Moderne kætterier var i fokus på Tidehvervs sommermøde

Tidehverv er et blad og et sommermøde, og intet andet, er det blevet sagt. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hele to foredrag handlede om den gamle trosbekendelse Athanasius. Det understreger, at folkekirken er inde i en identitetskrise udløst af moderne kætterier, skriver teolog Margrethe Horstmann fra Tidehvervs sommermøde

Det er sket før på Tidehvervs sommermøde, at to foredragsholdere beskæftiger sig med samme emne. Således skete det også i år: Folkekirkens ret ukendte athanasianske trosbekendelse blev omdrejningspunktet i to foredrag: Claus Thomas Nielsens: De Trinitate III og Monica Papazu: Athanasianus contra mundum.

For Claus Thomas Nielsen står den danske folkekirke – og kirken som helhed – midt i en ny ariansk strid; den oldkirkelige strid, hvor kætteren Arius såede tvivl om, hvorvidt Kristus var af samme væsen som Faderen, og om frelsen i Kristus er Guds egen virkelige gerning.

Trosbekendelsen ved navn Athanasianum satte et vældigt punktum i denne strid: I et mægtigt sprog, der forudsætter Det Nye Testamentes tale om Kristus, tilbageviste man kætteriet. Det var ikke kun en akademisk nydelse, men så meget mere end det: Den udtrykte Lovens formaning og evangeliets trøst.

I diskussionen efter Claus Thomas Nielsens foredrag kom man ind på pastoralseminarielektor Lars Sandbecks opfattelse af opstandelsen. Ifølge Sandbeck skal opstandelsen ikke forstås sådan helt bogstaveligt, og det falder i tråd med tesen om Den Nye Gud, hvor vi selv former guden som værende myndige kristne mennesker.

Et eksempel på dette findes i en kirke på Frederiksberg. Her har præst og menighedsråd besluttet, at man ikke bliver Guds barn ved dåben; det er man allerede. Dernæst barberer man dåbsritualet ned og har begået moderne kætteri.

For forfatteren Monica Papazu, der er som et omvandrende beåndet leksikon, handlede det om Athanasius’ liv. Den mand, der måske ubevidst har givet navn til bekendelsen, havde en skæbne, der gør det til noget selvfølgeligt, at en bekendelse har navn efter ham. Det er der næppe nogen moderne biskopper, der kommer til at opleve.

De oldkristne stridigheder og kætteriernes genopkomst i nutiden tegner til at være hoveddiskussionen på årets sommermøde. Det slutter dog først fredag, og der har også været andre væsentlige emner på programmet.

Blandt andet har sognepræst og Folketingsmedlem Christian Langballe talt om politik, FN's Menneskerettighedsråd og landegrænserne i lyst af arven fra Winston Churchill. Nørrebro-præst Henrik Højlund holdt ligeledes et gennemarbejdet foredrag om, hvad der skiller Missionsfolk og Tidehvervsfolk i dag: Forpligtelsen over for menigheden vejer tungere hos Tidehvervsfolkene, og ligeledes ser man forskelligt på dannelse af frimenigheder.

Det er også værd at nævne sognepræst Morten Rydal, som på nærmest Michel Houellebecqsk vis gennemgik den islamiske tilstedeværelse på engelske og amerikanske universiteter. Centre for islamisk teologi og kultur eller Mellemøststudier skyder op som paddehatte, finansieret af rige arabere med et tilskud fra den engelske eller amerikanske stat, og finansieringen henstår simpelt hen i en gråzone. Resultatet udebliver ikke: Der sker en islamisering af undervisningen på universiteter, seminarier og i skoler. Man påberåber sig akademisk frihed, men disse centres bestyrelsessammensætninger viser noget andet.

Desværre måtte denne anmelder forlade mødet i utide. Derved missede jeg sognepræst Nana Hauges foredrag om pionerpigen Laura Ingalls, som hører til min generations mest yndede barndomslæsning. Jeg antager at der, ihukommende Nana Hauges belæsthed og personlige kendskab til USA, blev tale om et andet billede af Amerika end det gængse, Trumpbashende, som vi kender så godt.

Margrethe Horstmann er cand.theol og konstitueret sognepræst i Lolland-Falsters Stift.