Ægteskabsloven er den bedste løsning

Når jeg går ind for den nye ægteskabslov, er det dog ikke, fordi det er flertallets holdning, men fordi det er godt og ret, skriver Benedikte Vejlby Baggesgaard. Foto: Henrik Bjerg

Hvis vi ikke bakker op om ægteskabsloven, risikerer vi at ødelægge folkekirken, mener sognepræst Benedikte Vejlby Baggesgaard

Kristeligt Dagblads undersøgelse af danskernes holdning til det kønsneutrale ægteskab viser meget godt, at folkekirken er, hvor folket er, i det her spørgsmål. Der har været så meget snak om, at denne sag ødelægger folkekirken.

Men i dette tilfælde kan vi jo lige så godt sige, at hvis vi ikke bakker op om denne ægteskabslov, ødelægger det i hvert fald også folkekirken. Det her er den bedste løsning.

Når jeg går ind for den nye ægteskabslov, er det dog ikke, fordi det er flertallets holdning, men fordi det er godt og ret og passer fint med min teologi.

LÆS OGSÅ:Historisk dag for folkekirken: I dag vedtages det kønsneutrale ægteskab

Mindretallet skal respekteres
Samtidig mener jeg også, at der skal være plads til mindretallet i de her kildne sager. De skal have de samme rettigheder i det her spørgsmål, som de har omkring for eksempel vielse af fraskilte.

Den nye ægteskabslov kan godt give spændinger i de nære kirkelige forhold og dem skal vi være opmærksomme på. Vi skal ikke tromle hen over dem, der har det svært med spørgsmålet.

For det er jo heller ikke sjovt for det par, der skal vies, hvis præsten er imod. Så hensyntagen til den enkeltes samvittighed vil være til glæde for alle parter.

Benedikte Vejlby Baggensgaard er sognepræst og sexolog.