Juletiden er ensom og svær for mange
Mange glæder sig til at fejre jul og være sammen med familien, men for andre er julen forbundet med savnet af mistede familiemedlemmer
- Der vil jo mangle én i kæden, når vi slår ring om juletræet juleaften. Det gruer jeg for!
Sådan udbrød en kvinde, der har mistet sin mand i en al for tidlig alder.
Ja, det er en både svær og smertefuld tid, vi går i møde. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på de 25 år, jeg har været sognepræst. Jeg ser de familier for mig, der mistede deres kære og den tunge sorg, der følge med. I alle aldre. Det er den sværeste vandring overhovedet at være på, tror jeg. Tab af dem, vi elsker, og som ingen kan erstatte.
Ensomheden og forladtheden
Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt som det var, herefter,
For sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.
(Holger Lissner 1999, Salmebogen nr. 552 v.1)
Ovenstående citat giver et billede af en virkelighed, mange mennesker er sat i, og som forstærkes ved mærkedage og en højtid som julen. Det første år efter et sådant tab er i en særlig grad svært, fordi alt er første gang, hvor familien og de efterladte må igennem mærkedagene uden den afdøde. Det var for nylig allehelgenssøndag, mindedag for vore døde. En enke udbrød i den forbindelse: Nu er det godt et år siden, min mand døde, og jeg undrer mig over, at denne allehelgensgudstjeneste var meget sværere end sidste år, hvor vi lige havde begravet min mand. Men det er sådan det er.
Jeg tror Gud har skabt os sådan, at det at miste først langsomt går op for os. Det kan betragtes som en nænsomhed fra hans side. Vi kan ikke rumme det hele på én gang, men det kommer med månederne og årene. Derfor er julen svær for mange.
Ensomheden mærkes i julen
Der er andre brud, der er i familie med døden. Nemlig at blive ladt tilbage efter en skilsmisse. Det er et lignende tab, og ensomheden mærkes om noget i forbindelsen med julen. Dele-børn der skal være på skift hos forældre. Alt det, vi forbinder med jul og familiehygge smerter. Intet bliver mere helt som det var, herefter.
At der så med tiden kan vokse nye relationer frem, hvor vi som familier finder ud af det med hinanden, er både dejligt og nødvendigt. Men nogle er tabt i det spil, og når aldrig dertil.
Julens håb
Jesus blev født i ensomhed uden stor bevågenhed. Gud valgte at give sig til kende i et nyfødt barn på et afsides sted i verden. Han voksede op og færdedes på sin vandring blandt ensomme og forladte mennesker. De vidste, de ikke selv formåede ret meget. Måske slet ingenting. Her opstod der et ægte møde med Jesus. Der var ikke nogen form for overflødighedshorn af vellevned eller familiejulehygge. Det var nøgne og ensomme mennesker. For dem åbnede Jesus en dør ind til den skjulte guddommelige virkelighed, som er Guds, fyldt med håb.
Den håbefulde virkelighed er også vores i dag. Spørgsmålet er, om vi kan se den skjulte virkelighed, julens barn kommer med. Vælger vi at have både tro, tillid og håb til Gud midt i juletiden, hvordan den end former sig og på trods af alt det, der fylder? Gør vi det, åbnes døren til hjertes krybberum, hvorfra vi kan hente nye kræfter til at møde hinanden med i julen.
En moderne meditation over Salme 23
Selv om
jeg plages af tinge tanker,
lider smerteligt under mine svagheder,
i mørke timer er fremmed for mig selv,
bliver såret i hverdagens konflikter,
streng får påmindet minde begrænsninger,
forfærdes af mine menneskebrødres lidelser,
og i mit liv føler, at min død er på vej,
så ved jeg mig dog i din hånd.
Selv om
jeg er uendelig tryg,
for du er altid hos mig.
Dit nærvær omgiver mig dag og nat.
Du henter mig tilbage fra den forkerte vej.
I sulten nærer du mig med brød og vin.
Du knytter dit navn sammen med mit.
Du sejrer for mig over mørkets magter.
Dit bord går gennem dødens væg.
For evigt mener du det godt for mig.
Jeg er uendelig tryg,
thi du er altid hos mig.
Selv om.
(Salmemeditationer til 26 Davidsalmer af Johannes Hansen)