Vi må tage kampen op som folkekirke!

Folkekirken kan ikke bare fortsætte, som om vi ikke har opdaget, at der dukker flere og flere valg- og frimenigheder op, som støvsuger sognemenighederne for aktive og engagerede unge, skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen. Foto: Foto: Privat

Nyheden om, at Indre Mission nu også officielt åbner mulighed for oprettelse af valg- og frimenigheder, kommer ikke som nogen overraskelse. Det var nok et nødvendigt skridt for den gamle pietistiske bevægelse, hvis de vil holde de unge indenfor folden.

Men det er et kirkehistorisk skridt og kalder på opmærksomhed. Hvordan det er kommet hertil, har sikkert mange forklaringer. I hvert fald kan man konstatere, at loyaliteten over for folkekirken synes at være et spørgsmål om alder i Indre Mission.

De unge konservative har vundet
Mange gamle missionsfolk vil begræde hovedbestyrelsens beslutning. Det er dem, der sidder trofast på kirkebænkene rundt omkring i landets kirker, søndag efter søndag. Og som nok kan være uenige i mangt og meget, men som grundlæggende ikke stiller spørgsmålstegn ved deres plads i folkekirken. Det ændres der ikke ved. De vil blive ved med at være en del af folkekirken, indtil den dag de dør - og det gør de desværre snart.

Mange unge og konservative missionsfolk glæder sig over udviklingen. De har længe haft meget lidt loyalitet over for Folkekirken, og mange af dem opfatter ikke folkekirken som et fællesskab, hvor der er plads til dem - og udsigten til et autoriseret ritual for velsignelse af homoseksuelle er dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Umiddelbart ser det ud, som om det er de unge konservative kræfter i Indre Mission, der har vundet indadtil. Det bliver interessant at se, hvilke perspektiver det vil få for dansk kirkeliv i det hele taget.

Folkekirken har længe været splittet
Vi undgår de værste sværdslag og diskussioner om emner som køn, seksualmoral, embedssyn og så videre, som for Indre Mission og resten af højrefløjen er centrale og kontroversielle, men som for den øvrige folkekirke er perifere og uddebatterede.

Nu vil de mest konservative nok benytte lejligheden til at forlade folkekirken og dermed (måske) også undlade at deltage i folkekirkens interne diskussioner. Det må vel alt andet lige give lidt fred og ro - og måske en mere tydelig folkekirke ud af til.

I virkeligheden har folkekirken været splittet i flere år. I byerne har missionsfolkene samlet sig som sognebåndsløsere i udvalgte kirker om præster med den rigtige teologi, og på den måde har der, om ikke været valgmenigheder, så ihvertfald tilvalgs-menigheder. På landet er det anderledes, og her har man i højere grad bevaret den teologiske bredde i den enkelte lokale sognemenighed.

Valgmenigheder har friere gudstjenesteform
De seneste år er der sket en eksplosion i antallet af valg- og frimenigheder på den såkaldte karismatiske højrefløj. Kendetegnende for de menigheder er, at de ofte er meget unge og moderne. Og det er interessant at overveje, i hvor høj grad det er en bestemt teologi, der samler menighederne, eller det snarere er en friere og mere nutidig gudstjenesteform.

Jeg tror det sidste har meget at sige. Jeg gætter på, at flere af de unge valgmenigheder rummer unge, som ikke har valgt sognekirken fra af teologiske grunde, men derimod på grund af en form og et fællesskab, hvor man ikke føler sig hjemme. Og det må vi lade os udfordre af som folkekirke og sognemenigheder.

Folkekirken har brug for unge engagerede medlemmer af menighederne, som vil noget med kirken. Vi kan ikke bare fortsætte, som om vi ikke har opdaget, at der dukker flere og flere valg- og frimenigheder op, som støvsuger sognemenighederne for aktive og engagerede unge.

Folkekirken har højt til loftet
Vi må tage kampen op som folkekirke, så det bliver tydeligt, at vi har noget, som fri-og valgmenighederne ikke har: Vi har højt til loftet, større holdningsmæssig bredde, og lokal tilknytning og engagement.

Samtidig kunne mange sognemenigheder godt lære noget af valgmenighederne, når det kommer til inddragelse af menigheden, gudstjenestefornyelse og fællesskab. Ikke alene for at holde Indre Missions unge i folkekirken, men for at få flere unge i kirke. Kirken er som bekendt kun en generation fra at uddø.

Indre Mission har med beslutningen om at acceptere fri- og valgmenigheder mistet terræn - og måske også autoritet - i folkekirken. Til gengæld har folkekirken måske mistet nogle af fremtidens gode og trofaste kunder.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.