"Vi skal ikke give Luther skylden for hekseafbrændinger"

I de katolske lande var det den katolske kirke, der stod for hekseforfølgelserne, mens det i de lutherske lande skete i statens regi, skriver konsulent Mogens Mogensen. Foto: Jens Meyer/AP

Der en alvorlig fare for, at vi tillægger Luther en anden betydning, end hvad godt er
Mogens Mogensen, ph.d og konsulent

Man skal efter min mening være meget forsigtig med at give Luther og reformationen skylden for de hekseforfølgelser, der er sket mange år efter hans død, skriver konsulent og ph.d. Mogens Mogensen

I sin nye bog "Syv myter om Martin Luther" gendriver professor Frederik Stjernfelt syv af de, efter hans mening, mest udbredte misforståelser om reformatorens positive betydning for Europas udvikling.   
 
Myte nummer fire er ifølge Stjernfelt, at hekseprocesserne mest foregik inden for den katolske kirke. Tværtimod mener Stjernfelt, at de protestantiske og lutherske kirker i høj grad har opildnet til hekseafbrændinger. Men har han egentlig ret i det? Det svarer ph.d, konsulent og debattør Mogens Mogensen her på:

I år kan vi ikke blot mindes, at det er 500 år siden Luther gennemførte sin reformation, det er også 400 år siden, at Christian d. 4. indførte en ny forordning om troldfolk og deres medvidere. Christian d. 4. benyttede hundredåret for reformationen som anledning til at bekæmpe befolkningens umoralske og syndige levevis, inklusiv hekseriet. Mens straffen for den hvide magi var bøder og landsforvisning, så blev udøverne af den sorte magi - ”de rette troldfolk”, der havde indgået en pagt med Djævelen - brændt på bålet. 

Der havde i mange år været enkelte hekseafbrændinger i Tyskland og nabolandene, men de tog for alvor fart en generation efter Luthers død. I Danmark støder vi på den første hekseafbrænding kort efter reformationens indførelse, nemlig i 1540, og den sidste heks blev brændt på bålet i 1693. Kulminationen fandt sted i Christian d. 4’s regeringstid, netop omkring 1617, og i alt blev cirka 1000 mennesker brændt som hekse i Danmark.

I de katolske lande var det den katolske kirke, der stod for hekseforfølgelserne, mens det i de lutherske lande skete i statens regi. Det afspejler imidlertid ikke, at den lutherske kirke havde en anden holdning til hekseforfølgelserne end den katolske, men at reformationen førte en anden indretning af samfundet med sig, hvor kirken mistede sin selvstændighed og blev underlagt staten.

Men er Luther skyld i hekseforfølgelserne? Det er et ubestrideligt faktum, at Luther var overbevist om, at der var hekse på spil, som kunne skade mennesker og dyr og hele samfundet, og at de skulle straffes med døden. Samme opfattelse havde næsten alle hans samtidige. I en prædiken i Wittenberg i 1526 slog Luther fast hele fem gange, at hekse skulle slås ihjel, og han begrundede sin holdning ud fra Anden Mosebog.

Det er også en kendsgerning, at Luther i praksis ikke var nær så barsk, når han blev konfronteret med beskyldninger om hekseri. Da der for eksempel i 1529 var misvækst omkring Wittenberg, gik Luther på prædikestolen og forsøgte at berolige menigheden. ”Jeg formaner jer til ikke at tro på, at jeres ulykke og problemer er forårsaget af hekse.”

Man skal imidlertid efter min mening være meget forsigtig med at give Luther og reformationen skylden for de hekseforfølgelser, der er sket mange år efter hans død. På samme måde som man også burde være meget tilbageholdende med at give Luther og reformationen æren for det demokrati, den ytringsfrihed og det velfærdssamfund, som udviklede sig mange hundrede år efter Luthers død.

Der har på alle områderne været så mange faktorer på spil i den historiske udvikling, at det ikke giver megen mening at udpege Luther og reformationen som en eller den afgørende faktor for udviklingen af dette eller hint så mange år senere.

Netop i år er der et stærkt fokus på Luther og på hans betydning for kirke og samfund. Der en alvorlig fare for, at vi tillægger Luther en anden betydning, end hvad godt er i denne forbindelse - og også en større betydning, end han selv ønskede. Det er også sket tidligere, som når vi har opkaldt vor kirke efter ham. Selv sagde Luther engang: 

”For det første anmoder jeg om, at man vil undlade at bruge mit navn, og ikke kalde sig lutherske, men kristne. Hvad er Luther? Læren er dog ikke min. Og jeg er heller ikke blevet korsfæstet for nogen (....) Hvordan skulle det så komme så vidt med mig usle, stinkende ormesæk, at man skulle kalde Kristi børn med mit navn, som der jo ikke er nogen frelse i?”

Vi skylder Luther stor tak for hans genopdagelse af evangeliet, udtrykt i reformationens ”sola’er” (Kristus, nåden, troen, skriften alene), men der er også meget af det, som Luther har sagt og gjort, som der ikke er nogen grund til at kanonisere. At være ”luthersk” – eller rettere ”evangelisk” – burde derfor betyde at være kritisk over for alt, hvad Luther har sagt og gjort.

Mogens Mogensen
Interreligiøs konsulent, ph.d og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd