Sankt Ansgar var Nordens første kristne apostel

Ansgars forhold til Gud var præget af inderlig fortrolighed. Deraf kom de drømme og visioner, som han tolkede som Guds vejledning til ham.

Ansgar var munk, missionær, ærkebiskop i Hamborg og den danske kong Håriks fortrolige. Men det lykkedes ham aldrig at kristne hverken kongen eller hans mænd. Til gengæld byggede han måske Danmarks allerførste kirke i Hedeby. Søndag fejres han i den katolske kirke

På søndag fejres Ansgars fest i den katolske kirke - også i Danmark, hvor fejringen blandt andet sker i Ansgars Kirke. Men hvem var egentlig Ansgar?

Ansgar (801-65) er kendt som den, der bragte kristendommen til Danmark og det øvrige Norden. Men det blev uden de store resultater. Modstanden var for stærk. De samtidige kilder giver os et indgående kendskab til Ansgar - både som den fromme og selvopofrende munk og som kirkemand med autoritet og styrke.

Munken Rimbert fortæller om Ansgars liv
Vores kendskab til Ansgars liv og indsats skyldes kilder i form af breve, optegnelser fra mænd ved det kejserlige hof i Frankerriget, men ikke mindst en levnedsbeskrivelse af Ansgars nære ven og efterfølger, Rimbert.

Rimbert var allerede som dreng blevet optaget i Turnholt kloster i Flandern. Dette kloster var af kejser Ludvig den Fromme (814-40) bestemt til at støtte Ansgars mission. Her traf Ansgar den ganske unge Rimbert. Ansgar sørgede for hans uddannelse og indvielse i præstestanden. Senere fulgte Rimbert med Ansgar på en række missionsrejser nordpå.

Rimbert var fascineret af Ansgar og anså ham for at være en helgen. Og derfor har hans skildring af Ansgars liv også karakter af en helgenlegende. Det fremgår af Rimberts beskrivelser, at der har været et tæt venskab mellem ham og Ansgar. Ansgar har betroet Rimbert sine inderste tanker, drømme og visioner.

Ansgars munkeliv og drømme
Ansgar blev født i Amiens i 801. Han mistede tidligt sin mor. Som barn får han drømme og visioner. Han drømmer, at han ser sin mor ifølge med Jomfru Maria. Maria spørger ham, om han vil hen til sin mor. Men så bliver du nødt til at lægge al tomhed bag dig og give afkald på drengelege, siger Maria til ham.

Ansgar bliver nu optaget på klosterskolen i Corbie, hvor han opdrages til munkelivet. I 814 dør kejser Karl den Store (768-814), hvilket gør et stærkt indtryk på den ganske unge Ansgar. Nogen tid efter drømmer han, at han selv skal dø. Han påkalder apostelen Peter og Johannes Døberen om hjælp. Han føres ind i skærsilden. Derefter viser Peter og Johannes sig igen for ham og han ser ind Guds himmel, hvor Guds stemme lyder til ham: Gå og bliv kronet til martyriet og vend dernæst tilbage til mig.

Som munk udførte Ansgar alle de bodshandlinger, der blev ham pålagt. Han var til det yderste opmærksom på sine egne synder. I en natlig drøm ser han verden som en kulsort dal, hvorfra kun de få bæres bort af engle. Drømmene fortæller ham, at menneskets egentlige synd er dets tillid til egne kræfter og muligheder. Menneskets synd er dets hovmod, og han hører en stemme, der siger: hvis du vil fjerne dig fra dette hovmods sygdom, så husk din oprindelse og du vil med Guds nåde blive udfriet.

Drømmene blev en afgørende drivkraft i Ansgars længsel efter at forkynde Guds tilbud om frelse og derved også selv at kunne gøre bod for sine synder. Han skriver små bønner med udgangspunkt i det gamle testamentes salmer, hvori han beder om, at kirken må være den port til opstandelse og evigt liv, som mennesker kan finde frem til. Det er den opgave, han vil bruge sit liv til.

Ansgar bliver missionær
Fra Corbie sendes Ansgar som 22-årig til klosteret Ny Corvey i Saksen. Men allerede tre år efter er det så, at han sendes til Norden. De nordiske lande var stort set det eneste område, hvor kristendommen endnu ikke var forkyndt i den daværende kendte verden.

Sådan har man opfattet det i kirken, og sådan har det også været i Ansgars bevidsthed. Målet var, at evangeliet nåede ud til alverden. Men Norden manglede. Dog var der vel også mere politiske grunde til at bringe kirken til Norden. Vikingerne hærgede de frankiske områder. De sejlede ind i bugter og fjorde, kom op af floderne og hærgede og plyndrede klostre og kirker.

