Julekalender: 11. december

Thea Laukamp Nielsen: Engle skaber bevægelse i historier, der er stagneret

Ærligt talt var jeg skeptisk. Hvis ikke jeg fik hjælp og blev taget alvorligt, så anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Men det er denne unge uddannelseslæge, som her på historiens faldereb bliver til min engel, skriver præst Thea Laukamp. Foto: Privatfoto.

Min mand og sjæleven, som jeg er vant til at være i konstant samtale med, var forsvundet ind i det allerdybeste menneskelige mørke, der findes. Langt om længe besluttede jeg at besøge min læge og tale med hende om det, fortæller præst Thea Laukamp Nielsen

Englen er Guds sendebud, lyder det. Udtrykt på en mere jordnær måde kan man også sige, at englen er den, der skaber bevægelse i en fortælling. Det er vel at mærke aldrig småting, englen har på hjerte. Det drejer sig altid om budskaber, der vender livet på hovedet for modtageren.

For eksempel, at den gamle fru Abraham, Sara, alligevel skulle blive mor i sin alderdom – hun måtte le af det, så tåbeligt lød det! Og naturligvis englen i Jesu tomme grav, som forkyndte kvinderne Jesu opstandelse.

Opstandelsen, kristentroens ubestridte centrum, er baseret på et ”engleord i kvindemund,” sagt med Grundtvigs ord. Med dét mente han, at noget mere utroværdigt og upålideligt ikke kunne tænkes.

I forhold til den forestående højtid er selvfølgelig Mariæ Bebudelse helt central, for her kommer englen altså med løftet om, at Gud selv skal tage bolig i Marias jomfruliv.

Fælles for disse eksempler er, at englen med sit budskab skaber bevægelse, så en fortælling, der ellers kan synes at være stagneret - og derfor helt håbløs som fortælling - kan skride videre fremad.

Denne sensommer befandt jeg mig netop dér – stagneret på et sådan håbløst og fortvivlet sted. Lad mig kort beskrive, så godt jeg kan, hvordan der så ud på det sted, derfra hvor jeg stod, helt handlingslammet.

Omkring mig stod alt i blomst og skreg af liv i alle nuancer af håbets farve. Også mit hjem var badet i det skarpe lys, som hører årstiden til, og som får alt til at træde tydeligere frem – men indenfor var der tavst som i en grav. Min mand og sjæleven, som jeg er vant til at være i konstant samtale med, var forsvundet ind i det allerdybeste menneskelige mørke, der findes: Depressionens mørke.

Jeg kan umuligt sætte mig ind i, hvordan dét mørke er indrettet, men jeg finder det nærliggende at sammenligne det med en dæmonbesættelse. Denne dæmon åd alt, hvad der var ham, jeg elsker, og slog ham med total stumhed og utilnærmelighed.

Enhver, der har prøvet at være nærmeste pårørende til et deprimeret menneske, ved, at det er sandt, hvad man siger om, at depression er både smitsom og ligeså farlig for de nærmeste, som for det menneske, der selv er ramt af den.

Man bliver ulykkelig af at se den anden lide. Man bliver konfronteret med sin afmagt, når man ikke er i stand til at gøre eller sige noget, der hjælper. Og sidst, men ikke mindst, så bliver man led ved sig selv, fordi man er afmægtig, og fordi man ikke kan undgå at blive vred på det stakkels menneske, der ikke selv kan gøre for, at det ikke kan og vil nås af andre.

Langt om længe besluttede jeg alligevel at besøge min læge og tale med hende om det. Det var grænseoverskridende, for jeg følte det som en umyndiggørelse af min mand – hvad det i sagens natur også var.

Jeg kunne ikke få en tid ved min egen læge, kun en uddannelseslæge, som var mig fremmed. Ærligt talt var jeg skeptisk. Hvis ikke jeg fik hjælp og blev taget alvorligt, så anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Men det er denne unge uddannelseslæge, som her på historiens faldereb blev til min engel.

Ikke fordi hun udførte mirakler. Ikke fordi mit besøg hos hende direkte blev anledning til den bedring, min mand nu er i. Hun gjorde sådan set bare sit arbejde – lyttede og førte udførlig journal. Som det fremgår af det, jeg her har skrevet, så var hun ikke en helt, der kom til at spille nogen hovedrolle i fortællingen, som jo hele tiden var min.

Men det var uden tvivl hende, der gjorde, at det kom skred i en fortælling, som havde stået fuldstændig stille i nogle måneder. Hun bragte os videre – alene ved at åbne ørerne og gøre sit arbejde – og vi taler tit om hende med stor taknemmelighed.

Hun er for længst stoppet hos det lægehus, og vi aner ikke, hvor hun er blevet af. Men sådan er det jo også tit med engle.