LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Klassiker

Hvem var den tvivlende Thomas?

Jesus måtte lade Thomas stikke sine fingre i hans gennemborede side for at overbevise ham om, at han virkelig var genopstået – Maleri af Caravaggio

"Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne, tror jeg det ikke." Sådan sagde disciplen Thomas og blev siden kaldt den tvivlende

Thomas, også kaldet Didymos, var en af Jesu tolv apostle. Han er mest kendt for at være den, der tvivlede på Jesu opstandelse. Han kom dog over sin tvivl og blev endda den af apostlene, der rejste allerlængst væk for at forkynde det gode budskab: helt til Indien og ifølge nogle kilder også så langt som til Kina og Japan.

I de tre første evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) spiller Thomas ikke nogen særlig fremtrædende rolle. Han nævnes kun ved navn en enkelt gang i hvert evangelium, nemlig i listerne over de tolv apostle. Men Johannesevangeliet har nogle flere beretninger om ham.

Vi ved ikke, hvor du går hen

Det første sted, vi hører om Thomas, er før opvækkelsen af Lazarus. Jesus opholdt sig i Galilæa langt fra Jerusalem, fordi de jødiske ledere i Jerusalem stræbte efter at slå ham ihjel. Jesu ven Lazarus var lige død. Han boede i Betania lige uden for Jerusalem. Jesus vidste, at han kunne genopvække Lazarus, men han var også klar over, at man ville forsøge at slå ham ihjel, hvis han rejste i nærheden af Jerusalem.

Sådan endte det da også med at gå. Men da Jesus havde sagt, at han vil tage til Betania, sagde Thomas: Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham (Joh. 11,16).

Vores første møde med Thomas er altså som en heltemodig discipel. Ved det sidste måltid før Jesu død (den sidste nadver) viste det sig imidlertid, at han endnu ikke helt havde forstået, hvad Jesu mål var. Jesus fortalte om, at han ville tage hjem til sin far for at gøre en plads rede for disciplene, og sagde: Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.

Thomas protesterede dog: Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen? Dette gav anledning til et af Jesu mest berømte udsagn: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh. 14,1-6).

Tvivleren Thomas

Den mest berømte beretning om Thomas handler dog om, hvad der skete en uge efter, at Jesus var opstået fra de døde. Jesus havde allerede vist sig for de forsamlede disciple den dag, han opstod. Men der havde Thomas ikke været til stede. Disciplene fortalte ham, hvad der var sket, men han troede ikke på dem og sagde: Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.

Ugen efter kom Jesus så igen til disciplene. Denne gang var Thomas der også. Men fordi Thomas havde sagt, at han ikke engang ville være tilfreds med at se Jesus, men også ville stikke sin finger i hans sårmærker, sagde Jesus: Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.

Thomas svarede Jesus med de bemærkelsesværdige ord: Min Herre og min Gud! Endnu engang gav Thomas' ord anledning til et berømt udsagn fra Jesus: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror (Joh. 20,24-29).

Missionær til Indien

Thomas' tvivl var virkelig blevet overvundet. Det viser det sidste sted, han er nævnt. I Joh. 21,2 fortælles det, at Thomas fortsat var sammen med Simon Peter og de andre disciple. Her slutter Det Nye Testamentes beretninger om ham, men andre kilder har mange henvisninger til hans videre færd.

Traditionen siger, at Thomas rejste først til Syrien, derefter til Persien og til sidst helt til Indien for at udbrede det gode budskab om Jesus. Dermed var han måske den eneste af apostlene, der rejste uden for Romerriget for at missionere.

Det indiske Mar Thoma-kirkesamfund hævdes at være grundlagt af apostlen Thomas. Dette er ikke umuligt, men kan dog heller ikke fastslås historisk med sikkerhed. Det samme gælder nogle østlige kirkers påstande om, at han rejste helt til Kina og Indien for at forkynde evangeliet.

Thomasevangeliet

I den tidlige kristendom blev Thomas betragtet som en stor autoritet, især blandt de såkaldte gnostikere. Det var en gruppe, som var blevet skilt ud fra den almindelige kristne kirke, fordi de var uenige med de andre kristne om centrale punkter i læren. Gnostikerne afviste, at der skulle være nogen værdi i den fysiske verden. Derfor lagde de heller ikke meget vægt på, hvad Jesus havde gjort, men næsten kun på, hvad de mente, han havde sagt.

Denne synsvinkel er afspejlet i Thomasevangeliet, det mest berømte af den række af gnostiske skrifter, som tilskrives apostlen Thomas. Dette skrift består af en lang række løsrevne udtalelser fra Jesus uden nogen sammenknyttende handling. Thomasevangeliet er dog ikke skrevet af Thomas selv, for det blev sandsynligvis først skrevet nogle år efter hans død.

I lang tid var Thomasevangeliet kun kendt fra den meget negative omtale af det i kirkefædrenes skrifter. Man vidste ikke, hvad der i virkeligheden stod i Thomasevangeliet.

Men i 1945 blev der gjort et revolutionerende fund i Nag Hammadi i Ægypten. En krukke med en række hidtil ukendte gnostiske skrifter blev opdaget, og blandt dem var Thomasevangeliet. Det er imidlertid tvivlsomt, om Thomasevangeliet overhovedet giver os nogen ny viden om, hvad Jesus rent faktisk sagde. Ligesådan er det næppe sandsynligt, at apostlen Thomas i virkeligheden havde noget med gnostikerne at gøre.