I 826 mødte den danske konge Harald Klark op hos Ludvig den Fromme i Ingelheim. Harald Klark havde brug for politisk støtte i sin kamp for at vinde eneherredømmet over danerne. Resultat af deres møde blev, at Harald lod sig døbe med hele sin familie. Man forespurgte nu abbeden i klosteret Ny Korvey, om Ansgar kunne frigøres fra sine pligter der og drage med til Danmark. Dette anbefalede abbeden. Og Ansgar så denne opgave som opfyldelsen af sit livs mål. Med sig havde Ansgar en nær klosterbroder ved navn Autbert.

Ansgar på missionsrejse
Vi kender ikke meget til Ansgars indsats de første tre år i Danmark. Sandsynligvis var de resultatløse, ikke mindst på grund af af kong Harald Klarks store problemer med at få etableret sin kongemagt.

Autbert blev syg og vendte tilbage til det saksiske kloster, hvor han døde. Imidlertid ønskede nogle svenske stormænd af kejser Ludvig, at kristendommen blev forkyndt i Sverige. Ansgar blev kaldt hjem til kejserhoffet i Ingelheim og forelagt anmodningen, som han uden tøven sagde ja til. Ifølge Rimberts levnedsbeskrivelse (via Ansgarii) har Ansgar netop forstået rejsen til Sverige som et Guds kald og som en bodsgerning.

Rejsen blev da også farefuld. Skibet, som kejseren havde udrustet til færden, blev udsat for overfald. Det var umuligt at redde skibet, og Ansgar mistede sine liturgiske bøger og andre ejendele. Men endelig nåede Ansgar og hans lille følge til fods frem til svenskernes religiøse og politiske centrum, Birka. Også her blev Ansgars virksomhed besværliggjort af magtkampe og direkte modstand mod hans forkyndelse. Men der var også dem, der lyttede - ikke mindst svenskekongen.

Ansgar som ærkebiskop
Ansgar rejste nu tilbage til kejser Ludvig med breve fra svenskekongen. Og for at styrke missionen i Norden besluttede kejser Ludvig at oprette et særligt ærkebispesæde i Hamburg med Norden som område. Senere blev ærkebispesædet udvidet med Bremen.

Som ærkebiskop rejste Ansgar tilbage til både danere og svenskere. Den danske kong Hårik gav ham lov til at prædike, og ifølge Rimbert blev Ansgar kongens fortrolige. Dog lykkedes det ikke at omvende Hårik, men Ansgar fik lov til at bygge en kirke i den slesvigske by Hedeby (som dengang hørte til det danske rige, red.) omkring år 848.

Hedeby var på den tid et vigtigt handelscentrum. Ifølge Rimbert var der i forvejen nogle kristne i byen, som glædede sig over, at de nu kunne praktisere deres religion. Flere andre blev døbt og enkelte primsignet, det vil sige, at de fik slået korsets tegn for sig og velsignet.

Imidlertid blev Hårik dræbt og efterfulgtes af Hårik den Yngre, som forbød gudstjenester i Hedeby. Ansgar fik dog genoprettet et godt forhold til kongen. Kirken blev igen åbnet og der blev opsat en kirkeklokke. I øvrigt fik Ansgar jord i Ribe til kirkebyggeri.

Ansgar blev i en drøm også kaldt til Sverige. Han indfandt sig i Birka. Her deltog han i et tingmøde, hvor det blev diskuteret, om kristendommen skulle indføres. Resultatet blev, at Ansgar nu fik tilladelse til at bygge en kirke. Der blev ansat en præst, der kunne holde gudstjenester for de kristne handelsfolk på stedet. Denne skildring er i øvrigt et højdepunkt i Rimberts levnedsbeskrivelse. Efter disse rejser døde Ansgar i Hamburg i året 865.

Ansgars personlighed
Rimbert vil med sit skrift om Ansgar tegne billedet af en hellig mand, der gav sig selv til den missionsopgave, som Gud havde givet ham. Om Ansgar havde succes er mindre betydningsfuldt i forhold til det afgørende, nemlig at han fulgte Guds kald til ham.

I Ansgar ser vi en fromhedstype, som blev til i de frankiske klostre i 800-tallet. Livet i fattigdom, selvfornægtelse og stræben efter at opnå frelsen ved gode gerninger var det bærende for munkene. Ansgar selv levede efter dette munkeideal.

Ansgars forhold til Gud var præget af inderlig fortrolighed. Deraf kom de drømme og visioner, som han tolkede som Guds vejledning til ham. Og Rimbert fortæller, at Ansgar i sine sidst leveår opnåede den nåde, at han hvornår som helst kunne få lov til at bryde ud i gråd over denne verden. Samtidig var Ansgar også den stærke kirkemand og rådgiver overfor konger. Og hertil kom, at han var en dygtig diplomat.