Håb, hyggetid og henrettelse: Tre podcasts om påske

Vi anbefaler her tre - meget forskellige - podcasts om påsken, som du kan lytte til i haven, i køkkenet eller i bilen på vej til påskefrokost. Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Hvad har smerte med religion at gøre, og hvad betyder det for folkekirken, at danskerne hellere vil gå i haven end til gudstjeneste? Her er tre podcasts om påske, du kan høre i sommerhuset, i haven eller i bilen på vej til påskefrokost

Påsken handler om lidelse - men den handler også om håb
“Guds vrede varer lige til påske”, Jeppesens Bibelskole, Radio24syv, 17. april 2017

Journalist og forfatter Michael Jeppesen og filosof Rasmus Ugilt har siden 2015 har arbejdet på et ambitiøst projekt: At læse hele Bibelen fra ende til anden og diskutere hvert enkelt skriftsted til bunds. Det er omfangsrigt og tidskrævende, og derfor har det allerede været påske flere gange siden projekt “Jeppesens Bibelskole” startede.

De har særligt i deres læsning af Det Gamle Testamente stiftet bekendtskab med en Gud, der, som de selv siger, er kærlig - men han er opfarende, lunefuld og ikke altid til at regne med. Men i påsken lægger Gud sin vrede fra sig og giver det største offer: sin søn.

Hvad siger det om Gud? Og betyder det, at han efter påsken for evigt vil være god?

I dette program har værterne inviteret sognepræst i Marmorkirken Pia Søltoft for at tale om Guds vrede, om tro, og om det evige håb.

Lyt til “Guds vrede varer lige til påske” her

For den kulturkristne fejres påsken i haven
“Kejser: Påske i kirken eller i haven”, Kejser, DR P1, 11. april 2017

Påsken er den kristne kirkes vigtigste højtid, men i Danmark i dag når den ikke julefejringen til sokkeholderne på popularitetsskalaen. Det er der flere grunde til, men resultatet er uundgåeligt: Danskerne vil hellere være i sommerhuset, i køkkenet eller i haven end i kirke.

Det religiøse aspekt sættes i parentes til fordel for familietid, hygge og meningsfulde aktiviteter. Denne podcast forsøger at kaste lys over, hvordan det kan være. Og gemmer der sig måske alligevel religiøse elementer i påskens familiesammenkomster?

Programmets deltagere er et stærkt hold bestående af Marie Vejrup Nielsen, som er lektor og centerleder på Center for Samtidsreligion, korshærspræst Morten Aagaard, Karina Engelund Mathiasen fra Aarhus Kommunes PPR-afdeling og Nationalmuseets energibombe af en ny direktør, Rane Willerslev, der dog i denne podcast optræder i kraft af sin stilling som professor i social antropologi på Aarhus Universitet.

Lyt til “Kejser: Påske i kirken eller i haven” her.

Påskefejring på den makabre måde
”God påske med kødkroge og søm”, Mikrofonholder, Radio24syv, 13. april 2017

Udsendelsen starter til en sammenkomst i København, hvor deltagerne får sat kødkroge i ryggen og hejst op over jorden - et såkaldt suspension-arrangement. Her møder udsendelsens værter en ung mand, der, løftet fra gulvet af to kroge, bliver gynget blidt frem og tilbage af sin kæreste. Det lyder som et smertefuldt og uudholdeligt ritual, men manden er intet mindre end lykkelig: Ved at gennemgå den grænseoverskridende og umådeligt ubehagelige oplevelse sammen med sin kæreste, opnår de en dyb intimitet, og får samtidig styrke til at overvinde hverdagens udfordringer - for de har altid oplevet noget, der var værre.

Men hvad har denne usædvanlige fritidsbeskæftigelse med påske at gøre?

Bibelen fortæller, at Jesus blev korsfæstet på Langfredag - en af historiens mest makabre og smertefulde henrettelsesmetoder. På Filippinerne lader flere sig hvert år frivilligt korsfæste for at markere påsken. I 2014 slog filminstruktør og stuntmand Lasse Spang Olsen sig til dem og fik lange søm gennem både hænder og fødder, så han ved om nogen, hvad det vil sige at føle smerte. Sammen med religionsforsker Annika Hvithamar taler han i denne podcast om koblingen mellem lidelse og religion. For smerte har en fast plads i mange religiøse ritualer - men hvad er sammenhængen?

Lyt til “God påske med kødkroge og søm” her.