Vi er alle til fals for penge

"Kristne investeringer" er ifølge sognepræst Edith Thingstrup en vanskelig sag, som - når det gennemtænkes i detaljer - aldrig kan møde idealet om retfærdighed. Foto: Foto: Kristian Djurhuus.

Kristne har ikke fået konkrete anvisninger på, hvordan vi skal forvalte vores penge. Vi må følge vores samvittighed, mener sognepræst Edith Tingstrup

Kristendom.dk bringer i de kommende uger en række artikler om kristen livsstil. Vi har spurgt sognepræst Edith Thingstrup, om hun mener, der der er en særlig kristen vinkel på spørgsmålet om, hvordan man forvalter sine penge?

Sognepræst Edith Thingstrup svarer:

Menneskelivet er fuldt økonomisk stræben. Uanset, hvor meget vi har, vil de fleste gerne have mere. Har man lokum, vil man have træk-og-slip. Har man ildsted, vil man have komfur. Har man en løn, vil man have lønforhøjelse..

Store dele af vores tilværelse går med at betale skat og spare op til pension. De håndører, vi har tilbage, må vi vende og dreje. Sådan er livet.

Vi lever i en verden med begrænsede ressourcer. Derfor skal vi hele tiden prioritere mellem de ressourcer, vi har. Det gør vi ved hjælp af måleinstrumentet penge.

"Milde mammon", siger den rige og nærige onkel Joakim fra historierne om Anders And. En sjov reference til Bibelen fra en and, der kun tænker på at tjene penge. Men når det kommer til stykket, er onkel Joakim faktisk altid parat til at redde sine nevøer, selvom han grådkvalt må slippe slanterne.

Mennesker - ja selv ænder - har været under anklage for at tjene mammon frem for Gud.

Jeg ser onkel Joakim som et billede på os alle. Vi er til fals for penge. Men om vi virkelig tjener mammon frem for Gud i sidste ende, er ikke altid så let at finde ud af.

Sætningen om, at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, optræder både i Lukas- og i Matthæus-evangeliet. Hos Matthæus skal vi stole på, at Gud vil tage sig af os, og at vi derfor ikke behøver at bekymre os om penge.

I Lukas-evangeliet hører vi om Gud og mammon i forbindelse med lignelsen om den utro godsforvalter. Han ved, at han skal straffes. Derfor skynder han sig at eftergive gæld hos alle dem, der skylder hans Herre penge.

Altså en chokerende historie om en rigtig tyveknægt, som alligevel ender med at blive rost. Den historie handler dog ikke som sådan om en forbrydelse, men om at give slip på de flygtige værdier til fordel for de evige værdier. Hvis forbrydere kan gøre det, skulle kristne så ikke også kunne?

Hvordan skal en kristen forvalte sine penge? Hvis vi taler om den helt konkrete forvaltning, aner jeg det virkelig ikke. Beklager.

Give det hele væk?
Nogle vil sige, at kristne burde give alle deres penge væk. Jeg bæver, når Jesus siger: "Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger." Betyder det, at jeg skal sælge alt? Det hverken kan - eller vil - jeg leve op til. Jeg har ikke tænkt mig at opgive mit fysiske eksistensgrundlag.

Andre vil sige, at det guddommelige krav er knap så radikalt. Ja, man skal give almisse. Men man skal ikke bare opgive grundlaget for sin fysiske eksistens. Kristne skal ligefrem investere deres penge fornuftigt, med henblik på profit.

I historien om de betroede talenter får den dårlige og dovne tjener følgende svada: "Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage".

Lignelsen handler som sådan ikke om penge, men at satse det liv, man har fået betroet af Gud. Alligevel er det er påfaldende, at lignelsen er iklædt økonomiske begreber, som er let forståelige ud fra en snusfornuftig økonomisk betragtning.

Man kan finde støtte i Det Nye Testamente til mange forskellige syn på penge og rigdom, såvel direkte som indirekte.

Tag bare lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som hjalp den nødstedte rejsende. Samaritaneren betalte to denarer for, at en krovært skulle tage sig af den nødstedte. De penge havde han altså ikke givet væk på forhånd, en indirekte erkendelse af, at der skal midler til at kunne hjælpe.

Vi kan lige så godt tage for givet, at mennesker tjener penge, og at de ikke deler dem alle sammen ud på én gang. Nogle går til forbrug, andre til opsparing og investering, afhængigt af vores individuelle behov.

Give hvor meget væk?
Nogen fast formel for, hvor meget vi skal bruge på det ene eller det andet, gives ikke. Det ville også være forkert. Det ligger ikke i Jesu ord, at man på den måde kan sige sig fri for ansvar ved f.eks. at henvise til, at man har betalt halvdelen af sin indkomst i skat. Eller ni tiendedele for den sags skyld.

Selv de fattige kan give, og give meget, jævnfør beretningen fra Markus-evangeliet om den fattige enkes gave. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.

Jeg tror, at de centrale ord er disse fra Lukas-evangeliet: "Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod". Vi skal således abstrahere fra vore besiddelser, så vidt muligt.

Penge skal have en underordnet rolle, jævnfør lignelsen om den rige bonde, der ikke havde plads til sin høst: "Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år." Men pludselig var alt væk. Livet var slut, og de jordiske rigdomme ligegyldige.

Fattigdom som mål?
Muligvis kan man derfor sige, at det er lettere at være kristen, hvis man er fattig. Så har man jo ikke så meget at skulle slæbe rundt på og bekymre sig om. Sådan kan man med god ret fortolke mange lignelser.
Men jeg tror ikke, at fattigdom i sig selv er en garanti for noget som helst. Garantier gives ikke.

Når man er fattig, er man desværre ofte nødt til eller fristet til at være stærkt optaget af penge. Så jeg tvivler på, at "den er hjemme", selv hvis man er fattig, men inderligt savner penge.

I lignelsen om den fortabte søn bliver betegnelsen fortabt som regel tildelt den søn, der fik sin arv udbetalt og drog ud i verden for at øde alle pengene bort. Men fortabt var i mindst lige så høj grad den anden søn, der blev hjemme og nidkært vogtede på sin mulighed for at arve engang.

Den samme lære kan man drage af beretningen om manden, der ville have Jesus til at skifte arv mellem ham og hans bror. I stedet for at sørge for økonomisk retfærdighed, svarede Jesus: Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?

Anvendelse af rigdom
Det virkelige liv er et liv med penge og med behov for at prioritere økonomisk.

Hvad så hvis man er rig, som de fleste af os danskere? Mange er jo rigtige kapitalister i den forstand, at vi ligefrem har pensionsopsparing. Hvordan skal vi investere de penge?

Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan tage tanken om "kristne investeringer" alvorligt. Må man virkelig ikke investere i våbenfabrikker? Hvordan hænger det så sammen med, at vi - i alle stater - er pligtige til at betale skat til militær?

Hvis vi virkelig ikke må investere i våbenfabrikation, må vi så overhovedet betale skat, der går til indkøb af våben? Og hvad med investeringer i atomkraft? Sig mig, er det ikke CO2-venligt?

Nej, Det er hverken lettere at være kristen, når man er rig, end det er at være kristen, når man er fattig. Det er i det hele taget ikke let at være menneske. Vi må følge vores samvittighed efter bedste beskub.

Godt, vi har en Frelser.

Edith Thingstrup er sognepræst i Ledøje-Smørum, kommentator på Berlingske Tidende og en af "smagsdommerne" på DR2.