Hvad er befrielsesteologi?

Guds ord er for de fattige. Sådan lyder budskabet fra befrielsesteologien, som siden 1960erne har omsat teori til praksis gennem social aktivisme

Befrielsesteologi er den latinamerikanske katolske kirkes forsøg på at forene teologi og social aktivisme - og en bevidst udfordring af Vatikanets enevælde.

Undertrykkelsen af samfundets fattigste, både lokalt og globalt, var for de latinamerikanske befrielsesteologer et udtryk for menneskets syndighed. I Bibelen læste de, at befrielsen fra undertrykkelsen ville være første skridt mod frelsen, begyndelsen på realiseringen af gudsriget, hvor frie mennesker lever sammen i kærlighed.

Siden da har befrielsesteologien trods kritik og modstand fra såvel Vatikanet som USA haft stor indflydelse på moderne teologi, og inspireret andre undertrykte grupper til at rejse sig imod uretfærdighed.

Den latinamerikanske stemme
Forud for den befrielsesteologiske bevægelse gik det 2. Vatikankoncil (1962-1965). På det store kirkemøde havde den katolske kirke anlagt en ny, progressiv linje for bedre at kunne gøre sig gældende i den moderne verden. Dette var nødvendigt, hvis kirken skulle bevare sin indflydelse i verdens fattigste lande. Her havde industrialiseringen kun forstærket fattigdommen, og den ene militærjunta efter den anden opretholdt undertrykkelsen.

Ikke mindst koncilets latinamerikanske deltagere - forenede i CELAM (Consejo Episcopal Latinoamericano), de latinamerikanske biskoppers sammenslutning - var fortalere for den nye linje. På CELAMs anden konference i Medellín, Columbia (1968) tog de klart afstand fra de industrialiserede landes udbytning af den tredje verden og påpegede nødvendigheden af at sikre de fattiges rettigheder.

Kirkeligt set talte de for decentralisering. Lægmandsstyrede basismenigheder skulle sikre, at kirkens mest udsatte ikke blev overset af den etablerede kirke.

Teologá de la liberación (1971)
Den peruvianske teolog og munk Gustavo Gutierrez havde været en af CELAMs rådgivere, og med bogen Teología de la liberación (1971) redegjorde han for befrielsesteologiens grundprincipper.

Han tog afstand fra den gamle verdens mission og kolonialisme, som han mente havde skabt og opretholdt undertrykkelsen af den tredje verden. I stedet talte han for mission nedefra med udgangspunkt i den oprindelige befolknings virkelighed.

Ifølge Gutierrez er synden fattigdommens og undertrykkelsens kilde, og den forløsning, som Jesus Kristus lærte sine disciple, er følgelig en forløsning fra disse. For at forhindre fortabelsen, var det kirkens opgave med profetisk kraft at opildne de lidende til modstand imod undertrykkelsen.

Aktiv modstand mod undertrykkelse og synd
De kristne skulle altså samles i basismenigheder og læse og reflektere over Bibelens tekster ud fra deres egen situation. Når de kendte Jesu ord til de fattige, ville de få en ny selvforståelse. Denne kunne de handle ud fra i det daglige i omgangen med dem selv og næsten på den ene side, og undertrykkelsen på den anden.

Når Bibelen læses på denne måde, har den kristnes frelse også politiske implikationer. Den kristne skal handle aktivt, så han allerførst kaster det økonomisk-sociale åg af sig, og derpå kan forstå sig selv som et frit menneske, der i kærlighed udfolder de livsmuligheder, som undertrykkelsen har berøvet det. Således kan mennesket selv bidrage til Guds frelsesplan.

Befrielsesteologien er som sådan langt mere fokuseret på ret handlen frem for ret tro. Et konkret og praktisk engagement og aktiv handlen i sociale spørgsmål er langt mere væsentligt end den etablerede vestlige kristendoms teoretiske teologi.

