Trinitatistiden konfronterer os med spørgsmålet "og hvad så?"

Trinitatistiden er den lange, grønne periode. Den ses for mange som en ventetid, men burde i stedet udtrykke det klimaks, at vores Gudsrelation smelter sammen med vores indbyrdes relationer, mener præst. Foto: Barbara Dahl Poulsen

Når jul, påske og pinse er veloverståede i kirkeåret, begynder trinitatistiden. Mange opfatter denne tid som et hul mellem højtiderne. Det er dog helt forkert, mener præst og konsulent, som i stedet ser trinitatistiden som klimaks

Trinitatis er alt det indimellem i kirkeåret, kunne man fristets til at sige. Efter fejringen af julens glædelig budskab og påskens og pinsens gribende begivenheder er der en lang række søndage, før et nyt kirkeår igen starter. Det kaldes for trinitatistiden.

Spørger man Morten Hougaard Sørensen, som er præst og kristendomskonsulent i KFUM og KFUK i Danmark, har vi i Danmark ikke blik for trinitatistidens store betydning for, hvordan man i folkekirken forstår og forkynder kristendommen:

”For mig at se er det i trinitatis, at klimaks indtræder. Selvom både jul, påske og pinse er vigtige højtider, så er det i kirkeårets og tekstrækkens selvforståelse trinitatistiden, der er det egentlige klimaks for Guds plan med verden. Det er her, teten gives videre til kirken.”

Det, Morten Hougaard Sørensen hentyder til, kan også kaldes for kirkeårsteologi og bygger især på den første tekstrække. I tekstrækkens indre logik handler det derfor ikke længere kun om Gud, men om menneskets liv sammen med Gud. Derfor er trinitatis det klimaks, der naturligt følger af de tre andre højtider:

”Julen er festen for Gud Fader, fordi det er Gud, som griber ind og frelser verden. Påsken er Sønnens fest, mens pinsen er Åndens fest. Den underliggende pointe er derfor, at trinitatis udfolder konsekvensen af, hvad det betyder, at Gud er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Konsekvensen er nemlig, at vi som menighed får del i treenigheden, da mennesket og kirken i pinsen får givet Ånden. Pinsen er den nye begyndelse, som vi lever i kølvandet af.”

Morten Hougaard Sørensen uddyber, at kirkeåret skal ses som én lang, sammenhængende fortælling, hvor hver søndags tekst er et nyt kapitel. Denne store fortælling kan efterfølgende deles op i tre dele, forklarer han:

”Den første del af kirkeåret løber fra 1. søndag i advent til langfredag. I julen fejrer kirken, at Gud gør noget afgørende nyt, i og med, at han inkarnerer sig selv (bliver menneske, red.). Det skaber en ny hovedperson, nemlig Jesus. I den første del af kirkeåret er det derfor Jesus, som handler, men det handler om Gud.”

Kirkeårets anden del falder fra påskesøndag til Kristi himmelfart. I denne periode er det omvendt: Nu er det Gud, som handler, men det handler om Kristus:

”I påsken får vi opgøret med den gamle religion symboliseret ved det jødisk tempel, da forhænget ind til det allerhelligste flænges. Det bevidner, at det nu er Kristus, den opstandne, som man skal se hen til i stedet for templet. Ved Kristi himmelfart giver Kristus så teten videre til mennesket, hvor vi skal være hans nærvær i verden som kirke og menighed.”

Kirkeårets sidste del er fra pinse til sidste søndag i kirkeåret og er netop trinitatistiden. Her er det Ånden, der handler, men det handler om os:

”Trinitatistiden afspejler på en måde den etos, som der er i kristendommen. Det er et stort spørgsmål og debatemne, om der findes en kristen etik, men samlet set er det en underforstået pointe i hele trinitatis, at vores Gudsrelation skal smelte sammen med vores indbyrdes relation til hinanden som medmennesker. Den tredelte struktur af kirkeåret afspejler, at vi som menighed er en del af Gud; at vi er en del af treenigheden, fordi vi har Ånden.”

Ifølge Morten Hougaards Sørensen følger der derfor af kristendommen en etos. Han pointerer dog, at det ikke skal forstås som en lovreligion, men det er derimod en retning eller rammesætning, som betyder noget, og som har nogle konsekvenser:

”Det er i trinitatistiden, at vi har buddet om, at vi skal elske vores fjender, og hvor vi finder lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det er ikke tilfældigt, at teksterne ligger i denne tid. Det er også i denne tid, at vi har opgøret med arv og etnicitet som afgørende for de kristnes gudsforhold (i modsætning til i jødedommen, hvor det er centralt, at de rettroende skal være Abrahams efterkommere, red.). Det afgørende er i stedet den måde, som vi lever på."

Denne pointe skæres ifølge Morten Hougaard Sørensen ud i pap sidste søndag i kirkeåret, hvor Kristus i dagens tekst skiller fårene fra bukkene ud fra, hvordan man har handlet overfor samfundets svageste. Her er det tydeligt, at gudsrelationen skal smelte sammen med relationen til medmennesket.

Kirkeårsteologi giver Bibelens tekster en ny kontekst

Den danske folkekirkes kirkeår er bygget op om to tekstrækker, som præstens prædiken tager udgangspunkt i. Det er to faste serier af bibeltekster - én til lige år, og en til ulige år. Og det er ikke helt tilfældigt, hvilke tekster der optræder på hvilke dage, forklarer Morten Hougaard Sørensen. Han synes derfor, at det er ærgerligt, at der ikke er mere bevidsthed om, hvordan tekstens placering i kirkeåret giver et nyt perspektiv til de bibelske tekster:

"Tekstrækken giver teksterne en ny kontekst. I den nytestamentlige kontekst får man i teksterne forklaret, at Jesus er Kristus; at ham der hænger på korset faktisk er Gud. Det kræver en vis mængde argumentation. Men Det Nye Testamente slutter jo med en begyndelse: pinsen. Kirkeårets første tekstrække udfolder derfor med sin egen indre logik denne nye begyndelse.”

Morten Hougaard Sørensen ville derfor ønske, at folkekirken var bedre til at fokusere på, hvor oplagt trinitatistiden er til at tale om hverdag og vores handlinger:

”Jeg synes, at mange prædikener forbliver inden for festhalvåret og udelukkende fokuserer på Jesus som frelser. Det er en rigtig og væsentlig pointe, men jeg savner det spørgsmål, som trinitatistiden konfronterer os med: 'og hvad så?' Trinitatistiden kobler kristendommen til vores liv, og til det ansvar, som vi har fået givet ved at være Guds nærvær i verden.”