Fødselsdagtale til kirken

Præst: Kirken står endnu trods dens rebeller

Hver gang, der kommer oversvømmelse, kommer vi i tanke om, at vi ikke skal tage dig for givet i én form, og du kommer i tanke om, at du er dannet af levende stene - både mønsterkristne og møgunger. Og de, ja vi, er dig. Vi er kirken, skriver Morten Sternberg til kirken i anledning af dens fødselsdag. Foto: Privatfoto.

Disciplen Peter grundlagde dig en pinsedag i Jerusalem for mange år siden. Frække unger og kvikke hoveder har siden da forsøgt at spolere dig, ligesom jeg selv gjorde som lille dreng med vandslangen til en pinsefrokost, skriver sognepræst Morten Sternberg i sin fødselsdagstale til kirken

Kære kirke,

Da jeg var barn, holdt mine forældre en pinsefrokost for en masse venner. Der var masser af øl, og alle blev fulde. Ikke for fulde, bare fulde nok til, at der blev grinet højt og talt højt, og der var masser af sodavand til alle os børn. En af de der fester, som jeg stadig kan huske her fire årtier senere. Det var noget af en fødselsdagsfest, der blev holdt for dig. Også selvom jeg er ret sikker på, at hverken mine forældre eller deres gæster egentlig var klar over, at du var grunden til, at der var fridag.

Som frokosten skred frem, begyndte vi børn at kede os, så vi besluttede os for at gå udenfor. Jeg kan ikke huske, hvem det var, der fik idéen. Måske var det mig, måske en anden. Kedsomhed fostrer tit idéer, der bliver til handlinger, der er umulige at gøre om. Vandslangen blev skubbet ind ad brevsprækken til bryggerset, og vandet blev tændt. Og så gik vi. Alle vi børn forlod simpelthen indkørslen, hvor vi havde iværksat operation oversvømmelse og gik indenfor igen. Dog ikke igennem bryggerset.

Det næste jeg husker, var det brøl, der pludselig lød fra den anden ende af huset. Der, hvor bryggerset lå. Vi børn vidste selvfølgelig lige med det samme, hvad det brøl betød. Vi var opdaget.

I starten var de voksne meget vrede og råbte højt. Det var der jo sådan set ikke noget at sige til. ”Er I blevet vanvittige?!”, ”Har I ikke respekt for noget?!”

Lidt efter lidt faldt der ro over gemytterne. Vi børn stod med bøjede hoveder og trådte os selv over tæerne. Vi vidste jo godt, at den ikke var helt god. Men pludselig var der en af de voksne, der begyndte at grine, og så begyndte de andre voksne én efter én også at grine, og til sidst stod de alle sammen og skraldgrinede sammen. Så gik de tilbage til stuen og skålede og fortsatte festen, hvor den var stoppet. Tilbage stod vi børn og gloede på hinanden. Så gik vi også ned til stuen og knappede endnu en sodavand op.

Kære kirke. Disciplen Peter grundlagde dig en pinsedag i Jerusalem for så mange år siden. Han lovede alle Helligånden og syndernes forladelse, hvis de lod sig døbe i Kristi navn. 3000 mennesker blev den dag døbt, og fundamentet til dit hus var lagt. Det, han gjorde, betød, at du fik form, at der kom en brevsprække, som frække unger eller kvikke hoveder kunne komme vandslangen ind ad. Og det har de gjort i tidens løb: Munke og mystikere. Korsriddere og kættere. Paver og proselytter.

Luther kritiserede dig, kunne ikke kende dig. Søren Kierkegaard ynkede dig for at være for meget institution og for lidt alt muligt andet. Vilhelm Beck råbte ad den vanekristendom, som du også rummer. N.F.S. Grundtvig gjorde sin ”mageløse opdagelse” og rettede fokus mod din trosbekendelse. Johanne Andersen fik pibekraven i 1948. Manu Sareen lovliggjorde vielse af homoseksuelle i 2012. Hver tid sin rebel.

Og hver gang, der bliver oversvømmelse, er der nogle, der raser. Det er ikke altid de samme, der ender med at grine. Måske giver oversvømmelserne uopretteligt fugt i fundamentet, men du står endnu, og en gang imellem er her nogenlunde tørt. Vi lufter lidt ud, sætter en affugter op, maler lidt hen over de brune pletter eller låser af ind til det, der er for grimt at se på.

Hver gang, der kommer oversvømmelse, kommer vi i tanke om, at vi ikke skal tage dig for givet i én form, og du kommer i tanke om, at du er dannet af levende stene - både mønsterkristne og møgunger. Og de, ja vi, er dig. Vi er kirken.

Tillykke.

Morten Sternberg er præst i Sundby Kirke.