Abraham - troens far

Jødernes stamfader og første patriark spiller også en stor rolle inden for kristendommen, hvor fokus især ligger på Abrahams retfærdiggørende tro. Det ses blandt andet hos centrale personer i den kristne teologihistorie som Paulus, Luther og Kierkegaard

Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. (...) I dig skal alle jordens slægter velsignes (Første Mosebog 12, 2-3).

Sådan lyder Guds ord i begyndelsen af fortællingen om Abraham.

Fortællingen om Abraham står i Det Gamle Testamentes Første Mosebog kapitel 11-25. Den følger umiddelbart efter den såkaldte urhistorie, der med sine beretninger om verdens skabelse, syndefaldet, Kain og Abel, Noas ark og Babelstårnet handler om almenmenneskelige vilkår i tilværelsen.

Fra og med Abraham kommer Det Gamle Testamente til at handle om ét folk Israel og dets historie.

Fortællingen om Abraham kort fortalt

Abraham er gift med Sara. Han bor i Ur i Kaldæa (Babylon), men Gud beordrer ham til at drage til landet Kanaan (det nuværende Israel), og lover ham landet, og at han vil blive velsignet med talrige efterkommere.

Abraham tror Gud, og Gud regnede ham det til retfærdighed, lyder det i kapitel 15, vers 6.

Gud slutter da en pagt mellem sig selv, Abraham og Abrahams efterkommere. Han lover, at han vil være deres gud, og at Kanaans land skal være deres til evig ejendom. Til gengæld skal Abraham og hans efterkommere lade alle drengebørn omskære som et tegn på pagten mellem dem og Gud.

Sara kan imidlertid ikke få børn, og da hun og Abraham begge nærmer sig 100 år, begynder det at virke usandsynligt, at Guds løfte vil blive opfyldt. Men så besøger Gud selv Abraham og lover ham, at Sara vil føde en søn. Og inden længe bliver hun ganske rigtigt mor til Isak.

Gud beordrer Abraham at ofre Isak. Abraham vil adlyde Gud, men lige da han skal til at ofre Isak, griber Guds engel ind og stopper Abraham. Abraham beholder altså sin søn, der selv bliver far til Jakob, som får tilnavnet Israel.

Abraham, Isak og Jakob er patriarkerne for Israels folk.

Israels stamfader

I den jødiske tradition spiller Abraham en kolossal rolle som den første patriark, der blev lovet landet Israel. Samtidig er det altså i fortællingen om Abraham, traditionen for omskæring bliver grundlagt. Omskæringen tjener både som pagtstegn for det jødiske folk og som afgrænsning i forhold til alle andre folkeslag.

Jøderne praktiserer stadig omskæring, og muslimerne, der også opfatter Abraham (i Koranen Ibrahim) som deres stamfar, har ligeledes taget denne tradition til sig.

Paulus: Abraham er de sande troendes stamfader

I kristendommen kommer fokus i historien om Abraham først og fremmet til at ligge på Abrahams tro og på, at den bliver regnet ham til retfærdighed.

Abrahams tro spiller således en stor rolle i Paulus argumentation for, at mennesket retfærdiggøres (og frelses) ved tro alene og altså ikke ved ydre handlinger som omskæring eller overholdelse af Moseloven.

Paulus lægger her vægt på, at Gud ifølge Første Mosebog regnede Abraham for retfærdig, før han blev omskåret og altså fik dette specifikt jødiske tegn på sin krop. Ifølge Paulus har omskæringen derfor intet at gøre med, om man har Abraham som stamfar eller ej, og Guds pagt med Abraham er ikke forbeholdt det jødiske folk, men alle, der har den sande tro.

Paulus peger altså på, at Abraham-fortællingen ikke alene er rettet mod jøderne, men angår alle jordens slægter og gælder alle, der tror som Abraham.

Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: I dig skal alle folkeslagene velsignes. Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham, skriver Paulus i Galaterbrevet (kap. 3, v. 7-9).

Sand tro er Kristus-tro

Og hvad er da ifølge Paulus den sande tro, som forener alle folkeslag med ham og giver del i hans velsignelse?

Det er troen på Kristus. For Paulus bliver Guds løfte til Abraham om velsignelse til alle folkeslag nemlig endeligt opfyldt med Jesus Kristus. Ifølge Det Nye Testamente er Kristus nemlig Abrahams biologiske efterkommer og den, der bringer velsignelse til alle mennesker uanset etnicitet, køn og status:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Jesus Kristus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte, siger Paulus således i en meget berømt passage i Galaterbrevet (kap. 3, v. 28-29).

Ved at løfte håbet om frelse og betegnelsen Abrahams afkom ud af den specifikt jødiske sammenhæng baner Paulus vejen for kristendommen som andet og mere end en jødisk sekt. Uden dette greb havde kristendommen næppe været en verdensreligion i dag.

Luther: Abraham sættes på prøve og tror på trods

Ligesom Paulus er også reformatoren Martin Luther optaget af Abrahams forbilledlige tro. Han flytter imidlertid fokus lidt til historien om Isaks ofring.

For Luther er Abrahamhistorien et billede på, hvordan Gud prøver mennesket. Og Abraham er eksemplet på et menneske, der består prøven ved at vælge at have tillid til og adlyde Gud også når det ser sortest ud.

Som Luther påpeger, er det en helt forfærdelig situation, Gud sætter Abraham i, da han befaler ham at ofre sin søn. Hvis Isak dør, kan Guds løfte om velsignelse til alle jordens folkeslag jo ikke gå i opfyldelse. Hans ordre står derfor står tilsyneladende i direkte modsætning til hans eget ord.

Alligevel vælger Abraham at følge Guds bud og ofre Isak. I Luthers udlægning af historien parerer Abraham ordre, fordi han tror på, at Gud lader det hele gå godt hvis Gud ikke redder Isak i dette liv, vil han lade ham leve videre i det evige liv efter døden.

Kierkegaard: Abrahamhistorien illustrerer troens dobbeltbevægelse

I sit verdensberømte værk Frygt og Bæven fra 1843 leverer den danske filosof Søren Kierkegaard sin udlægning af Abrahamfortællingen.

Kierkegaards tolkning af Abrahams lydighed i forbindelse med Isaks ofring koncentrerer sig om konflikten mellem det etiske og det religiøse og om det, Kierkegaard kalder troens dobbeltbevægelse.

Abraham er tvunget til at vælge mellem at dræbe sin søn, hvilket vil være i konflikt med det etiske, og at handle imod Guds ordre, hvilket vil være i modstrid med det religiøse.

Abraham gør da troens dobbeltbevægelse: Han resignerer og giver afkald på sin eneste søn og han tror, at Gud vil give ham Isak tilbage. I dobbeltbevægelsen opgiver Abraham altså at leve livet på egne, menneskelige, betingelser og vælger at modtage det på Guds betingelser.

Rationelt giver Abrahams tro ingen mening; han tror det umulige og absurde, forklarer Kierkegaard. Abraham tror på, at Guds mulighed ligger langt ud over menneskelig forstand og formåen.

Men hvad gjorde Abraham? Han besteg Æslet, han reed langsom hen ad Veien. I al den Tid troede han; han troede, at Gud ikke vilde fordre Isaak af ham, medens han dog var villig til at offre ham, naar det forlangtes. Han troede i Kraft af det Absurde; thi menneskelig beregning kunde der ikke være Tale om, og det er jo det Absurde, at Gud, som fordrede det af ham, i næste Øieblik skulde tilbagekalde Fordringen. (Frygt og Bæven, 31)