Introduktion til Eberhard Jüngels teologi 2

"Kain er ethvert menneskes mulighed"

Kain siger, at nu må jeg skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden. Men herren sagde til ham: Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes 7 gange. Jüngel skriver, at her er de første ord i Bibelen om retfærdiggørelse af den gudløse. Foto af illustration af Kain: Wikimedia Commons

Eberhard Jüngels syn på de sidste tider, muligheden for frelse og forholdet til den gudløse gennem historien om Kain og Abel

Sidse uge bragte vi første del af introduktionen til den tyske teolog Eberhard Jüngels tænkning, som du kan læse her. Nu fortsætter serie med fokus på Eberhard Jüngels forståelse af synd, frelse og de sidste tider. For Bibelen forkynder voldsomheder ved tidernes ende. Himmel og jord skal forgå. Bibelen er fuld af apokalyptiske billeder. Men hvad betyder disse voldsomme visuelle fremmanelser?

Dommedag er et mål for den guddommelige tålmodighed
Eberhard Jüngel skriver: Man kunne tolke dette som at Guds tålmodighed har en ende. Men, siger Jüngel, vi er bedre orienteret. For disse begivenheder går forud for en ny himmel og ny jord. Og derfor er der ikke tale om en slutning, men et mål for den guddommelige tålmodighed, der er kærlighedens sejr, hvis ild ikke brænder for at tilintetgøre, men for at lutre og forvandle gennem kærlighedens magt.
 
Guds dom er en bekræftelse og stadfæstelse af Guds nåde og retfærdighed. Dommen står ikke i modsætning til, men er en side af Guds nåde. Dommen er nådens fuldendelse. Og at blive ført frem i sandhedens lys er at blive taget alvorligt som person.

Jüngel spørger så: Hvad med de mennesker, der ikke tror? Og svarer: Det er svært at forestille sig et menneske på dommens dag svare nej til evigt liv. Og Jüngel fortsætter, at man bagatelliserer alvoren i Guds kærlighed, hvis man definitivt udelukker, at Gud også i helvede kommer os i møde med sin nåde i vor selvvalgte fordærv.
 
Jüngel tager afstand fra evigt liv i betydningen forlængelse af det timelige liv. På opstandelsens dag bliver hvert enkelt menneskes levede liv en del af Guds eget liv. 1.Kor. 13,12: Da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. I den ny himmel og ny jord kan både Gud og menneske sige: jeg er den, jeg er, 2.Mosebog 3,13.

Evangeliet om retfærdiggørelse af den gudløse er centrum i den kristne tro
Jüngel peger her på genesis 4,8, hvor vi har beretningen om Kains mord på Abel. Og Kain siger, at nu må jeg skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden. Men herren sagde til ham:

Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes 7 gange. Jüngel skriver, at her er de første ord i Bibelen om retfærdiggørelse af den gudløse. Og at Kain er ethvert menneskes mulighed.
Jüngel siger, at mennesket alene ved Guds nåde, uden lovens virke og uden enhver moralsk anstrengelse for Gud bliver en uigenkaldelig anerkendt person, det var ikke blot på kristendommens tidlige stadium for grækerne en dårskab og for jøderne en skandale, det forekommer også en nutidig moral skandaløs og tåbelig.

Men Gud er retfærdig, idet han gør andre retfærdige. Han gør ikke som os, der vi være vores egen næste. Den, der vil være sin egen næste, finder ikke sig selv. Mark. 8,35: For den, der vil frelse sit liv, skal miste det. Men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.

Retfærdiggørelsen af syndere kan ikke begrænses liturgisk
Jüngel siger, at mennesket er skabt til fællesskab med Gud til at være i pagt med Gud, sådan som også Grundtvig mener det. Følgelig bliver menneskets syndighed at forstå som menneskets fornægtelse af dets relation til Gud.

Om arvesynden siger Jüngel, at den er arvelig derved, at mennesket fødes ind i en livssammenhæng, der på forhånd er behersket af syndens magt, trang til løgn og usandhed.

Gudstjenesten giver os mulighed for at nå frem til en forståelse af dagens forkyndelse, den treenige Gud som kærlighed. Jesu lignelse er Gudsrigets direkte forkyndelse som sproglig begivenhed. I lignelsen ankommer Gud selv og bliver nærværende hos tilhøreren.

Og, skriver Jüngel så: Gudstjenesten formår at hensætte os mennesker i forbavselse ved at afbryde os i vores gøren og laden. Kirken adskiller sig fra andre fællesskaber ved, at den lever af syndernes forladelse. For her bliver vi tiltalt som personer, der er mere end summen af vore handlinger.

Troen kommer af ordet
Her må vi så at sige acceptere, at vi er accepterede, selv om vi er uacceptable. Men tilføjer Jüngel: retfærdiggørelsen af syndere kan ikke begrænses liturgisk, den må også udleves i det daglige liv for at forvandle denne til en fornuftig gudstjeneste, Rom. 12,1. Gudstjenesten sætter os fri til selv at tilgive vores næste.
 
Troen kommer af ordet, i hvilket Gud kommer til orde. Guds ord er defineret ved evangeliet. I evangeliet kommer Gud til orde som den, der er brudt ind i verden i personen Jesus Kristus. Han, der efter sine gode gerninger blev henrettet. I evangeliet kommer Gud til orde som den, han er fra evighed til evighed.