"Vi er afhængige af hinanden for at blive hele mennesker"

Fællesskabet er noget, vi skal dele med hinanden, stræbe efter på kryds og tværs, over landegrænser, etnicitet, køn, religiøse opfattelser og definitioner, skriver Hannah Broadbridge

Allerede de gamle nordboere havde forståelse for fællesskab, idet de i ordet ’fælle’ havde lagt ordene for ejendom ”fe” sammen med ”lagi”, ”at lægge”, og sammenlagt bliver det til en person, vi deler hvad vi har med og vennen, som støtter os.

Udvider vi så ordet med ”skab”, som betyder det, vi laver, former, danner og forvandler, så får ordet ’fællesskab’ en udvidet betydning, som understreger, at sammen kan vi gøre noget, der kan forbedre vore forhold, vort liv, idet vi ikke længere behøver at stå alene med alle problemer, bekymringer og tristhed.

Vi er ikke alene og ser i den anden én, der har de samme udfordringer og livsbetingelser. Dette er ikke et nationalt problem, ikke et dansk problem. Og vi kan ikke begrænse vore menneskelige vilkår til egne nationale symboler og værdier.
 
Som kristne over hele verden har vi et fælles udgangspunkt: dåben, det grundlag hvorpå alle troende kristne bygger. Med alle de døbte har vi et fælles udgangspunkt, et fælles mødested. Men et sådant mødested er ikke eksklusivt over for folk af en anden tro, for vort fælles udgangspunkt er at vi er mennesker.

Grundtvig sagde det så smukt engang i 1837: ”Menneske først – så kristen”. Vi deler alle skæbne, følelser, vilkår og livshåb uanset tro, uanset hudfarve, uanset nationalitet.
Som mennesker har vi skæbnefællesskab med jordens befolkning. Vi kan og må ikke begrænse os til at være os selv nok, hvad enten det er som danskere eller som kristne.

I stedet må vi gøre alt for at være inkluderende, rummelige, imødekommende som borgere i Danmark, som kristne i Danmark og som medlemmer af en universel kristen kirke. Jo, vi er forskellige på mange punkter, men vi har endnu flere lighedspunkter og fælles drømme. Og de drømme rækker længere ud end til Ejderen.
 
Ærkebiskop Desmond Tutu er god til at sætte tingene på spidsen, når han siger, at ”Gud er ikke kristen”. Gud eksisterede faktisk, før kristendommen blev defineret i årene efter Kristi fødsel. Troende i andre religioner har Gud også skabt i sit billede. I Tutus syn på fællesskab ligger gemt i den afrikanske tradition ”ubuntu” et begreb, der kan være svært at oversætte, men som betyder noget i retning af: ”Et menneske bliver et menneske gennem andre mennesker”.

Vi er afhængige af hinanden for at blive hele mennesker. Vi har brug for at være fælle for hinanden. Fællesskabet er noget, vi skal dele med hinanden, stræbe efter på kryds og tværs, over landegrænser, etnicitet, køn, religiøse opfattelser og definitioner. Det er gensidigt. Der er ikke nogen dem og os. Vi er sammen, vi har noget sammen, vi gør noget sammen.

Ved at leve op til dette fjerner vi den ødelæggende frygt for hinanden, som præger os i tiden. En fælle ser sin fælle i øjnene, ser ansigtet, ser frygten blive til glæde og tillid.
Danmark scorer højt på verdens rangliste over lykke. Folk kommer her for at opleve dette lykkelige folk.

Lad os vise dem, at tillid og gensidig tillid er en af grundstenene i vort samfund. Vort kristne udgangspunkt er at møde hinanden og sammen gøre noget for at bygge og udvide fællesskabet her til lands og videre ud i verden, sådan at et frit, frygtløst liv for menneskene kan blomstre og troen være med til at bygge bro og skabe forståelse imellem religionerne.

I mange større byer rundt omkring i verden findes der råd, hvor alle lokale religioner og trosretninger mødes for at diskutere fælles anliggender. Disse møder skaber fællesskab både i livet lokalt, imellem religionerne lokalt, men ikke mindst skaber de gensidig kendskab, respekt og tillid til hinanden.

Hanna Broadbridge, Formand i det mellemkirkelige stiftsudvalg i Aarhus