Steen Steensen Blicher (1782-1848)

Den folkekære digter Steen Steensen Blicher skrev om kærlighed og den jyske hede, men også mystikken og det gådefulde fylder i forfatterens mange noveller

Få har på samme måde som Steen Steensen Blicher beskrevet den jyske hede og menneskets tragiske skæbne. Han skrev omkring 340 digte og 95 noveller i sin levetid, men hvem var han egentlig?

Steen Steensen Blicher blev født den 11. oktober 1782 i det fattige sogn Vium syd for Viborg. Han kom til verden uden at trække vejret, men det lykkedes at få liv i ham. Det blev starten på et liv, der var præget af sygdom. Steen Steensen Blicher blev opkaldt efter sin mor Christine Marie Curtz’s familiemedlem, Steen de Steensen, der var herremand på godset Aunsbjerg i nærheden.

Steen Steensen Blicher boede i perioder af sin barndom på Aunsbjerg på grund af sin mors sygdom. Ifølge faderen, Niels Blicher, led moderen af en sindslidelse. Opholdene på godset inspirerede senere Steen Steensen Blicher til flere af hans noveller, blandt andet ”Skytten på Aunsbjerg”, ”Eneste Barn” og ”Røverstuen”.

Faderen, Niels Blicher, der var sognepræst i Vium, betød meget for Steen Steensen Blichers opvækst. Niels Blicher lærte ham at interessere sig for bøger, at gå på jagt og at nyde naturen.

I 1795 flyttede Blichers familie til Randlev syd for Aarhus. Niels Blicher fik en ny stilling som sognepræst, og Steen Steensen Blicher begyndte at gå i skole i Randers. Han fulgte senere i sin fars fodspor, da han læste teologi på Københavns Universitet. Hans studier blev forlænget undervejs på grund af et længere sygdomsforløb, og han brugte to år som privatlærer på Falster, mens han forsøgte at blive rask. Steen Steensen Blicher afsluttede endelig sine teologistudier i 1809.

Artiklen fortsætter under tidslinjen.

Blichers ægteskab og økonomiske kvaler

Steen Steensen Blicher blev dog ikke præst umiddelbart efter sin universitetsuddannelse, men fik i 1810 en stilling som adjunkt ved sin tidligere skole i Randers. Kort tid efter blev han gift med den 17-årige Ernestine Juliane Blicher (født Berg), der var hans onkels enke. Hun medbragte et barn fra ægteskabet med Steen Steensen Blichers onkel.

Sammen fik Steen Steensen Blicher og Ernestine Juliane Blicher 10 børn på 17 år, men flere kilder fortæller, at det ikke var et lykkeligt ægteskab. Kriserne i deres ægteskab skyldtes efter sigende pengeproblemer, Ernestine Juliane Blichers formodede utroskab og at Steen Steensen Blicher derfor var i tvivl om, hvorvidt han var far til alle de 10 børn. Steen Steensen Blicher søgte om separation fra Ernestine Juliane Blicher i 1828, men hans far blandede sig, og ægteparret blev forsonet. Siden holdt de sammen resten af livet.

Mange kilder fortæller om Steen Steensen Blichers ulykkelige liv og hans kone Ernestines utroskab. Men det er ikke nødvendigvis sandheden fortæller Henrik Skov Nielsen, der er professor i Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet:

”Problemet er, at alle siger at hans kone Ernestine var ham utro, men der er ikke håndfaste kilder på det, og Steen Steensen Blicher skriver aldrig noget eksplicit om det,” siger han og fortsætter:

”Han leger med tanken om utroskab og kærlighed i sine noveller, og han antyder, at det handler om hans eget liv. Novellernes hovedpersoner minder til tider om ham selv, og nogle af dem har koner, der er utro. Men vi kan simpelthen ikke vide, om det var sådan i hans eget liv. Jeg tror, han gjorde det for at skabe interesse for sin litteratur og for at gøre historierne spændende og mystiske."

Og netop den tvivl om, hvad der er sandheden er karakteristisk for den blicherske novelle: ”På et tidspunkt i novellen finder læseren ud af, at han eller hun måske ikke helt kan stole på fortælleren. Noget man især forbinder med Steen Steensen Blicher er den utroværdige fortæller,” siger Henrik Skov Nielsen.

I 1811 blev Steen Steensen Blicher bedt om at opsige sin adjunktstilling, da han ikke havde passet sine forpligtelser. Han flyttede med sin familie tilbage til Niels Blichers præstegård i Randlev og blev senere forpagter af den. I 1813 mistede Steen Steensen Blicher den formue, han havde giftet sig til, da Danmark gik statsbankerot, og mange andre danskere også mistede deres penge.

Vejen mod novelledigtningen

I Randlev spirede Steen Steensen Blichers drømme om at blive digter, og i 1814 og 1817 udgav han Digte I og Digte II.

I 1819 fik Steen Steensen Blicher et præsteembede i det fattige sogn Thorning syd for Viborg, tæt på hans barndomsegn. Han mødte nye kammerater, som han kunne dyrke interessen for jagt med, og han var en del af det kulturelle miljø i Viborg.