Allierede med oprørere
Befrielsesteologernes åbenlyst marxistisk klassekampsretorik understregede en nær forbindelse til marxismen i både teori og praksis. De benyttede Marx' materialistiske historieopfattelse som grundlag for deres teologi, og de opfattede de marxistiske indianske oprørsgrupper som de kristnes naturlige allierede i kampen mod undertrykkelsen.

Denne alliance har kostet indtil flere fremtrædende befrielsesteologer livet, heriblandt Oscar Romero, Ignacio Ellacuria og columbianeren Camilo Torres Restrepo, som af mange i dag betragtes som kristne martyrer. Indtil flere befrielsesteologer deltog selv aktivt i den væbnede kamp, heriblandt sidstnævnte.

Relationerne til oprørs- og terrorgrupper har bragt befrielsesteologien i USAs og ikke mindst CIAs søgelys i den globale kamp mod kommunismen og dens allierede. Desuden har de angiveligt forsøgt at lægge befrielsesteologerne hindringer i vejen, blandt andet ved at støtte valgene af konservative præster, der ikke prædikede mod kapitalismen, og prøvet at meningspåvirke den latinamerikanske befolkning ved at bringe befrielsesteologien i miskredit.

Modstand fra den etablerede kirke
På mange områder har befrielsesteologerne valgt at stå i opposition til den etablerede katolske kirke, som de anså for allieret med undertrykkerne. Vatikanet har da også på sin side forsøgt at modvirke befrielsesteologiens revolutionære tendenser.

Anken går på, at bevægelsen er mere politisk end teologisk, og indholdet mere marxistisk end kristent. Officielt er det dog kun brudstykker af teologien, og ikke bevægelsen som sådan, der er blevet kritiseret i en lang række skrifter og sager imod indflydelsesrige befrielsesteologer.

Mest berømt i begyndelsen af 1980erne, da kardinal Joseph Ratzinger, den nuværende pave Benedikt XVI, blev præfekt for den katolske kirkes Troskongregation inkvisitionens arvtager. Han indledte et skarpt angreb på en af befrielsesteologiens hovedmænd, Leonardo Boff, som havde kritiseret den katolske kirke for at opretholde samfundets undertrykkende magtstrukturer.

Ratzingers hovedanklage var, at den grundlæggende idé om klassekamp som historiens motor som Boff havde fra Karl Marx ikke var forenelig med ret katolsk lære. Og dertil kom, at Ratzinger ikke fandt, at man kunne kalde befrielsesteologien for en græsrodsbevægelse, der gjorde op med vestlig imperialisme.

De idéer, som den byggede på, var selv vestligt tankegods, og bevægelsens ideologi altså et lige så stort overgreb på de undertrykte som den etablerede kirkes. Ratzinger benyttede dog også lejligheden til at rose befrielsesteologien for dens stærke retfærdighedssans og dens store fokus på den kristnes ansvar overfor den lidende næste. Sagen endte med at Boff blev påbudt et års offentlig tavshed.

Alligevel tog pave Johannes Paul, da Oscar Romero i 1980 blev likvideret, øjeblikkeligt skridt til at få ham saligkåret, og i 1985 udnævnte han befrielsesteologen Leonidas Proano som indianerbiskop over hele Latinamerika.

Befrielsesteologi i hele verden
Befrielsesteologien har overlevet som både en bevægelse og en teologisk skole. Og selvom den i vid udstrækning er et særligt latinamerikansk fænomen, så har den haft indflydelse på resten af verden.

I Sydafrika spillede den for eksempel en rolle i afskaffelsen af Apartheidstyret, hvor biskop Desmond Tutu var en markant samlingsfigur i de sortes modstandskamp. Ligeledes har den som teologisk skole også sat sig sine spor i den mere teoretiske europæiske teologi, hvor den i mange år var på mode på universiteterne og blandt aktivistiske præster blandt samfundets svageste.