Klima og kristendom

De ti vigtigste ting at vide om klima og kristendom

Det fjerde teologiske argument for, at klimakrisen også er en udfordring til kristendommen, bunder i Guds visdom i skabelsen: "Sabbatten er ikke blot menneskets hviledag, men også naturens," skriver pensioneret præst Henning Nørhøj. Foto: Bernd Jürgens / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Miljø- og klimakrisen står højt på den offentlige dagsorden, ikke mindst i den nuværende valgkamp. Men krisen er også en udfordring til kristendommen, da den forstår verden som skabt og mennesket som ansvarlig for det skabte. Kristendom.dk bringer ti teologiske argumenter for, at klimakrisen er en udfordring til kristendommen

1. Miljø- og klimakrise hænger sammen
Miljø er det, der omgiver mennesket og som det færdes i. Det er naturen med dets livsformer, planter og dyr, som vi påvirker med vores opdyrkning, fældning af skove og opdæmning af vandstrømme m.m. Men miljøet er også det, vi selv bygger op og skaber med vores tekniske kunnen. Vi skaber bymiljøer og industrimiljøer.

Miljøkrise opstår, når vi overbelaster og påvirker naturens egen indbyggede balance. Det påvirker klimaet. Klimaet eller vejrliget ændres for eksempel, når regnskove fældes, og udstødningsgasser fra fly, biler og industri i øvrigt hæver klodens temperatur. Miljøkrise og klimakrise hænger således sammen.

2. Livet er skabt af Gud
Kristendommen forstår livet som skabt af Gud. Som skaber står Gud over naturen og den levende skabning. Alt det skabte er afhængigt af Gud. Bibelens første del, Det Gamle Testamente fortæller, at Gud til stadighed må opretholde sin verden, fordi ødelæggende magter truer verdens eksistens og orden. Gennem sit ”ord”, sin ”visdom” og sin ”ånd” er Gud til stadighed aktiv i forhold til naturen. Før skabelsen var der kun kaos, men Gud skaber rummet og tiden, stjerner, planeter og jorden med dens liv, planter, dyr og mennesker med både sammenhæng og forskelle mellem naturens bestanddele.

3. Menneskets særstilling i forhold til naturen medfører et ansvar
Mennesket er skabt i Guds billede, hvilket er det sproglige udtryk for menneskets særstilling og forhold til naturen og de ikke-menneskelige skabninger. Mennesket har skabende muligheder. Og som skabt i Guds billede har mennesket ansvar for det øvrige skabte. Mennesket har fået en forvalterrolle; en evne til at kultivere og kontrollere. Men i sin kulturskabende virksomhed er mennesket altid afhængig af den natur, som er dets materielle grundlag.

4. Sabbatten er også naturens hviledag
I Det Gamle Testamente kommer forundringen over Guds visdom til udtryk i skabelsen: ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat,” hedder det i Salme 19. Guds visdom ses af Bibelens forfattere i buddet om overholdelsen af sabbatten. Sabbatten forstås på baggrund af Guds visdom i skabelsen og dens opretholdelse.

Sabbatten er ikke blot menneskets hviledag, men også naturens. Det kommer endnu stærkere til udtryk i ordningen med et sabbatsår: hvert syvende år skal landet holde sabbatshvile, hedder det i 3. Mosebog kap 25,2. Kun hvad landet selv frembringer, er føde for mennesker og dyr.

5. Jobsbogen illustrerer, at rigdom beror på det skabte
Jobsbogen er både stærk og vanskelig læsning. Jobs problem er, at han mistet al sin rigdom og sine sønner og sidder nu tilbage nøgen og syg. Hvorfor er han, der altid har handlet ret og fromt, straffet af Gud, spørger han ud fra sin tids opfattelse. Han vil forsvare sig overfor Gud, men mødes af Guds irettesættelse: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!” Og Gud fortsætter med at fortælle om skabelsens storhed og forunderlighed.