Herefter fulgte en periode, hvor hans digte blev udgivet i københavnske tidsskrifter, og han udgav afhandlinger om blandt andet skovbrug. Kong Frederik VI lagde mærke til Steen Steensen Blichers afhandlinger om landbrug og sørgede for, at han fik et bedre præsteembede i Spentrup ved Randers i 1825. Han forlod den midtjyske hede, som han holdt så meget af.

Steen Steensen Blicher levede ifølge nogle kilder et udsvævende liv. Han drak, rejste rundt som vagabond i Jylland og blev forgældet i løbet af sit liv. Hans økonomiske situation fik også betydning for hans forfatterskab. Hans mange børn skulle have sko på fødderne og tøj på kroppen, så han sagde langsomt farvel til digtningen i perioden omkring 1824 og begyndte i stedet at skrive noveller med ønsket om, at de længere tekster ville indbringe flere penge.

Blichers store gennembrud og årene efter

Endelig bar Steen Steensen Blichers arbejde frugt. Da novellen ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” udkom i tidskriftet "Læsefrugter" i 1824 blev den hans store gennembrud. Fra 1827 og tre år frem udgav Blicher sit eget tidskrift med navnet "Nordlyset". Nogle af hans største noveller udkom i "Nordlyset", for eksempel ”Præsten i Vejlbye”, ”Røverstuen”, ”Hosekræmmeren” og ”Sildig Opvaagnen”.

Steen Steensen Blichers interesse for jagt blev også brugt i hans forfatterskab. Han udgav i årene 1832 til 1836 et jagttidsskrift med navnet "Diana", hvori han skrev om sine erfaringer med at gå på jagt.

Naturen og den jyske hede fylder meget i Steen Steensen Blichers noveller, fortæller Henrik Skov Nielsen:

”Han boede på den jyske hede, og det betød meget for ham. Han var jæger, havde hund og kunne lide at tilbringe tid i naturen. Det danske og det jyske stod ham nært," siger Henrik Skov Nielsen og fortsætter:

"Steen Steensen Blicher gjorde heden til noget, man ikke bare gik i ude i naturen, men noget der skete i litteraturen. Han førte heden fra naturen og ind i litteraturen.”

Steen Steensen Blicher var også meget politisk engageret og skrev fra 1838 artikler for Jyllands-Posten om samfundsforhold. Derudover arrangerede han fra 1839 til 1844 folkemøder på Himmelbjerget, hvor han åbnede op for en diskussion af samfundsforholdene under enevælden.

Fra 1833 til 1836 blev Steen Steensen Blichers samlede noveller udgivet i fem bind og hans samlede digte i to bind. I forbindelse med udgivelsen af hans samlede værker skrev han nye noveller, og det fortsatte han med til 1847, hvor han blev afskediget fra præsteembedet og skrev sin sidste novelle. Steen Steensen Blicher døde efter en sygdomsperiode den 26. marts 1848 på præstegården i Spentrup i en alder af 65 år.

Den blicherske novelle

Henrik Skov Nielsen fortæller, at de gennemgående temaer i Steen Steensen Blichers forfatterskab er kærlighed, den tragiske skæbne, etik og det dunkle. ”Der er meget arbejde for læseren i at finde ud af, hvad handlingen er i novellerne. Det mystiske og den gådefulde handling fylder meget hos Blicher”.

I en typisk blichersk novelle indtræder altid et tidspunkt, hvor der sker en uventet forandring. ”Ak! Hvor forandret” er både et tema i den blicherske novelle og titlen på en af hans noveller.

”'Hvor forandret’ betyder, at der er to forskellige tider i novellen. Der fortælles fra et tidspunkt om et tidspunkt, der ikke er længere. ’Ak!’ er en markering af, at forandringen ofte er tragisk. Man kan især bruge udtrykket om novellen ”Hosekræmmeren”,” siger professor Henrik Skov Nielsen om novellen, der beskriver karakteren Cecilias ulykkelige kærlighed.

Steen Steensen Blicher brugte ofte en jeg-fortæller i sine noveller, og ifølge Henrik Skov Nielsen er der en god grund til, at han valgte den fortælleteknik: ”Det passer rigtig godt til hans genre at have en fortæller, hvis blik på verden er præget af nogle bestemte aspekter. Læseren får ikke alting at vide, så han eller hun skal også selv fremstykke noget. Den viden vi som læsere får er stykkevis, og det passer rigtig godt til Blichers projekt,” siger Henrik Skov Nielsen, og understreger, at læseren ikke altid kan stole på fortælleren.

Og netop den utroværdige fortæller kan vi stadig tage ved lære af ved at læse hans noveller i dag.

”Steen Steensen Blichers noveller kan lære os at være tolkende og skeptiske. Han var selv meget skeptisk overfor overlegen viden. Novellernes morale er derfor, at vi skal tolke, undersøge og se tingene fra flere perspektiver,” fortæller Henrik Skov Nielsen.

Kilder: Blicherselskabet, Litteratursiden, Den Store Danske.