Tænd lys for Danmarks befrielse - og for dem, der sidder i mørke i dag

Mange danskere følger stadig, som her i Helsingør, traditionen med at sætte levende lys i vinduerne 4. maj til minde om Danmarks befrielse i 1945. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Erindringen om udfrielsen af Egypten er central for det jødiske folk. På samme måde skal vi danskere erindre befrielsen i 1945 og bruge den til at forstå de mennesker, der lever ufrit i dag, skriver interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen

I aften tænder min kone og jeg – lige som mange andre danskere – lys i vore vinduer. Og vi tager til lysfest i Haderslev, hvor vi sikkert skal synge ”En lærke letted."

Alt sammen og meget mere for at mindes Danmarks befrielse i 1945. Men giver det stadig mening, at vi mindes en begivenhed, som fandt sted for 73 år siden, og dermed flere år før, at de fleste af os blev født?

Vi bliver mindet om, at frihed ikke er nogen selvfølge; vi bliver mindet om, at vi har grund til taknemlighed for vor frihed. Derfor synger vi i ovennævnte, at ”Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn”. Men takken retter vi også til Gud i sangen "En lærke letted":

”Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.”

Hvad nytter det at mindes på denne måde? Måske kunne vi lære noget af jøderne, hvis identitet er bundet op på en kollektiv erindring. Den dag i dag mindes de hvert år den befrielse, som Israels folk oplevede for flere tusinde år siden, da de efter århundreders undertrykkelse i Egypten blev udfriet. Et element i denne erindringskultur møder man i Femte Mosebog, hvor Gud fem gange minder israelitterne om deres befrielse: ”Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren udfriede dig”. Her knyttes israelitternes etik sammen med deres erindring, at de selv engang var undertrykt, men blev udfriet.

Verden er ikke befriet endnu

Det, som danskerne oplevede i de fem år op til befrielsen den 4. Maj 1945, oplever mange mennesker og nationer rundt om i verden i dag. Krig, besættelse, undertrykkelse, fratagelse af frihedsrettigheder og tortur er en daglig virkelighed for millioner af mennesker i dag, sammen med anden nød og elendighed. Men det er også en del af vor historie og vor erindring.

Når vi i dag mindes vort folks lidelser under besættelsen, så handler det ikke kun om, hvor slemt det var for vort folk. Og når vi mindes vort folks glæde over befrielsen, så handler det ikke kun om vort folks behov for frihed. Men denne erindring giver os en mulighed for at leve os ind i de menneskers og nationers situation, når deres frihed og værdighed i dag trædes under fode.

Vores erindring må give os en medfølelse med deres lidelser og deres længsler efter frihed. Lige som Gud knyttede israelitternes forpligtelse over for undertrykte og nødlidende sammen med deres erindring om egen undertrykkelse og befrielse, sådan må vores erindring om vort folks undertrykkelse og befrielse også motivere os til at gøre hvad vi kan for at tage vare på mennesker, der lider. Det gælder uanset om vi møder disse mennesker i deres hjemlande eller her hos os.

Længslen efter frihed, værdighed og tryghed er den samme for alle mennesker.

Det lys, som vi i aften tænder til minde om vort folks lidelser og befrielse, må derfor også minde os om, at vi må være med til at tænde lys for alle dem, der i dag stadig sidder i mørke.