Tidehvervsk teolog: ”Det tilkommer ikke mig at mene noget om, hvad kirke er”

Margrethe Horstmann, der er tidehvervsk teolog, argumenterer for, at liturgidebatten i folkekirken er kendetegnet af, at mennesker selv er fristet til at bestemme, hvad der er godt og skidt for dem. Men kirken bør ikke lade sig påvirke af det autonome menneskes luner, mener hun

Hvad er en kirke?

Således formuleres overskriften over denne indlægsserie. Præmissen er at ”folkekirkens liturgi i disse år er til debat”.

Den præmis vil jeg gerne anfægte. Det er foreløbig biskopperne, der vil sparke en debat i gang, og som har ladet udgive nogle rapporter herom.

Deri lægges vægt på, at samfundet har forandret sig, og at liturgien skal komme det moderne menneske i møde. Det har nu altid været kristendommens budskab: At Gud kommer mennesket i møde. Ikke at de så mødes på halvvejen, men at Gud tager det første skridt, for mennesket er så tynget af synd og skyld at det er lammet. Sådan er det ikke mere, kan man forstå. Det autonome menneske kan selv, vil selv, og inden Høsterkøbkristendommen bliver landsdækkende vil biskopperne gerne have greb om udviklingen. Helt forståeligt. Omend det var deres opgave at stoppe det.

”Hvad mener du, kirke er”, spørger kristendom.dk.

Svaret er, at det ikke tilkommer mig at mene noget. Fristelsen er det imidlertid let at falde for ved for eksempel at sige, at jeg hviler i de årtusindgamle ritualers skønhed, der fyldestgørende bærer budskabet til mig den dag i dag. Underforstået: At der er andre, der sikkert har det på en anden måde, og fred med dem.

Denne fristelse er det imidlertid, der kendetegner hele liturgidebatten; at mennesker selv kan bestemme, hvad der er godt for dem selv og andre. Vi vil bestemme ”måder at være kirke på” og ”hvor kirken er på vej hen”, som om den spæner af sted i en forkert retning. Tankegangen bag liturgirapporterne synes at være, at når flertallet af danskere er medlemmer af folkekirken, bør det betyde, at de også skal komme i den. Det skyldes, at folkekirkens udgifter er så enorme, at alle medlemmer bør gøre bod ved at gå i kirke, som så til gengæld bør være spændende.

Kirken er ikke et af mange ”tilbud”, skønt man kan argumentere for, at kirken socialt og kulturelt har været bestemmende for Danmarks udvikling. Kirkens forkyndelse fastholder, irriterende nok, at Guds rige ikke er af denne verden, og at vi aldrig hér kan forvente Paradis. Samtidig pålægges mennesket at være sin næstes næste, som kan tilsiges syndernes forladelse, når ikke engang dét lykkes. Vi gør vel i at genlæse skabelsesberetningen, der fortæller os alt, hvad der er værd at vide om menneskets hovmod og Guds langmodighed. Ja, vi blev kylet ud af Paradis, men Han lod os ikke af syne. Vi faldt blødt, som sognepræst Søren Holm har udtrykt det.

Dette bløde fald møder vi igen i dåben, prædikenen og nadveren, i den faste liturgi og i salmerne. Det er liturgiens opgave: At være gelænder for evangeliet om Jesus Kristus, og dermed selv forkyndelse.

I Confessio Augustana, der er en del af vor kirkes bekendelsesgrundlag, hedder det i artikel 7: Ligeledes lærer de, at der bestandig vil forblive én, hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer, eller riter og ceremonier indstiftet af mennesker. Som Paulus siger: ”Én tro, en dåb, en Gud og alles Fader.”

Min sjæl, hvad vil du mer?