Religion kan være en psykologisk styrke

Bøn

Når der er måder at tro på, der er bedre end andre, så er det vigtigt i en terapisituation at kunne være med til at udvikle den mest sundhedsfremmende tro hos klienten. Derfor er vi nødt til at udvikle en praksisrettet forskning inden for feltet, mener psykolog Dorte Viftrup.

Nogle former for religiøsitet er bedre end andre, når man gennemgår et sygdomsforløb. Psykolog Dorte Viftrup mener, at der skal forskes mere i, hvordan religiøsitet kan påvirke terapi-resultater

- Der er de seneste år kommet flere og flere forskningsresultater, der viser en sammenhæng mellem religiøs tro og fysisk og psykisk sundhed, men der eksisterer endnu ikke megen forskning, der omhandler effektiviteten af at integrere religiøse perspektiver i terapi, siger psykolog Dorte Toudal Hedelund Viftrup, der for nylig har afleveret et speciale med udgangspunkt i denne problemstilling.

Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig er titlen på specialet, der er blevet vel modtaget. For tiden er Dorte Viftrup i gang med at søge midler til at kunne skrive en ph.d. indenfor feltet.

- Der findes mig bekendt ingen dansk praksisrettet forskning, der beskæftiger sig med at integrere en klients religiøsitet i den psykologiske terapi som en ressourcegivende faktor. På mange måder spøger Freud stadig med sin påstand om, at religion gør folk syge.

Dorthe Viftrup har undersøgt religiøsitetens positive frugter, for eksempel i form af bedre helbred og evne til at håndtere kriser, - det, hun kalder 'den gode religiøse udvikling'.

I psykologisk terapi opererer man altid med en værdisætning, hvor noget er bedre end andet, og som oftest vil den gode udviklingsbevægelse være at bevæge sig mod en psykisk sundhed.

På samme måde vil det ifølge Dorte Viftrup være nødvendigt at tale om, at der er måder at være religiøs på, som er bedre end andre, for at kunne inddrage religiøsitet i en terapisituation.

- Religiøsitet kan både være ressourcegivende og gøre folk mere syge. Når der er måder at tro på, der er bedre end andre, så er det vigtigt i en terapisituation at kunne være med til at udvikle den mest sundhedsfremmende tro hos klienten. Derfor er vi nødt til at udvikle en praksisrettet forskning inden for feltet, mener Dorte Viftrup.

Psykolog og akademikerpræst Peter La Cour, post doc. ved Center for forskning i eksistens og samfund ved Københavns Universitet, står bag noget af den sparsomme danske forskning der findes om sammenhængen mellem religiøsitet og fysisk og psykisk sundhed. Han råber ligeledes vagt i gevær og efterlyser mere dansk forskning inden for feltet.

- Vi mangler afgjort dansk forskning på dette område. Den foreliggende forskning er næsten udelukkende foretaget i USA, hvor religionen jo spiller en helt anden rolle i det sociale liv, end den gør i Danmark. Vi ved derfor ikke meget om, hvorvidt der mest er brug for anerkendelse eller brandslukning i forhold til det religiøse, når folk for eksempel er i krise. Der foreligger en smule forskning om religiøsitet og sygdom fra Sverige og Holland, men det er slet ikke nok til at bringe emnet på bane herhjemme, siger Peter La Cour.

Der er ifølge Dorte Viftrup ofte tale om to yderpunkter i tilgangen til religiøsitet, og der hersker på mange måder en enten/eller mentalitet. Der findes yderligtgående religiøse, der kunne finde på at sige, at et menneske blot skal tro og derfor stoppe med at tage en lægeordineret medicin, og omvendt findes der den arrogante del af psykiatrien, der mener, at religion altid er vrangforestillinger.

- Heldigvis findes også et stort midterfelt med en mere ydmyg tilgang hertil. Begge yderpunkter er farlige og usunde, mener Dorte Viftrup.

Man kan ifølge Dorte Viftrup godt læne sig tilbage med den holdning, at folk blot skal lade være med at være religiøse, fordi det ikke er godt for dem.

- Folk holder bare ikke op med at være religiøse, selvom man siger til dem, at det ikke er godt for dem. Folk ville på samme måde heller ikke holde op med at høre musik eller dyrke sex, hvis vi bad dem om det. Så ligegyldigt om man mener, religion er godt eller skidt, giver det ingen mening ikke at forholde sig til det, når man beskæftiger sig med menneskers psykiske eller fysiske sundhed.

Hvorfor findes der så ikke noget eksisterende forskning inden for feltet, kan man spørge sig selv - og Dorte Viftrup giver gerne sit bud:

- På mange måder har religionspsykologien altid været fagets problembarn. Man kan ikke måle og veje på samme vis, som du ellers kan. Det kan synes sværere at videnskabeliggøre feltet. Derudover kan det let støde sammen med det herskende naturvidenskabelige og til dels positivistiske paradigme, der dominerer sundhedssektoren. Faget har i Danmark ikke noget professorat, hvilket oftest også mindsker forskningen inden for et givent felt.

Peter La Cour påpeger endnu en grund til den manglende forskning i feltet.

- Min generation af psykologer er uddannet i den faste overbevisning, at religion var noget, der ville forsvinde i løbet af få år. Sådan mente man overalt på universitetet i 1970'erne. Det er vel også derfor, at der ikke er nogen universitetsstillinger i feltet, siger han.

Dorte Viftrup anerkender fuldt ud værdien i et empirisk funderet sundhedssystem og mener blot, det understreger vigtigheden af at forske i religion som en ressourcegivende faktor for mennesket.

- Vi ser et stort behov hos mange mennesker for at inddrage et religiøst element i deres liv, blandt andet i forbindelse med sygdom og kriser. Derfor har sygeplejersker, læger, præster, pædagoger og selvfølgelig psykologer brug for værktøj, der er videnskabeligt funderede. Praksisfeltet har brug for akademisk funderede guidelines! Og hvis ikke vi forsker heri på universitetsniveau, vil man heller ikke kunne implementere det i det øvrige uddannelsessystem. Når så behovet for konkrete værktøjer naturligt opstår, vil praktikerne opsøge dette og hint og i værste fald noget der kan være skadeligt, advarer Dorte Viftrup.

Nogle af de udfordringer, der kan melde sig på banen i forsøget på at integrere den gode religiøse udvikling i terapi og lignende situationer på forsvarlig faglig vis, er, at fagpersonen som oftest vil være nødt til at kunne tage udgangspunkt i klientens religiøse narrativer og først herudfra intervenere ud fra en psykologisk, etisk eller anden faglig referenceramme. Udfordringen består foruden at kende pågældende narrativer i, at kendskab til religiøse narrativer som oftest følges af et forhold hertil:

- I praksis er det ikke nok kun at være objektiv beskuer, du er nødt til at møde mennesker, og hvordan gør man det på professionel vis? spørger Dorte Viftrup.