LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Anselm af Canterbury (cirka 1033-1109)

- Jeg tror for at forstå, sagde tænkeren Anselm

Anselm af Canterbury mente, at troen var nødvendig for at kunne forstå, hvad sandhed er. Han forsøgte på flere forskellige måder at bevise, at Gud er til. Hans tankegang har fået stor betydning for filosofiens og teologiens historie

Anselm blev født cirka 1033 i byen Aoste i provinsen Piedmont, som ligger i det nordlige Italien. Hans fader havde et voldsomt temperament og forbød Anselm at gå i kloster, selvom det var hans største ønske.
I år 1060 indtrådte Anselm alligevel i Benediktinerordenen, som var romerkirkens klosterbevægelse. Anselm hørte til i klosterskolen Bec i Normandiet. Allerede 3 år senere blev han selv leder af stedet og skolen blev så kendt, at mange rejste langt for at studere der.

I 1093 blev Anselm ærkebiskop i byen Canterbury i England. To gange måtte han dog flygte fra landet. Han var nemlig uenig med Englands konge om, hvem der skulle have ret til at arbejde i kirkerne, og derfor var han ikke ønsket i landet. Striden involverede også paven, som Anselm støttede. Efter lange diskussioner endte det med, at Anselm fik lov til at have sine synspunkter, og han kunne derfor vende tilbage til England. Anselm var en dygtig forfatter og er blevet rost for den klarhed, der findes i hans værker. Det er meget svært at afgøre, om han var teolog eller filosof. I hans bøger findes begge tankegange side om side. Alligevel var Anselms udgangspunkt altid den kristne lære, som han ikke ville sætte spørgsmålstegn ved. Som tænker var Anselm på mange måder inspireret af filosoffen og kirkefaderen Augustin, som også brugte filosofien til at vise indholdet af den kristne tro.

Guds eksistens kan bevises

Anselm er bedst kendt for at have forsøgt at bevise Guds eksistens på flere forskellige måder. Han formulerede det ontologiske gudsbevissom den første i historien. Tankegangen i beviset er, at hvis man forestiller sig Gud som det absolutte, der på alle måder er perfekt, så må der også findes en sådan Gud i virkeligheden. For hvis Gud ikke findes, så er han jo ikke perfekt, forklarede Anselm.

Anselm mente altså, at det simpelthen ligger i forestillingen om Gud, at han er til. Hvis nogen derfor siger, at de godt ved, hvad der menes med ordet "Gud", men alligevel erklærer, at de ikke tror på ham, så modsiger de sig selv ifølge Anselm.

Når mennesket taler om virkeligheden, beviser det også på en måde Guds eksistens, sagde Anselm. Det deler for eksempel tingene op, sådan at en ting er god, mens noget andet er bedre og noget helt tredje er bedst. Mennesket har altså et sprog, der viser, at tingene har forskellie grader af godhed. Anselms pointe var den, at man ikke kan sige, at noget er lidt godt, hvis man ikke har en forestilling om, hvad det bedste er. Gud er kendetegnet ved at være den absolut skønneste, kærligste og mest perfekte, og det er derfor ham, der er grunden til, at vi overhovedet kan tale om, at noget er godt, smukt eller kærligt, mente Anselm.

Det var ikke kun Guds eksistens, Anselm ville bevise. Faktisk forsøgte han også at vise, at Treenigheden nødvendigvis måtte være til. De fleste kristne mener, at Gud både er Fader, Søn (Jesus), og Helligånd på samme tid. Blandt andet muslimerne har sagt, at den tanke er selvmodsigende, fordi Gud ikke både kan være én og tre ting på samme tid. Der er ikke mange, som har ladet sig inspirere af Anselms forsøg på at bevise treenighedens eksistens.

En vanskelighed når man læser Anselms bøger er, at selvom han har mange argumenter for, at kristendommen er sand og i overensstemmelse med fornuften, så var hans udgangspunkt altid hans forståelse af Bibelens lære. Først kom troen, derefter beviset. Man skal altså ikke forestille sig, at Anselm ville have opgivet sin kristne tro, hvis det ikke var lykkedes for ham at finde, hvad han selv opfattede som et bevis.

Troen var ifølge Anselm udgangspunktet for menneskets forståelse af virkeligheden. Den tanke udtrykte han i de kendte ord: "Jeg tror for at forstå". I en bøn, som han skrev ned, fortalte han, at han ikke forestillede sig, at han nogensinde ville kunne forstå Gud. Alligevel håbede han dog på at forstå en lille del af den guddommelige virkelighed. Anselm brugte de sidste år af sit liv som ærkebiskop i England, inden han døde i 1109.

Anselm fik ikke den samme opmærksomhed i sin samtid, som mange af de andre kendte personer fra teologiens og filosofiens historie. Det skyldes højst sandsynligt, at hans samtid i høj grad var optaget af nogle helt andre problemstillinger, end dem Anselm beskæftigede sig med.

Mange store filosoffer har dog i tidens løb brugt det ontologiske gudsbevis i deres egne bøger. Både René Descartes og Wilhelm Leibniz gentog Anselms forsøg på at bevise Guds eksistens, mens andre filosoffer som Immanuel Kant og Søren Kierkegaard helt afviste, at man kunne forstå eller bevise, hvem Gud er.