Hvad er dialektisk teologi?

For de dialektiske teologer blev en ny besindelse på Guds åbenbaring vejen ud af kulturkrisen efter Første Verdenskrig

Da den europæiske kultur var blevet slidt op i Første Verdenskrigs skyttegrave, bredte en krisestemning sig overalt. I Tyskland opstod derfor den dialektiske teologi som et ungdomsoprør og som et skarpt opgør med enhver form for idealisme og kulturdyrkelse.

Navnet skyldes den grundlæggende antagelse, at det menneskelige og det guddommelige er uforeneligt, og den troende derfor efterladt i et dialektisk spændingsforhold herimellem. Den kendes også som kriseteologi, åbenbaringsteologi, eksistensteologi og meget andet, og var den dominerende strømning i den protestantiske teologi helt op til 1970erne.

Fremskridtet endte i massemord og meningsløshed
Første Verdenskrig skulle have været civilisationens endegyldige sejr, men skyttegravskrigen var blevet langvarig og havde kostet millioner af menneskeliv. Det var et stort nederlag for den herskende fremskridtsoptimisme. Oplevelserne åbnede et værdimæssigt tomrum, og en kulturkrise sænkede sig over hele Europa. Det var nu tid til at besinde sig. Man måtte tænke sig grundigt om, og søge at finde en forklaring på vanviddet.

Et opgør med den humanistiske teologi
Heller ikke teologien forblev uberørt. Liberalteologiens heroiske idealisme havde i et vist omfang været medvirkende til at opildne Europas ungdom til blodbadet, men det var nu tydeligt, at Gudsriget alligevel ikke ville bryde frem som den europæiske kulturs kulmination.

Det var netop de ældre generationers negligering af teologien frem for kulturen af Gud frem for mennesket som de dialektiske teologer reagerede imod. Deres gennembrud kom med udgivelsen af den schweiziske og reformerte teolog Karl Barths romerbrevskommentar i 1922. Heri gjorde han op med de sidste århundreders humanistisk påvirkede teologi.

Religion er gudsbespottelse
Barth fandt sin inspiration hos http://www.kristeligt-dagblad.dk/soeren-kierkegaard">Søren Kierkegaard, og kunne med ham fastslå, at der efter syndefaldet består en uendelig kvalitativ forskel på Gud og mennesket. Gud er det helt andet, menneskets absolutte modsætning, og kan derfor ikke findes i menneskelige følelser eller oplevelser, religion eller kultur.

Mennesket lever som historisk fænomen horisontalt, men Gud åbenbarer sig i øjeblikket vertikalt, senkrecht von oben - som granatnedslagene på slagmarken. Det sætter mennesket i et dialektisk gudsforhold, hvor det er helt afhængigt af Guds frivillige åbenbaring. Al religion er følgelig et udtryk for, at mennesket søger at omskabe Gud i sit eget billede, og dermed faktisk gudsbespottelse. Sand kristendom kan altså ikke være en religion; den er et evangelium, Guds gode budskab.

Guds tiltale
Konsekvensen af den totale afstand imellem mennesket og Gud blev en ny accept af, at tro og viden er og bliver uforenelige størrelser. Den positivistiske videnskab kom til kort over for Gud, og derfor måtte interessen vende sig fra liberalteologiens historiske Jesus til den såkaldt kerygmatiske Kristus - kerygma er det græske ord for en herolds budskab eller en prædiken.

Det Nye Testamente skulle altså ikke længere forstås som en kildesamling til den historiske Jesus, men som forkyndelsen af Jesus som Kristus. Dette er evangeliets indhold, det ord hvormed Gud hvert øjeblik tiltaler det enkelte menneske, der må afgøre sig selv som troende eller vantro. Først derefter kan man lyde den etiske fordring om at elske Gud og sin næste som sig selv så man lever sit liv på det rigtige grundlag.

De dialektiske teologer og nazismen
Fordi den dialektiske teologi i sit udgangspunkt var skeptisk overfor enhver form for idealisme og dyrkelse af mennesket, rykkede de fremtrædende dialektiske teologer reformerte og lutheranere under ét i 1930'erne sammen imod de nazistiske Tyske Kristne, der var Hitlers forlængede arm i kirkelivet.

De dialektiske teologer var med til at stifte http://da.wikipedia.org/wiki/Bekendelseskirken">den Bekendende Kirke, som i maj 1934 udsendte den såkaldte Barmen-erklæring. Uden at nævne Hitler og nazismen ved navn, markerede bekendelsesskriftet en klar afstandstagen til regimets misbrug af evangeliet, politisering af kirken, og dyrkelse af enhver anden herre end Jesus Kristus.

Der var dog uenighed internt i den Bekendende Kirke om omfanget af den afstand, man skulle tage fra systemet. Således afviste Barth og Dietrich Bonhoeffer også uden for kirken aktivt nazismen sidstnævnte med livet som indsats mens Friedrich Gogarten, som havde sympatiseret med nazismen i 1930'erne, og Rudolf Bultmann og valgte det indre eksil.

Den dialektiske teologis lever videre
Den dialektiske teologi opstod som et nødvendigt generationsopgør, og var bundet til en bestemt periode i Europas historie. Derfor antog den ikke en blivende form, der kunne bevares uforandret til i dag.

Bevægelsens karismatiske ophavsmænd kom fra både Schweiz og Tyskland og fra reformerte såvel som lutherske kirker, og selvom der var meget, de kunne enes om, var der ligeså meget, der skilte dem ad. Barth udviklede sig efterhånden i mere kirkelig retning, mens Bultmann forsøgte at inkorporere vennen Martin Heideggers eksistentialfilosofi i sin teologi.

Alligevel har den dialektiske teologi under et været den mest fremtrædende strømning i den protestantiske teologi siden Anden Verdenskrig, og har stadig en enorm indflydelse i dag. Både fordi grundlæggernes elever fører de mest originale tanker videre, men også fordi nye rivaliserende teologier stadig må spille op imod den tunge arv.