Til sidst på Job svare: ”Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked” (Jobs bog kap. 38, 4 og 43,3). Job var sikker på, at hans rigdom byggede på, at han selv kunne styre verden ved sin evner og fromhed. Men han belæres om, at al hans rigdom og muligheder beroede på Guds skabning og gaver.

6. Frelsen omfatter alt det skabte
I Det Nye Testamente gøres det klart, at frelsen omfatter alt det skabte. Da Gud blev menneske, var det for at frelse alt. I nogle af Paulus’ breve kommer det til udtryk ved, at Jesus Kristus ses som den, i hvem alt er forenet og som holde alting sammen: ”For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.” (Paulus` brev til kolossenserne kap 1. 19-20). I sin kærlighed blev Gud menneske i Kristus for: 1) at gøre op med synden, dvs. menneskets misforhold til Gud. 2) at frelse mennesket og dets verden fra lidelse, henfald og død.

7. Menneskets delagtiggørelse i frelsen
Frelsen er ifølge Det Nye Testamente ikke noget passivt. Mennesker bliver delagtige i frelsen. Set i miljø- og klimakrisens perspektiv udfordres mennesket til at bekæmpe alt det, der er årsag til skabningens lidelse og henfald, dvs. menneskets egen egoisme, selvforkælelse og overforbrug på andres bekostning. Paulus gør i sine breve gældende, at netop troen på frelsen gør mennesket nyt: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste” (2. Korintherbrev kap 5, 17-18).

8. Opstandelsen er en udfordring til at tage vare på det skabte
Jesu opstandelse påskedag og forkyndelse af sin genkomst, hvor alting bliver nyt er ensbetydende med et håb. Dette håb er udfordringen til at tage vare på det skabte. Denne udfordring formulerer Jesus i lignelsen om de betroede talenter eller pund iflg. Mattæusevangeliet kap. 25, der illustrerer menneskets rolle som forvalter af miljøet, dvs. menneskets gudsbilledlighed.

Dette motiv ses også i den meget brugte salme fra Den Danske Salmebog. ”Du gav mig, O Herre en lod af din jord”, hvor det sidste vers lyder: ”Så lær mig da, Herre, at dig til behag/jeg bruger det pund, mig blev givet/at fylde med hæderligt virke min dag/at hjælpe og værne om den, som er svag/at elske, thi deri er livet”. (Den Danske Salmebog nr. 728)

9. Næstekærlighed gælder hele skabningen
I de teologiske overvejelser over forholdet mellem klimakrise og kristendom melder spørgsmålet sig; hvad er næstekærlighed. Hvem er næsten? Ifølge Jesu ord om næstekærlighed; ”du skal elske din næste som dig selv" (Mattæusevangeliet kap, 22,39), sættes der ingen grænser for, hvem næsten er.

Det fremgår også af lignelsen om den barmhjertige samaritan i Lukasevangeliet kap. 10, at kærlighed til næsten er en kærlighed, der overskrider grænser. Næstekærlighed udspringer af Guds kærlighed og gælder alle og alt, hvad Gud elsker. Altså er hele skabningen også vores næste, som der skal tages vare på.

10. Kirkelige bevægelser arbejder for en grøn dagsorden
De ovennævnte teologiske argumenter for, at miljø- og klimakrisen er en udfordring til kristendommen, er grundlaget for kirkelige bevægelser, grupper og organisationer, der engagerer sig i, at skabe en ”grøn” dagsorden. Pave Frans arbejder i tale og skrift og med inspiration fra Frans af Assisi for en indsats i klimakrisen.

De to store kirkelige organisationer, Det lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd, har igennem flere år været i gang med studier og konferencer for at skabe bevidsthed i kirkerne om miljø- og klimakrisen. Herhjemme har vi indenfor folkekirken organisationen Grøn kirke, som giver inspiration til, hvordan kirker, menigheder, organisationer og enkeltpersoner kan sætte klima og miljø på dagsordenen.

Litteratur: Martin Ishøy "Klimaklar kristendom" (2011)