"Vi kan lære utroligt meget af Grundtvig"

Grundtvig forstod vigtigheden af, at for at man kan leve et ærligt liv, er det nødvendigt at man lever et utvungent liv, skriver Naser Khader. Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen

Grundtvig var modstander af demokratiet, men fortaler for friheden, og derfor er Grundtvigs tanker stadig aktuelle, mener Naser Khader, som tilkendegiver, at hans forhold til præsten og salmedigteren er en smule ambivalent

Jeg har et meget ambivalent forhold til den gode, gamle Grundtvig. Nogle af hans tanker er forældede, han kunne være lidt for højtravende og til tider direkte naiv - og han var slet ikke demokrat: "Om så end hele folket lægger sin vankundighed sammen, bliver der dog ikke visdom af."

Alle dage foretrak Grundtvig et oplyst enevælde. Hos Grundtvig kan man også finde en fremmedfjendtlig nationalisme, en videnskabsfjendsk bibelfundamentalisme og tilmed bemærkninger, der tangerer racisme.

Eksempelvis hans afstandtagen fra synspunkter hos den danske forfatter M.A. Goldschmidt, fordi denne som jøde var uden føling med den danske folkeånd.

Grundtvig hører til i vores demokratikanon

Når alt dette er sagt, så ændrer det dog ikke ved, at Grundtvig hører til i en dansk demokratikanon: Hans tillid og kærlighed, ikke til demokratiet, men til folket, fik enorm betydning for opbakningen til det samarbejdende folkestyre i Danmark.

Og hans frihedssyn, Frihed for Loke såvel som for Thor, er så aktuelt og udfordrende som nogensinde.

Religionsfrihed er ikke at beherske andres tro

Noget af det, jeg finder mest tiltalende ved Grundtvig var hans tanker om religionsfrihed. Dette er ikke blot en frihed til at tro på den religion, man vil, men en frihed til at have et personligt forhold til Gud.

For Grundtvig var det en vildfarelse og et skridt tilbage i en middelalderlig tankegang at ville beherske medmenneskenes tro.

Grundtvigs løsning var oplysning, oplysning og atter oplysning. Han var optaget af folkets fælles bedste og mente, at netop samvittighedsfriheden og uddannelsen af folket ville føre til en opblomstring af samfundet.

Grundtvig havde rummelig indstilling til andres meninger

Grundtvig var overbevist om, at de mennesker, hvis meninger ikke er underlagt nogen form for tvang, ofte er dem med den reneste samvittighed og den største ærlighed. Han forstod vigtigheden af, at for at man kan leve et ærligt liv, er det nødvendigt at man lever et utvungent liv.

Et liv i tvang ville for Grundtvig skabe mennesker, der lyver og bedrager, mennesker, der ikke kan holde ord. Derfor gik han ind for en udvidelse af friheden, ikke en begrænsning.

Hvis man følger denne tankegang, møder man folk som de er. Man møder dem først som individer, ikke som kristne, muslimer eller jøder, men som mennesker.

Denne tilgang finder jeg enormt sympatisk, for den vidner om en rummelighed i forholdet til andre, til deres holdninger og meninger, som vi godt 170 år senere stadig kan lære utrolig meget af.

Naser Khader er MF for Det Konservative Folkeparti.