Vi svarer på det, folk spørger om

Præster kan godt drømme om et menighedsråd, der udelukkende består af faste kirkegængere med indgående teologisk kendskab. Men virkeligheden er en anden, skriver redaktør af folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen. Foto: Privatfoto

Fakta er, at der ikke stilles krav til frekvensen af kirkegang for menighedsrådsmedlemmer. Så det skriver vi i vores valgmateriale, skriver redaktør af folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen

Hvorfor nævne, at der ikke er krav om kirkegang for menighedsrådsmedlemmer, spørger kristendom.dk vedrørende folkekirken.dks valgmateriale til menighedsrådsvalget?

Jens Kvist mener,
vi burde undlade at nævne det. For hvad vil folk, der ikke gider gå i kirke overhovedet i et menighedsråd?

Svaret er enkelt. Folkekirken.dk svarer på et konkret spørgsmål, som folk stiller. Det har vi sådan set pligt til. Menighedsrådsarbejde er ikke kun frivilligt arbejde. Det er et offentligt ombud, og der stilles kontante krav til den, som bliver valgt til hvervet. Når folk overvejer at stille op til et valg og forpligte sig for fire år, skal vi svare på deres spørgsmål til kravene.

Fakta er, at der ikke stilles krav til frekvensen af kirkegang. Så det svarer vi; i øvrigt nøjagtig som Landsforeningen af Menighedsråd gør det.

LÆS OGSÅ:
Hvad laver et menighedsråd?

Man kan godt drømme om et supermenighedsråd

Men det rejser spørgsmålet, som Jens Kvist måske er mere optaget af. Burde man kræve det? Man kan det ikke, skriver han, fordi kirketugten er afskaffet. Men her spørges jo ikke til kirketugt, som gjaldt ethvert medlem af menigheden, men derimod til de formelle krav, som stilles til demokratisk valgte.

Og har man, som Kvist skriver, ingen forudsætning, for eksempel for at vælge præst til sognet, hvis man ikke ved noget som helst om, hvad en højmesse er?

Med godt ti års erfaring som sognepræst kender jeg naturligvis præstens gamle drømmescenarie om et menighedsråd bestående af faste kirkegængere med indgående kendskab til liturgi og teologi på lægmandsniveau.

Eller det nye drømmescenarie, hvor man til det forrige lægger repræsentation af alle aldre, en bred vifte af kompetencer i personaleledelse, økonomistyring, bygningsvedligeholdelse, arrangement; ildsjæle med bred berøringsflade til alle beboere i sognet. Det menighedsråd findes muligvis. I virkelighedens verden er jeg ikke stødt på det.

LÆS OGSÅ:
"Menighedsrådsmedlemmer er faktisk flittige kirkegængere"

Folkekirken har brug for alle kræfter
Det er i virkelighedens verden, menighedsrådene skal lede kirke på hver sit sted. Det er en overvejelse værd, om folkekirken i virkeligheden har brug for at engagere mennesker uden for kredsen af nagelfaste kirkegængere; dels for at løfte sine mest basale opgaver, dels for at åbne sig for mennesker uden for den faste kreds. Og er det måske godt og sundt, at sognekirken igen har brug for sine medlemmer?

I folkekirken.dks valgmateriale hedder det om kravene til kommende menighedsrådsmedlemmer, at der forventes lysten og engagementet til at deltage i møder og menighedsrådsarbejdet.

Fromhed og flittig kirkegang er et godt udgangspunkt for meget i denne verden, herunder menighedsrådsarbejdet. Men spørgsmålet er, om folkekirken risikerer at lukke sig om sig selv, hvis vi gør det til eneste og væsentligste krav?

LÆS OGSÅ:
"Det er folkekirken, når den er værst"

Nogle går ind i menighedsrådsarbejdet, fordi de allerede går meget i kirke. Andre begynder at gå i kirke, fordi de har engageret sig i menighedsrådsarbejdet. De sidste kan folkekirken formentlig ikke undvære.

Ellen Aagaard Petersen er redaktør af folkekirken.dk.