug for hinanden, og uden Guds og menneskers gensidige hjælp er vores samfund ilde stedt. Omvendt, vil mennesker arbejde på hinandens og fælles bedste, er der håb for en bedre fremtid.