De fremmede kristne kan lære os stolthed over vores tro
I 2015 håber jeg, forfølgelsen af de kristne tages alvorligt af politikerne. Religionsfrihed er en menneskeret, skriver sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen
2014 vil blive husket som året, hvor de kristne forsvandt fra Nineve-sletten i Irak.
Igennem næsten 2000 år har kristne levet på dette sted. De kristne rummer en tradition og historie, som er unik. De taler aramæisk, som er det sprog, Jesus selv talte. Nu er det slut. De kommer ikke tilbage.
Det var beskeden fra Kirkernes Verdensråd, da jeg i november besøgte organisationen i Geneve på en studierejse sammen med Folkekirkens mellemkirkelige Råd og biskopperne. En besked, som blev bekræftet ved en lokal nordjysk gudstjeneste få dage senere, hvor lokale irakere deltog.
Fordrivelsen kan være et forvarsel
Det er en skelsættende begivenhed af flere årsager. For det første fordi fordrivelsen af de kristne i Nordirak kan være et forvarsel om rømning af kristne fra andre dele af Mellemøsten.
Hver gang det sker, rykker kristendommen bort fra sine historiske rødder og en levende tradition på dette geografisk vigtige sted. Tendensen har været der i flere år. Nogle flytter, fordi mulighederne er bedre andre steder i verden, andre på grund af chikane og nogle på grund af decideret forfølgelse.
LÆS OGSÅ: Fra Jesu korsfæstelse til mødet med islam
De fremmede kan lære os en stolthed over vores tro
Vi lever i folkevandringens tid. Migrationen vil være vor tids arv til eftertiden. Folk og kulturer flytter sig i en grad, der ikke er set før. Kristendommen har altid tilpasset sig den kultur, den er vokset ind i. Samtidig har kristendommen forandret den lokale kultur. Der er tale om en vekselvirkning.
Om Østens assyriske kirke kan overleve på sigt, ved vi ikke. Det bliver svært nu, hvor båndet til hjemegnen i Mellemøsten bliver kappet mere og mere. Vil anden og tredje generation stadig lære at tale aramæisk, eller vil de nøjes med engelsk eller dansk, alt efter hvor de bosætter sig?
Vi vil med andre ord se en forandring af nogle af de gamle konfessioner, når de fremover helt rykkes op med rode, og skal overleve under fremmede himmelstrøg.
Men det er ikke kun de andre, der forandrer sig. Når de kommer til Danmark, forandrer migrantkirkerne også kristendommen her i landet.
De kommer fra en situation, hvor de skulle kæmpe for deres tro. I Danmark bliver de mødt af et folk, der er ualvorlige og måske ligeglade med kristendommen. De fremmede kristne kan lære os en stolthed over vores tro. De kan fortælle os, at tro rent faktisk betyder noget ude i verden. Den betyder liv og død.
Religionsfrihed er en menneskeret
I 2015 håber jeg, at forfølgelsen af de kristne tages alvorligt af politikerne. Religionsfrihed er en menneskeret, som vi skal kæmpe mere aktivt for.
LÆS OGSÅ: Danske muslimer fordømmer islamisk stat
De kulturradikale opfatter traditionelt kirken som en magtfaktor, de skal bekæmpe. Derfor er de blinde for, at kristne og andre religiøse minoriteter forfølges på grund af deres tro.
Vi må som kristne råbe op. Det kan vi gøre ved at tage imod de kristne flygtninge lokalt, så vi viser, at vi kristne står sammen. Når en del af kirken lider, så lider hele kirken.
Vi kan gøre det ved at tale med politikerne. Vi kan gøre det ved at skabe en offentlighed om religionsfrihed. Tavse kan vi ikke være.
Vi skal som folk huske, at vi selv fører en aktiv udenrigspolitik, hvor vi var med til at invadere Irak i 2003, og lige nu har bombefly hængende i luften. Om det er løsningen er mere end tvivlsomt. Jeg savner en plan for, hvordan man vinder folks hjerter, så de kristne kan vende hjem og være en del af det lokalsamfund, de har været med til at opbygge gennem årtusinder.
Lad dette være vort nytårsforsæt: Religion betyder noget. Religionsfrihed er værd at kæmpe for. Herhjemme og globalt.
Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent.