Tro, håb og tvivl: “Disco” kaster et kritisk lys over karismatiske kirker

I dag udkommer filmen “Disco”, der er historien om en ung norsk pige, som oplever en radikalisering ind i ekstreme karismatiske miljøer. Karismatiske kirker i Norge forbereder sig på negativ opmærksomhed

Mirjams liv er præget af to ting: Konkurrencedans på eliteniveau og en stærk tro på Jesus. Hun vinder konkurrencerne, er smuk og dygtig og lever et liv i overensstemmelse med sin families kristne overbevisninger, stærkt motiveret af stedfaderen, der er ledende præst i en karismatisk frikirke. Men under den glitrende overflade gemmer sig et dybt mørke, der er præget af tvivl, usikkerhed og smerte.

For når konkurrenceheldet fejler, og Mirjams vej mod stjernerne derved bliver forhindret, kan det i hendes families øjne kun skyldes én ting: At hun ikke tror nok på Jesus, og at det derfor er Djævelens værk, at hun mister sit fokus og dermed sine vinderchancer. Det leder til, at familien opfordrer hende til at søge mod mere og mere ekstreme måder at skærpe sin tro på.

Pinsekirker forbereder sig på negativ respons
For instruktøren bag “Disco”, Jorunn Myklebust Syversen, bærer filmen et klart politisk budskab:

“Jeg håber, at filmen kan åbne op for dialog om rammerne for det at tro. Det bør diskuteres, hvordan børn og mennesker i sårbare livssituationer har det i disse miljøer. Bliver de mødt på den rigtige måde? Vi bør diskutere, om det er rigtigt at give denne type menigheder statsstøtte,” siger hun til det norske medie Fri Tanke.

I Norge forbereder karismatiske kirker sig på, at “Disco” vil medføre anklager og negativ respons. Men de er ikke nødvendigvis enige i, at filmens fremstilling af dem er korrekt:

“Det er vigtigt for os at fortælle, at det, hovedpersonen oplever i sekten, ikke er noget, vi genkender os selv i,” fortæller David Hasseløy til den norske avis Vårt Land. Han er ledende præst i Oslo-afdelingen af Hillsong, der er en international pentekostal kirkeorganisation.

Et autentisk billede af ekstreme kristne miljøer
Som research til filmen har Jorunn Myklebust Syversen deltaget i gudstjenester i en række forskellige kirker, alle med tilknytning til pinsebevægelsen, fortæller hun til Fri Tanke. Samtidig har hun talt med flere personer, der alle er tidligere medlemmer i den type kristne grupper, filmen fremstiller, for at kunne fremstille et så autentisk billede som muligt af det verdenssyn, der kan præge nogle af de mere ekstreme miljøer.

Christine Josephine Andreassen er teologistuderende og tidligere medlem af pinsemenigheden Oslokirken. Hun kan genkende sig selv i flere af de dramatiske hændelser, filmen skildrer.

“Jeg græd mig igennem filmen, både fordi det gjorde ondt at se et menneske have så ondt, og fordi det var som at se lille Christine. Lille Christine som gjorde alt i verden for at være den bedste kristen, hun kunne være. Lille Christine som dømte alle sine venner til Helvede, fordi de måtte forstå, at de måtte vende om for at følge Jesus,” fortæller hun til Vårt Land.

Men selvom “Disco” vækker stærke følelser hos Christine Josephine Andreassen, er det alligevel en film, hun vil anbefale både venner, præster og biskopper at se:

“Fordi på trods af, at den vækker følelser og onde minder, er det en vigtig film. Ikke bare for dem som har oplevet usund religiøsitet, men for alle,” siger hun til Vårt Land.

“Disco” havde premiere til filmfestivalen i Toronto, TIFF, i september og udkommer i norske biografer i dag, den 4. oktober.