"Vi er alle kaldet til at være munke"

Med eksemplet om munken, der lever sit liv i afsondrethed for verden, men dermed ikke lever for sig selv, men derimod for alle, beskriver missionspræst Simon Fuhrmann munkelivets egentlige formål. Foto: Kilde: Arkiv

Alle kristne har brug for at trække sig tilbage og at leve med et udelt hjerte, mener stud.theol. og missionspræst Simon Furhmann

Kristendom.dk har spurgt stud.theol og missionspræst i pinsekirken Simon Fuhrmann, om der i pinsekirken og teologien findes et fattigdomsideal, et ideal om at "opgive verden for at tjene Gud"?

Stud.theol. og missionspræst Simon Furhmann svarer:

At afstanden hjælper os til at se helheden, kan vi lære af ørkenens munke, der gennem mange år i brutale og kolde ørkener lærte at se sig selv i alle mennesker og derfor erfarede sig som ét med alle. Har vi, der ikke er munke, ikke et vist mål af tilbagetrukkethed i vores liv, så giver vi ikke os selv lov til at få erfaringen af at være ét med hele verden.

Det udelte hjerte
Derfor er alle kaldet til at være munke. Måske ikke til at leve i cølibat i afsidesliggende klostre i ørkenen eller ødemarken, men munkeliv i en vis mængde er for alle.

Ordet munk kommer af det kønsneutrale, græske monachos, og kan oversættes lidt poetisk med den, der lever med et udelt hjerte. Enhver kristen og menneske i det hele taget! er kaldet til at leve med et helt og ubrudt hjerte, at få helbredt det splittede og knuste hjerte.

At leve med et udelt hjerte er forbundet med det at leve lykkeligt. Den antikke filosofiske tradition hvis kilder de kristne munke øste ivrigt af så en klar forbindelse mellem dyd og lykke. Kun den, der levede i dyd, integreret, helt, kunne være lykkelig.

Dyden kan læres, mente munkene. Ligesom munkelivet er for alle, er askese (gr. askesis; åndelige øvelser) også for alle. Åndelige discipliner handler om at øve sig på det dydige og gode liv, det skønne liv, et liv, der er præget af kærlighed til skønheden.

Det gode liv
Hvis vi, der ikke er munke og nonner, gerne vil leve det gode liv, kan vi tage nogle af de åndelige øvelser til os, som er en del af deres liv. Et vist mål af tilbagetrukkenhed er nødvendigt for alle kristne.

Det kan være, at man dagligt sætter lidt tid af til stilhed og meditation, at man en gang om ugen fejrer gudstjenesten og læser noget fra en bog om det åndelige liv, eller at man måske en gang om året prioriterer en personlig retræte på et kloster.

Kritik kan være berettiget
Nogle gange kan der være en kritik af genopdagelse af meditation og bøn, retræter og pilgrimsvandringer. Kritikken kan gå på, at det er for selvoptaget og egoistisk. At det bare handler om mig og min frelse! Dele af kritikken er god nok.

I vores kultur bliver retræter sommetider linket usundt til wellness-tilbud. Ørkenfædrenes dyrekøbte, åndelige erfaringer bliver noget, vi køber os til på luksuriøse kurbade og wellness-meditationskurser. Det, der krævede alt af dem, kræver intet af os.

At trække sig tilbage handler tværtimod ikke om et egoistisk ønske om at frelse sig selv og glemme verden omkrig sig. Det var munkenes store overbevisning og deres dyrekøbte erfaring, at de var forbundet med hele verden.

Når et menneske efter mange års fødselsveer fødes på ny, erfarer han sig som ét med menneskeheden. Jeg er alle mennesker på godt og ondt, siger ortodokse professor og præst, fader Benedikt (Bengt Pohjanen).

At se sig selv i andre
Den, der mener, at den isolerede eremit flygter fra verden på en fej måde, tænker alt for individualistisk. Munken, der lever sit liv i afsondrethed for verden, lever ikke for sig selv, men for alle.

Munken fik med tiden en radikal kosmisk tankegang, hvor hans egen frelse var forbundet med hele verdens frelse.

Afstanden hjælper os til at se helheden, og den åndelige kæmpe, der lever langt fra verden, ser sig ikke længere som adskilt fra alle andre, men han oplever meget stærkt menneskenaturens enhed. Munk er den, der ser sig selv i alle andre, og som derfor er ét med alle, siger munken Sisar Kristodul.

Måske mere end nogensinde har vi brug for åndehuller, hvor vi kan være mindre optaget af andres vurderinger af os, sådan at vi har mulighed for at betragte og analysere os selv, og så vi har tid og mod til at tænke tanken til ende og finde dyden frem.

Mange af os mangler stadig at finde den gode balance mellem tilbagetrukkethed (retræte) og fremmedhed (gr. xeniteia; lat. peregrinatio; pilgrim) i vores almindelige, åndelige liv.

Simon Fuhrmann er stud.theol og missionspræst i kirken Regen, der er en del af Baptistkirken.